Cocktail.

Udsyn til nye horisonter. Adgang til svundne tider med gamle kontinenter og kulturer.

Kedsomhed, glæde og tryghed ved det kendte, nysgerrighed efter, og forventning til, eller frygt for, det ukendte.

Mayas hypnotiske blændværk, Runer, Gammel Dansk, Sanskrit, Nytår og Dødehavsruller.

Sokrates studerer Danmarks Riges Krønike samt ugebladet Søndag, køb det mandag, lærer flervejskommunikation og multitasking og løser krydsord med kuglepen.

Bredbånd med høj hastighed i Pyramidernes blidt tilspidsede skygger, uden marmor.

Afsky for fejlprogrammerede dræberrobotter, såvel menneskelige som mekaniske, hungrende, hævngerrige, hensynsløse gidseltagere, pyromaner, fejlinvesteringer, bankkrak og nye, begrænsende love.

Grøn vinter med blæst, storme og orkaner. Rædselsslagne sommerhuse ved Vesterhavet brækker sig ud over de forrevne klitter, som havets uendeligt brusende bølger æder grådigt af, mens de flankeres af højtidelige skyformationer som informerer om både dit og dat, mens kong Vinter svinger sin grønne taktstok.

Snart danser frøken Forår igen, og smiler koket, æggende og drillende. Hunden skal have en gevaldig eftermiddagstur, så han kan få brændt noget krudt af, for Nytårsaften er det ikke så rart at komme ud mere end højst nødvendigt.

Sæsonrim.

Julen, som har varet længe,

varer ej til Påske mer’,

den har kostet mange penge,

og nu er der ikke fler’.

Julen gider ikke vare

helt til Påske som engang,

den er træt og ønsker bare

hvile uden påskeklang.

Kan en vinter, sådan bare,

være vinter uden frost?

Vil dog næppe kunne narre

frøken Forårs fejekost.

Lige nu hun stille smiler,

drømmer om sit forårsskrud,

tiden går, ja næsten iler,

mod sæsonen, hun står brud.

"Kurmageri."

Hvis dellen fra panden har sat sig på låret,
på maven, på hoften og bagen,
giv skylden til måneden, sidst på året,
med Dagen før Dagen, samt Dagen.

Når Nytåret synger sin slutmelodi
med stjerner, raketter og lys,
så tænkes der ofte på ”kurmageri”
med ymer og ymerdrys.

Flæsket og sulet skal drosles ned
for rigeligt har man vel fået.
Hvem ønsker, helt ærligt, at blive ved,
når livremmens grænse er nået.

Rim til tiden.

Digte om Nytår må gerne rime,
klokkerne kimer derfor hver time.
Kimer for store og kimer for små,
for hvide, for gule, for sorte og blå.

Blå kan man sagtens blive i kinden,
når digte med rim bliver båret af vinden.
Dagene længes og lyset vil komme,
december er fortid, når året er omme.

GODT NYTÅR. (((*)))

Glædelig Jul.

Lav sol, høj tid.
Lave temperaturer,
høje forventninger.
21. december,
årets korteste dag.
24. december,
årets længste dag
…set fra børnehøjde.
31. december,
årets sidste dag.
Dronningen taler ud,
mens Kong Frost
sniger sig ind.

Frøken Forår sover let nu.
Hun drejer sig,
gaber og strækker
sine yndige lemmer,
for om nogle få måneder
er det rigtig morgen igen.

Tidsrejser.

Der spekuleres en del i, hvorvidt tidsrejser er mulige eller ej.

Kunne man rejse hurtigere end lyset, ville det måske være muligt at finde tilbage i tiden, men et fysisk legeme ville ikke kunne foretage en sådan rejse. Måske er der noget i mennesket som kan. Sjælen f. eks., hvis den iklæder sig et legeme af en slags lys, som ikke er underlagt fysikkens love.

Hvis dette er muligt, eller bliver muligt, ville man, såvel i dag som i fortiden, kunne møde disse lysvæsener, hvis de på en eller anden måde kunne iagttages, og man ville måske betragte dem som guder/gudinder.

Nogle forestiller sig, at man kan rejse tilbage, men aldrig frem i tiden, da fremtiden ikke har fundet sted endnu. Men hvis man rejste tilbage i tiden, ville den valgte tids mennesker jo møde mennesker (eller væsener) fra fremtiden.

Så ud fra den logik kan man også rejse til fremtiden, hvis man kan rejse til fortiden.

Make love, not war.

Indianeren kan ikke røre sig ud af flækken. I hvert fald ikke når nogen ser på. Men en særlig julenat, når døren til atelieret er låst, vil han på magisk vis fordampe fra lærredet, tage en art astral form og stige op til Muserne, hvorfra han kan udføre sin mission. Muserne udfritter ham formentlig om hans forehavende, som han beredvilligt vil fortælle dem om, mens de indsnuser hans dufte, som er en blanding af oliemaling, røgelse og ram, tørret bøffelskind:

”Da jeg levede som menneske på jorden, lang tid før jeg blev foreviget i olie på lærred, ja lang tid før hippietiden, hvor man principielt var inde på tankerne, blev dette besluttet.”

Han holder en pose i sin venstre hånd, hvorfra han med sin højre hånd regelmæssigt tager nogle håndfulde, et eller andet, og strøer hen over jordkloden.

”I denne pose er der lige så mange frø, som der er stjerner i universet. De kommer fra Nordlysenes magiske marker. Jeg kaster dem ud over hele kloden, og vindene fra de fire verdenshjørner rejser sig hver gang og fordeler frøene så ligeligt som muligt. Det kan ikke undgås, at der hist og her bliver sået lidt magert, og hist og her lidt fedt, men alt i alt bliver fordelingen effektiv og tilstrækkelig.”

”Disse frø, bliver til blomsterbørnenes børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn som vidunderlige fornyere af den legendariske Make love, not war-vision. Efterhånden som de vokser op og pryder alle områder på kloden, vil deres skønhed være så overvældende og overbevisende, at alle snylteplanterne, alle de invasive og dræbende arter, alle de der hæmmer, hævner og skader, bliver flove og visner af skam.”

”Denne nye, smukke avantgarde af blomster vil få hjælp af avantgartnere som vil vande og gøde dem, når og hvor det behøves samt luge de sidste hårdnakkede, genstridige og fjendtligsindede planter bort og smide dem på kompostbunkerne, hvor de lidt efter lidt bliver omdannet til frugtbar muld.”

”Det eneste agtværdige eftermæle de opnår.”