Fyren og flammen.

Hvis der på et mørkt sted står ti, hundrede eller tusinde stearinlys,
er der mørkt, hvis ingen af lysene er tændt. Forestiller man sig,
at stearinlysenes højeste formål er at lyse, er det i første omgang nok, at eet af dem bliver tændt.

Det ene lys kan nemlig tænde de andre. Det kan dog ikke selv gøre det, men må føres til de andres væger. Så med eet tændt lys, og lidt hjælp, kan mange lys tændes.

Bruger man dette som en analogi på menneskelivet, er det let at forestille sig meningen. Mens hvert lys var uden flamme, tænkte et af dem måske:

”Vi skal jo alle tændes, så vi kan lyse dette mørke sted op, men hvordan er det nu lige man gør?” Lysene prøver at tænde hinanden – men kan ikke. Ikke engang fyren som er brændt varm på flammen kan gøre det.

Så er der et af lysene som indser, det selv må tændes, hvis det skal nytte. Måske bliver det tændt, og måske uden at det rigtigt går op for det, hvordan det skete, men tændes det, kan de andre nu tændes ved dets flamme.

Mange har opnået glødende, rygende væger som giver glimtvise og svage indtryk, men et klart og roligt brændende lys er ønskværdigt.

Og man behøver ikke at brænde sit lys i begge ender.

Mundret.

Salt og peber bruges gerne
hist og pist samt her og der.
Mange holder af at kværne
kværner let et helt kvarter.
Hvis man kværner for at mobbe,
bli’r man grim og munden stor,
er den ikke til at stoppe,
send den hen hvor peb’ret gror.

Spar på krudtet brug lidt mindre,
man bli’r vist nok mere sund.
Det ku’ muligvis forhindre
at man bru’r for meget mund.

Softice og brunkål.

Man kan undre sig, når man støder på ordet had. Nogle bruger det, som om det er noget der findes i virkeligheden. Men mange, som ikke er åndeligt retarderede, kan ikke skabe en følelse der fylder ordet ud.

Børn siger ofte: Jeg hader sur/sød sovs, jeg hader brunkål o.s.v., og jeg elsker softice, Nutella el. lign., men her er jo ikke tale om rigtig had.

Man kan godt føle en vis sympati for en forbryder, selv om man, på ingen måde, sympatiserer med forbrydelsen.

Er had det modsatte af kærlighed? Og hvis det er, hvad er så kærlighed? Kan man kun føle kærlighed, hvis man også kan føle had? Nej vel? Forelskelse er noget andet, selv om det vokser ud fra de samme rødder som kærlighed.

Er kærlighed en perfekt sommermorgen eller en blid solnedgang ledsaget af den smukkeste musik hjertet skælvende tør nærme sig?

 
Had er måske som universets sorte huller der opæder alt lys.

Man bør nok slet ikke forsøge at forstå had, men i stedet nøjes med at dyrke den sol der findes i hjerte og i sind. De sorte huller i universet er det klogest at holde sig langt væk fra, og de er i øvrigt heller ikke til at få øje på. Men derfor behøver man jo ikke benægte, at de eksisterer, hvilket i øvrigt ikke hjælper, hvis man kommer dem for nær.

Så kan man nemlig blive opslugt af dem.

Elskov.

I Elskoven er der stor aktivitet for tiden. Bladene er sprunget ud, og fuglene bygger reder, det bedste de har lært. De har dog slet ikke lært det, for den slags kan de helt af sig selv. Lige som parring, æglægning og opfostring af ungerne... til de får de flyvecertifikater, de gamle har lovet dem, hvis de er modige og ikke giver efter for eventuel højdeskræk.

Nogle siger dog, at det kan afhjælpes, med en lille fjer på.

Agnete og Havmanden.

Agnete lovede Havmanden, at hun ville vende tilbage til ham og deres børn efter et besøg på landjorden, men hun svigtede dem.

Havmandens humør dykkede sammen med ham, og han fik vist en depression der var så dyb, at en almindelig depression var vand ved siden af.

Agnete havde sit på det tørre, og børnene hørte man ikke mere til.

I'll be back!

Jeg nærmer mig horisonten, og snart er jeg væk. Så har ”væk” taget mig. Inden jeg bliver helt opslugt af afgrunden, gør jeg mig ekstra umage, for at du ikke skal glemme mig og miste modet.

Se mig, kan du se, jeg lyser ekstra smukt? Jeg kommer tilbage… jeg bliver genfødt. Hvis du bliver stående nøjagtig, hvor du står nu, kommer min genfødsel bag på dig. Så må du omvende dig, hvis du vil se mig, og jeg vil da oplyse dig, varme dig og kærtegne dit ansigt.

Endnu et pænt stykke tid, efter jeg er forsvundet, vil min glød og mit skær blive hos dig, så du kan huske mig for noget godt. Jeg kender dig nemlig, og jeg ved, din hukommelse er kort. Hvis du kalder på mig, kommer jeg igen. På denne årstid skal du nok, et slaw på tasken, kalde på mig i en 6 – 7 timer. Tror du ikke på mig og derfor undlader at kalde på mig, kommer jeg alligevel. Måske kan du ikke se mig direkte, når jeg arriverer, for skyerne elsker at lege skjul og har det undertiden også med bare at drille.

Men jeg er der. Jeg er nemlig oven over alting, i hvert fald oven over alle de ting, du kan se. Uanset om jeg er direkte synlig eller ej, er jeg der, når jeg har skubbet natten ud over afgrunden. Nogle gange må jeg træde den over fingrene, for at få den til at slippe. Det kan måske lyde lidt barsk og kynisk, men jeg passer bare mit arbejde. Det står i min jobbeskrivelse, og jeg gør det for din skyld.

Havet bygger om.

Når vinteren har løsnet og siden sluppet sit greb, når ubønhørlige og iskolde storme, som længe har pisket frådende vesterhavsbølger op, endelig er blevet mildere i længere tid af gangen, er det blide forår med efterfølgende sommer tilbage, hvor de hører hjemme.

Ved den nordjyske vestkyst sker der kraftige, kosmetiske forandringer hvert år.

Et hus på toppen af en skrænt en dejlig sommerdag. Smuk udsigt til havet, tyve meter til kanten. Nogle få år senere ligger huset een meter fra kanten, og må ikke bebos mere. Et par år eller måneder senere er der kun et halvt hus tilbage. Havet æder sig ind fra vest og lægger til på østkysten. Jylland flytter langsomt østover, i hvert fald Nordjylland. Danmarkskortet skal nok opdateres, før eller siden.

En stille sommerdag med varmt sand mellem tæerne ved det evigt brusende hav. Lige nu smiler det venligt og alt virker uforanderligt. Selv bølgerne ligner hinanden. Som om det altid har været og altid vil være sådan.

Nu’ets trylleri.