Solvognen (1/2).

Terpsichore havde øvet sig på en dans, som skulle præsenteres for de andre muser, når den var helt afpudset. Hun elskede dans, og syntes julen skulle danses ind.  I år var det en slags kædedans, hvori alle ni skulle deltage, så hun komponerede, og øvede, trinene for hver enkelt. De skulle have en grundig instruktion inden den store julegalla for ønsket, og håbet, om lysets tilbagevenden.

Euterpe var den første, hun ville præsentere sine kompositioner for, så hun kunne nå at sætte fløjtetoner til, og Euterpes trin var indrettede, så hun kunne spille på sin fløjte, samtidig med hun dansede, uden der gik kuk, eller den toppede høne, i den.

Hun havde øvet sig en tid, og der havde været ideelle betingelser på skydækket over Danmark. Det havde været vedholdende, og vågerne, som hun kaldte de steder, hvor der var huller i skyerne, så der faldt gyldne solstråler, hist og her, på kongeriget, var til at overse, når bare man var forsigtig. Og det var hun. Belært af bitter erfaring. Hun havde været muse længe nok nu til at kunne bevæge sig sikkert, og samtidig yderst elegant, mellem himmel og fjord uden at falde i.

For hende var skyerne det ideelle dansegulv. Hun gik jo ikke med højhælede sko, men svævede elegant på sine nøgne fødder. Det var guddommeligt at se hende hvirvle yndefuldt rundt på skydækket, og kunne man samtidig se hendes ansigt, forstod man, hun var i gang med noget vigtigt. Hun var perfektionist, på den inspirerende måde, og levede sig ind i de andre musers personligheder, så godt den slags nu lod sig gøre, og hun forestillede sig altid deres bedste sider, så de uvilkårligt ville få lyst til at yde mere, end de troede, de kunne. Hun komponerede trin og bevægelser, som både understregede den enkeltes særheder og passede ind i kædedansens helhed.

Dansen skulle være musernes julegave til Helios i år. Forhåbentlig ville han blive så tilpas opmærksom på dem, at han ville spænde hesten for vognen, komme på besøg og tilbringe mere og mere tid her, for skydækket havde fået for stor magt, og han selv var så langt borte, at kulden havde set sit snit til at bide sig fast.

Der måtte gerne komme nye boller på suppen. Så ville blomster, bier og blade ganske sikkert også få mod på at udfolde deres talenter igen.

/J.W.

Julestemning (2/2).

Der var kun et par små håndfulde dage til den tyvende december, dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se, hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:

”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på sceneriet, vristede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.

”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

 Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og voksne. Han kigge forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, det drejer sig om?”

”Julestemning mig her og julestemning mig der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”

Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra den afskyelige julemand.

Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl. Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, hvad det var.

Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en lille pige og sagde:

”Vær så artig, ho-ho-ho.”

Sætternielsen.

Han følte sig flad. Fladere end en pandekage. Han var ikke flad af grin, han var ikke flad af mangel på moneter, men helt bogstaveligt flad.

Nielsen havde, i sine velmagtsdage, arbejdet på et lille bogtrykkeri. Ikke sådan at forstå, at han havde været decideret ansat hos ”Fluesmækkeren.” (Sådan omtalte man Bogtrykker Margin, fordi hans mindste maskine, som han elskede, blev kaldt en fluesmækker… inden for branchen.) Fluesmækkeren havde kun to mand i sit brød. Der kunne ikke blive råd til flere, da tre mand høj var passende for at få valserne, i det lille trykkeri, til at rulle. Havde nogen spurgt ham, eller en af de to ansatte, som begge hed Jensen, om de kunne komme til at tale med Nielsen, ville de møde spørgende blikke.

Mange kendte dog til ham, men de måtte alle betragtes som undergrund, et hemmeligt broderskab det almindelige borgerskab ikke havde kontakt til. Mest fordi, de var usynlige for travle mennesker, som måtte bruge mange af deres ressourcer på at tjene penge nok til dagen og vejen, så de undgik at ’gå sukkerkolde.’

Men nu var Nielsen flad. Trykkeriet lukkede og slukkede, fordi der kom nye metoder til, det ikke kunne konkurrere med. Først fotosats og siden digital sats. Det miljø var ikke noget for Nielsen, som var analog af sind. Han afspillede Sætterjensens Søndag igen og igen, fordi den var så smuk, og overdøvede hans uheldsvangre tanker om at investere i en stump Randers Reb.

 Han huskede med vemod på, hvor sjovt han havde haft det med at bytte rundt på bogstaverne i blysatsen. Og hvordan han havde skræmt Fluesmækkeren, engang han havde sat sig på et barytaftryk med talkum. Da han rejste sig igen, var begge hans balder hvide, og når han gik, så Fluesmækkeren kun det hvide talkum bevæge sig rytmisk i luften. Det var uhyggeligt, og siden havde han været spiritist.

Nielsen var først gået på valsen og senere helt ud i skoven. Det var der, hans nuværende skæbne havde rod, for engang han havde siddet og grædt på en træstub, hvor byens store torvejuletræ var blevet fældet, landede en yndig lille fe på hans ene knæ og sagde:

”Fat mod, kære. Der er intet, der er så galt, at det ikke er godt for et eller andet i denne søde juletid.  Du har vist noget i klemme, så du trænger til at blive pensioneret, og jeg er sendt for at hjælpe dig.  Jeg skal ikke have fem flade for det, men fremover skal du slappe af og nyde dit otium. Du skal være bogmærke. Det er nemt og overskueligt. Sætternisser trives godt med bøger, og du får job i en bog med juleeventyr. Du kommer til at høre de samme eventyr mange gange, men alle historierne er så smukke, at du aldrig bliver træt af dem.”

Feen svingede sin tryllestav, og vupti var Nielsen blevet et smukt bogmærke af fint karton trykt i fire farver, så nu glædede han sig til den fireogtyvende december, hvor juleeventyrene blev fundet frem for at korte den lange, lange dag. Så kom han nemlig ud i julelysenes skær, hørte juleeventyr og duftede andesteg, eller andet steg, med rødkål, nellikeperforerede appelsiner og brændte grangrene.

Af duften kan man også blive mæt, selv om man er et bogmærke, uden at behøve at stå på en flad rist en vinterkold decemberaften.

Julelys.

Lyskæden følte en eventyrlig rislen i sit indre ved tanken om den forestående jul, hvor den skulle være hovedattraktion i grantræets pynt. Bevares, kræmmerhuse, fugle på sølvkugler med indtørret spray-sne, stjernen på toppen, glimmer, dusinvis små, pæredanske Dannebrogs-papirflag på snor, og fehår, var også yderst vigtigt tilbehør. Lys kunne det ikke selv frembringe, kun genskær. Men det var med til at skabe julestemning.

Sidste år måtte syv pærer udskiftes, fordi glødetrådene var brændt ud. De blev dog hurtigt erstattet af nye små pærer, og en af de funktionsdygtige, som havde været med en god del år, udbrød resigneret, mens den sidste af årets udtjente pærer slap kontakten til kæden:

 ”Så har han trådt sin sidste kædedans. Det går den vej, hønsene skraber, men den vej skal vi jo alle, som man siger.”

Næsten elleve måneder tog det at sove julerusen ud, efter de havde været godt pyntede under julefestlighederne. Sådan var deres natur, og det meste af denne tid foregik i dyb, drømmeløs søvn. Mens november ebbede ud, begyndte de at smådrømme, og når fatter havde fået fod på træet, og fundet æsken med julepynt frem, gabte pyntegenstandene på skift, mens de gned søvnen ud af øjnene.

”Mon de når pynten?” sagde en lille pære og blinkede til en anden, da hænder greb om lyskæden og begyndte at rinke den op. ”Når vi er fuldt ophængte, skal vi så ikke lege, at grantræet er et pæretræ?”  En af pærerne gnækkede, en anden ytrede, at det var en lys ide, og det var store ting. For de var mest til det højtidelige og mente, de illuderede et galaktisk imperium uden sorte huller.

 Der var pæreudskiftning hvert år, men kæden lignede alligevel sig selv. De nye, som kom til, vænnede sig hurtigt til at være en del af helheden, og huskede snart ikke andet, selv om de havde haft en fortid i isenkræmmerens vindue, hvor de havde ligget på fint, hvidt vat, flankeret af håndskrevne prisskilte, tørrede kristtjørnsblade og små nissemænd, der var lavet af røde piberensere og placeret på slæder, isenkræmmeren selv havde bygget i sommerferien af sammenlimede tændstikker.

Når lyskæden, en skønne dag, blev tændt og oplyste al den anden pynt, var der ingen af pærerne der tænkte på, at de alle var blevet skiftet ud gennem årene.

 Lyskæden havde jo samme opgave, som den altid havde haft, el-nettet leverede den strøm, det plejede, der var ingen mangel på nye pærer, og de der var udbrændte gik direkte til genbrug.

/J.W.

Markering.

Vægen var så fin at se på. Nødtørftigt iklædt stearin, så dens inderste væsen kunne anes. Den ventede på indvielsen, dens indtræden i modenhedens æra. Den første december. Når tændstikken blev hvislet mod Tordenskjolds svovlallé, brød lyset pludselig frem. En levende flamme ville kysse den nænsomt, og befrugte dens længsel mod at blive født. Når stearinpuppen var smeltet, kom der ro på, og vægen blev bærer af en blid fakkel, der skulle markere hver eneste dag indtil jul.

Der var røde markeriger at gå efter. Når den nærmeste var nået, skulle der hviles. Der skulle samles kræfter til et nyt afsnit, en ny dato. Den burde ikke overskrides, for hver dag havde sit unikke mål. Faldt man i staver, og kom til at overskride sin kvote, fik man karantæne og måtte vente en tid, før man kom på banen igen. Det var så ærgerligt, men efter reglerne.

For er man født til at være kalenderlys, er det tåbeligt at tro, og opføre sig, som om man er en primus. Uanset hvem, eller hvad, der har forsøgt at få én til at tro det. Så kan man let komme til at brænde sit lys i begge ender, og det er der ingen, der har glæde af. Ikke på den lange bane.

Julestemning (1/2).

Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gange var det Kaj Otto, lægen sagde ”værsgo” til.

Kaj Otto rejste sig, så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i en vådserviet.

”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”

”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”

”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

 ”Du skal have en stemningsgaffel.  Apotekerne importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal nok virke.”

”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:

”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”

Første søndag i Advent.

Med en fyldt bærepose i hånden og nogle smukke grangrene under den anden arm, var han nødsaget til at bruge både albuen og foden for at klemme sig gennem døren i etageejendommens mellemgang. Hovedet var bøjet fremover, for mellem hagen og brystet fastholdt han Blindes Jul, som han var blevet tilbudt, inden han entrede mellemgangen. Rumpen kom også i anvendelse, for døren var af den selvlukkende type og havde en temmelig stram fjederarm øverst. Det forekom lidt akavet, fordi døren ligesom forsøgte at lukke sig igen, inden han var kommet helt igennem. Det så ud, som om den skubbede ham fremad, lidt hurtigere end han egentlig var klar til.

Opgangens postkasser var synlige herfra, og Gudrun var ved at tømme sin.

”Dav, så skal der laves juledekoration og adventskrans,” sagde han og gav grangrenene et par ekstra klem med sin bøjede arm, så hun ikke kunne være i tvivl om, hvorfor han var pyntet, som han var. ”Det er ikke for tidligt.”

”Nej, der er jo advent allerede på søndag. Den sidste dag i november. Så kan der sørme hurtigt blive jul. Jeg har netop fundet margretheskålene frem, for jeg skal til at bage småkager.”

”Ja, det er med at nå det hele,” mumlede han, mens han forsøgte at finde nøglen til indgangsdøren frem.

Selv om julen ikke var lige op over, stod julemåneden for døren. På søndag ville der hænge en adventskrans over sofabordet med ét lys tændt, og på indgangsdøren, i sømmet over dørspionen, ville der hænge en juledekoration.

Så kunne man begynde at tale om, at julen stod for døren.