På Børsen.

De sidder på bænken, Søren og Alfred. Bænken kaldes Børsen og ligger ved slæbestedet, lidt til højre for kroen, i Sebbersund.

Dagens fangst er allerede landet og solgt til Skipper i Nibe.

Lidt overskud til privat: Ål, skrubber og kujer. Ålene bliver hældt i køkkenvasken derhjemme. Godt med salt over, for så er de meget nemmere at have med at gøre.

¨Vi skal også snart hjem med fiskene,¨ siger Alfred og vender blikket mod nettene, som ligger på fliserne en halv meters penge fra deres fødder.

¨Ja, og så skal en go´ kop kaffe gøre godt,¨ siger Søren og skæver til Alfred for at se den bekræftelse i hans ansigt, som han ved er lige så sikker som amen i kirken.

¨Der var mange krabber i dag.¨

¨Ja sårn er DET, det må man tage med.¨

Alfred snyder næsen, idet han med højre hånds tommelfinger lukker det ene næsebor og støder luften, plus diverse, kraftigt gennem det andet. Som et trompettrut, hvorefter hånden automatisk køres under venstre armhule.

¨Der er nogen som spiser krabber.¨

¨Ja, jeg har hørt om det, men aldrig tænkt over det. Det er nok kinesere.¨ 

¨Hvorfor var du egentlig ikke med til Hans´ begravelse?¨

¨Jeg havde noget med benet. Vistnok noget iskias eller sårn noget.¨

”Det er ikke altid lige nemt.¨

¨Nej det er sandt, men det er der heller ingen der har lovet os. Det er ikke sårn med det.¨

¨Nej, og vi bliver jo ikke yngre.¨

¨Tiden går, og vi går med.¨

¨Hvor går vi hen? Hæ hæ hæ.¨

¨Hva ?¨

¨Jeg siger, HVOR går vi HEN?¨

¨Ja, hvor bliver dagene af ? Har du aldrig tænkt på, hvor for eksempel i går er blevet af ?¨

¨Nej, for det er ikke til at have med at gøre.¨

¨Nej! … Eller i morgen?¨

¨Det er vel det samme, bare den anden vej.¨

¨Hvad så med lige før, hvor er det blevet af ?

¨Det har vel forputtet sig, ligesom lige efter.¨

¨Hvordan forputtet sig ?¨

¨I Vorherres bukselomme. Nej, nej, det er da bare noget man gætter sig til, og så lader man munden løbe.¨

¨Ja, sårn må DET være! Nå vi må hellere se at komme hjem med fiskene.¨

Nærved og næsten.

Nogle af skriftstederne i Det Ny Testamente er interessante. Nogle refererer til dem, nogle prædiker over dem, og andre skændes direkte om deres betydning, mens nogle mediterer over dem.

Der var en diskussion i radioen om, hvem der er ens næste. Det fik mig til at prøve mig lidt frem med nogle betragtninger:

Hvis man skal elske sin næste som sig selv, er det relevant at vide, hvem ens næste er, og om man synes, vedkommende fortjener ens kærlighed.

Der er nemlig delte meninger om, hvem ens næste er. Nogle mener, næsten skal befinde sig i nærområdet, andre mener, alle er ens næste, uanset hvor på kloden de befinder sig.

Måske bør man gribe spørgsmålet an fra en anden vinkel end den sædvanlige. ¨Du skal elske din næste som dig selv¨ står der i Det Ny Testamente. Der står ikke, at man skal elske næsten mere end sig selv... heller ikke mindre. Men hvis man nu ikke elsker sig selv eller bare ikke bryder sig om sig selv, skal man så forholde sig til sin næste på samme måde?

Måske menes der: Du skal elske din næste som DIT selv og ikke som DIG selv. Personligheden ligger hierarkisk ikke så højt som Selvet. Selvet er upersonligt og nærmere Overselvet, som i det væsentlige ikke skelner mellem personligheder, så vidt jeg har forstået.

Det må være et højere bud, der er tale om, og det indeholder påmindelser om, at man skal søge for at finde. En udviklingsproces som, hvis den lykkes, også vil opfylde et andet bud:

¨Du må ikke tage Guds navn forfængeligt.¨ Det nærmeste man seriøst kan komme Guds navn er, så vidt jeg kan indse: ¨JEG ER¨ ( den brændende busk ). Og JEG er en vanskelig sag. Mange store tænkere har gennem tiderne fundet frem til, at alle spørgsmåls svar kommer, samtidig med at det går op for én, hvem eller hvad man egentlig ER.

Tager man Guds navn forfængeligt, bliver man personligt såret, hvis man opfatter forhånelser mod Gud. Tager man ikke Guds navn forfængeligt, synes man, at de der forhåner kun viser, hvordan de selv tænker og er. Man betragter dem ikke som farlige forbrydere, fordi de udtrykker, hvad de vil. Det berører overhovedet ikke én i den forstand. Man har jo stadigvæk sin egen tro og sine egne meninger. Men hvis man er usikker på sin tro, kan det godt være, det føles farligt, at andre udtrykker noget, man måske selv har en anelse om, men som man ikke tør tænke færdigt, fordi man er programmeret med, at det er syndigt at sætte spørgsmålstegn, syndigt at søge sandhed og oplysning. Det er denne spændetrøje, fundamentalister fra diverse religioner i deres uvidenhed bruger alle deres kræfter på at presse ned over uheldige proselytter.

Det giver mange, oprigtigt søgende mennesker, afsmag for religion, og ikke så få har en følelse af, at nogle ateister er meget nærmere Gud end adskillige "troende" i virkeligheden er.

Det vil være naturligt og fornuftigt ikke at forveksle jeg'et med personligheden og derved tage Guds navn forfængeligt. I sandhed noget af en opgave. Personligheden tilhører jo mennesket. Man siger MIN personlighed, MIN hjerne, MIT legeme o.s.v.

Man forveksler fuldautomatisk det tilsyneladende med det egentlige som må være livet i sig selv og ikke tilværelsen i sig selv. Tilværelsen er måske som en skoletime, med alt hvad det indebærer af muligheder. Man kan lære eller man kan pjække. Livet i sig selv anfægtes hverken af flid eller pjæk. Det må nærmere sammenlignes med solen som altid skinner, selv når man ikke kan se det på grund af skyer eller nat. Og solen opfører sig ens overfor én selv og overfor næsten. Måske ligger der et holdningsideal til efterfølgelse i dette.

Sætter man egoet på tronen og samtidig anser tronen for guds siddeplads, har man problemer. Så er der masser af grobund for selvretfærdighed og solformørkelse. Oplever man solformørkelse, er det fordi, man er, hvor man er. Andre steder er solen ikke formørket.

Kristus udtalte de berømte ord: ¨JEG er vejen, sandheden og livet.¨ Er det jeg'et han henviser til og ikke decideret hans egen person alene, har han antydet en væsentlig vej til den enkeltes åndelige udvikling, en vej som stemmer overens med gamle tænkeres og vismænds anvisninger af mulige veje. De fleste peger i den samme retning, og er fri for religiøs virus og malware.

Ordet Agape er det oldgræske substantiv for guddommelig kærlighed og for kærlighed til medmennesket. Desuden betyder det som udsagnsord ”elske.” For eksempel i ordene fra Jesus om at ”elske” sin næste som sig selv.

Hyldesuppe.

Den dybe tallerken hvilede i sig selv. Den stod oven på en flad tallerken, og det havde den det godt med, især fordi den mente, den var gjort af kongeligt porcelæn. Det var den flade tallerken vel i og for sig også, men derfor kunne der meget vel være rangsforskel. Den følte tydeligt, at den havde mere dybde end den flade, og som øverst i hierarkiet havde man det bedste overblik ved middagsbordet. 

I øvrigt talte det også med, at man ikke var skabt men opfundet, og det gjaldt kun dybe tallerkener. 

Den var blevet tabt på gulvet et par gange, uden der var gået skår af den af den grund, og det havde fået det fine cognacglas til at antyde, at man måske var gjort af fajance, siden man var så hårdfør. 

Det nagede den dybe tallerken, for cognacglasset var helt uden tvivl af krystal. Det havde toner i livet, og hver gang en fugtet finger kørte rundt på kanten, lød en tone, på én gang både smuk, vemodig, søgt og pralende, efter tallerkenens opfattelse. 

¨Du fløjter, som du har forstand til,¨ sagde den dybe tallerken, ¨men man kan nemt høre, at du i hvert fald ikke har opfundet mig. Og jeg ligger helt flad af grin, når jeg tænker på, at jeg engang står i en fin tallerkenrække, og endelig er kommet på min rette hylde. Herfra kan jeg kan se ned på dig samt tage dine spydigheder ovenfra og nedefter, som det sømmer sig for én som er dekoreret med blåt.¨ 

¨Jeg er da fløjtende ligeglad,¨ svarede cognacglasset. ¨Bare man skænker mig en pæn sjat gyldne dråber, så bunden er dækket til den gode side, og med en varm hånd hvirvler væsken blidt rundt, er jeg tilfreds. For jeg kan sagtens glæde mig over, at være det jeg er uden at være fuld, og jeg håber, du ser frem til den skoldhede suppe som snart bliver hældt på dig.¨

¨Jeg kan da være fuld uden samtidig at være beruset,¨ svarede den dybe tallerken lidt spidst, ¨så pas du hellere på med din cognac. En skønne dag får du måske for meget, og så kan det være, du ser flyvende tallerkener.¨

Perspektiver.

¨Det varer jo en evighed.¨ Ja ordet evighed bruges ofte, som en betegnelse for et forløb der enten synes for langt eller for kedeligt.

Men intet varer evigt. I hvert fald ingen ting. Filosofisk indstillede mennesker grunder over dette begreb, uden at kunne gribe det og uden at begribe det. Forsøger alligevel at få en mening ud af det.

Det lader sig ikke gøre at sætte en etiket med varedeklaration på evighed. Evigheden bærer en usynlig kappe, som er det eneste man kan forsøge at iagttage. Den opfører sig som en kvinde der sender æggende øjekast til en mand, og uophørligt unddrager sig hans tilnærmelser.

¨Alt har sin tid,¨ skriger den vigtige, spankulerende påfugl. For det har den læst i et tidsskrift.

Men lærken tænkte aldrig over det i redetiden. Den jublede bare løs med den klare, blå himmel som baggrund:

¨Giv tid, giv tid… kvittevit... kvittevittevit... kvittevit,¨ jublede den uophørligt.

På denne måde holdt den evigheden ud i strakte vinger og antydede perspektiver.

Er du nu stikker?

At stave rigtigt eller forkert kan i visse tilfælde være af betydning for, hvordan et skrevet budskab opfattes. 
Det er også vigtigt, kun at bruge de ord som har flere betydninger, i gennemtænkte sammenhænge.

Bruger man f. eks. ordet kvindelig, er det sammenhængen, som giver den betydning, man ønsker.

I andre tilfælde er det mere eller mindre ligegyldigt, om man staver rigtigt, når sammenhængen fuldautomatisk løser problemet, så man næppe opdager fejlen. Man opdager også hurtigt ordblindhed i en tekst, og læser så nemt betydningen uden at hæfte sig ved stavefejlene.

Her er en lille opremsning af ord som kun er et enkelt bogstav fra at betyde noget andet:

Stikker/sikker/sukker/slukker/sækker/slækker/sokker. Mellemmad/mellemmand. Kemiker/komiker. Dagplejer/daglejer. Elskab/selskab. Moderskab/moderskib. Belejre/besejre. Manuel/manual. Mappe/moppe.  Bred/brod/brød/brud. Gren/grøn/gran/grin. Gem/gom. Lad/led/lod/lød/lid. Lov/løv/lev/liv/luv/lyv. Koks/kiks. Syv/sav/siv/stiv. Mad/mod/med/mød. Kanin/kanon/kinin…

Der er sikkert mange andre eksempler. 

Det symbolske æble.

Eden eller Paradisets Have. Hvilke associationer giver disse navne ikke? Og hvor er der dog mange misforståelser knyttet hertil.

Nogle mennesker er højt udviklede åndeligt. Nogle mennesker var også meget højt udviklede åndeligt i gamle dage. Selv i vor stenalder var der højtudviklede kulturer andre steder på kloden. Dengang var folk gennemsnitligt mere overtroiske, end de er i dag og måske i særlig høj grad, hvor der var meget mørkt, når der var mørkt, så kun et lejrbål eller et par olielamper gav synsfelt... samt næring til fantasien. Hvis man ville prøve at forklare dem væsentlige, åndelige sammenhænge, som de kunne bruge til at udvikle sig efter, måtte man bruge andre allegorier, end man almindeligvis behøver i dag.

Paradisets periode svarer til den uskyldige barndomstid. Efter kønsmodningen i puberteten og heraf følgende erfaringer, bliver man sendt ud på Herrens Mark, hvor friheden og det personlige ansvar råder. Virkeligheden bliver nærværende på en ny måde, idet den svarer igen på ens handlinger.

Og har man først smagt på tilværelsens frugter, forekommer det som dødens pølse at vende tilbage til Paradisets kedsommelighed.

Det er dog en sandhed med modifikationer, idet man godt kan længes tilbage til barndommens uforpligtende uskyld, når man har brændt fingrene tilstrækkeligt mange gange.Det er vellykket modenhed, at kunne fremvise et æble som er spiseklart og indbydende helt uden ormehuller... og uden at være stødt.

At nogle troskyldige båthorn så tager allegorier for pålydende og interesserer sig dybt for, hvem af guderne der var forældre, kusiner eller fætre til hvem, og hvem af dem der først blev sur over et eller andet, og om det var det venstre eller det højre ribben som blev brugt til frembringelse af Eva, er som at høre små børn, med en Pixibog i hånden påstå, at enten Dronningen eller Kongen bestemmer, hvordan vejret skal arte sig.

Æbler eller pærer?

Hvis et menneske hurtigt eller pludseligt opnår stor fred og kraft, vil det undertiden misforstå årsagen hertil. Har man bedt inderligt til en gud eller andet, kan den oprigtige, intense og koncentrerede sindstilstand være årsag til opnåelsen. Man tillægger, ofte uvilkårligt, den eller det man har bedt til æren.

I virkeligheden er det ens egen sindstilstand som har muliggjort en sådan åndelig erfaring. For denne fredskraft kan, til en vis grad, billedligt sammenlignes med elektricitet. Tænder man lys i en rød pære, lyser den rødt, og tænder man lys i en grøn pære lyser den grønt, men selve kraften er hverken rød eller grøn. Den er neutral i den henseende.

Den røde og den grønne pære kan så skændes om, hvem der har patent på kraften. De ved begge af erfaring, at de har ret, og mener derfor ikke den anden også kan have det.

Ægte filosofi, koncentration, dyb sorg, stor kærlighed, visse former for yoga og meditation m. m. kan føre til opnåelse af den samme kraft. Men hvis ens skelneevne er veludviklet, vil man ikke så let falde i den grøft, hvor rød og grøn pære ligger og strides om copyrighten til kraften. Og da de hverken anerkender eller forstår hinandens argumenter, bliver det let en strid om æbler eller pærer.

En strid hvor der bliver fyret andet og mere end æbleskud af.