Skak.

Ingen tvivl om at Helios blev glad for musernes julegave til ham. Deres smukke kædedans, gjorde stort indtryk, også selv om den ikke kunne pakkes ind. Den slags tager han sig ikke af. Det gør guder ikke. Nogle af dem kan godt agere, som om de er barnlige, på det punkt, men det er, bare noget de leger af hensyn til iagttagerne.

Joh, de leger, men deres lege kan være farlige for almindelige mennesker, hvis de prøver at lege med. Guderne leger tilsyneladende med ilden, på en tantrisk måde, og deres lege har betydelige konsekvenser for mennesker og andre væsner. Det er nemlig os, de leger med samt naturen i det hele taget.  De åbenbarer usigelig skønhed og ting, som få kan formidle, men som alle oplever på forskellige måder og tidspunkter. Det er dog set fra en relativ, om end æterisk, synsvinkel, for i virkeligheden er det udtryk for aldeles naturlig udfoldelse, og hvis ikke den fandt sted, var der slet ikke noget, der fandt sted.

Helios leger bl.a. med fotoner. Og når han er glad, samt nærværende, kan vi tydeligt mærke det. Derfor et det nok ikke helt hen i vejret at konkludere, at det lykkedes muserne, såvel at bringe ham nordpå som at glæde ham. Nogle mener at have set solvognen opstaldet. Disse iagttagelser kommer både fra Telemarken, Skåne og Fyn. Hvis blot én af iagttagelserne holder vand, er det ikke utænkeligt, at Helios leger kispus med vinteren og holder den i skak. Det er vel også en slags leg. Eller kamp, om man vil.

Det siges, at der intet nyt er under Solen. Det må også indbefatte, det man kalder ”det nye år.” I så fald kan man måske tillade sig at foreslå, at der, i det mindste, vil forekomme nogle rokeringer på det gamle, stationære skakbræt, hvis altså spillet er i gang. Og det fristes man let til at tro, det er.

Crosshead.

Ding dingeling dong dong dongelong ding dingeling dong dong dongelong ding dingeling… 

Han rev døren op for at undgå at høre mere af den digitale dørklokkes provokerende lyde der blev ved at resonere, et stykke tid, i skåle og nips på borde og hylder, og det så ud som om, det var vigtigere for ham at få personen udenfor til at fjerne fingeren fra kontakten end at se, hvem det egentlig var som aktiverede den med sin strakte pegefinger. 

En dame fra opgangen sagde koket: 

”Du har vel ikke en lille stjerneskruetrækker?” 

Hun rakte en løs skrue frem mod ham. 

Han tog den mellem tommel og pegefinger, betragtede den nøje, lagde hovedet på skrå og sagde: 

”Det er ikke en lille stjerneskruetrækker, du har brug for, det er en stor.” 

”Nej, for så kan jeg ikke komme til at skrue. Der er ikke plads til en stor. Den må højst være syv centimeter lang, for stolebenene er sindrigt konstruerede.” 

”Aha, det er en stjerneskruetrækker, til store skruer, som skal ind mellem noget der ikke er fri adgang til. Det er så altså ikke en lille men en kort stjerneskruetrækker, du skal bruge.” 

”Ja, det lyder ikke helt ved siden af.” Hun smilede til ham. ”Det er ikke altid let at få sagt tingene rigtigt for sådan en gammel høstsild som mig, og man bliver jo ikke ældre, jeg mener yngre med årene.” 

”Nåh, men du har da ben i næsen, og hvis nogen spurgte mig, ville jeg sige, at du ikke var en dag over de fyrre.” 

”Jeg blev født hundrede år efter slagene ved Dybbøl og Helgoland, den enogtredvte februar, på en frostklar nat med funklende stjerner og anstrøg af nordlys.” 

”Dengang hang stjerneskruetrækkere jo ikke på juletræerne,” bemærkede han. “Stjernerne sad nok ikke så løst på himmelhvælvingen som nu, men du ankom sikkert som et stjerneskud. Apropos fødselsdatoen og gudindeglimtet i dine øjne.” 

”Det tror jeg ikke, for jeg blev forløst ved kejsersnit, og havde hænderne skruet rigtig på fra starten. Stolen kom i en flad papkasse. Jeg troede, den var fiks og færdig, som på billedet, men passer din stjerneskruetrækker, kan jeg vel tage den i brug nytårsaften, hvis jeg ellers kan samle benene. Det var min mening at hoppe op på den til midnat med et glas champagne i hånden. Lykkes det ikke, skal forretningen nok få en gedigen gardinprædiken i det nye år.” 

Retrospektivt.

Engang var togene delt op i mindre kupeer, som var bundet sammen af en lang gang, hvorfra man havde adgang til kupeerne, og når togene var overfyldte, opholdt folk sig også her. Så måtte man jo stå op, og man kunne se på hovedbevægelser og blikke, at der blev holdt nøje øje med, om et sæde i en af kupeerne blev ledigt.

En midaldrende herre stod en gang i sådan en gang og kiggede gang på gang efter et ledigt sæde. Det var ikke alle kupeerne, man kunne kigge ind i, for mange foretrak at trække forhænget for, for at slippe for nysgerrige blikke fra gangen. Blikke som udtrykte siddesult, og det gav nogle af de siddende passagerer lidt sugen i maven, mens andre var i stand til at godte sig.

Den midaldrende herre fangede ens opmærksomhed, fordi han holdt en stor, bugnende kuffert i hver hånd. Almindeligvis stillede folk deres tunge bagage fra sig, mens toget kørte, men han så ikke ud til at ville overlade kufferterne til togets gulv.

”Hvorfor stiller du ikke bare dine kufferter på gulvet?” spurgte en af de andre, stående, passagerer pludselig. Han forestillede sig, at der måske var oceaner af, sirligt bundtede, pengesedler i dem.

”Det kan jeg ikke,” svarede han. ”Kufferterne indeholder hele min tvivlsomme forhistorie, opdateret til ikke bare nu, men NU, og den kan man da ikke bare slippe, men må slæbe rundt med, selv om den næsten ikke er til at bære.”

”Jamen toget er ligeglad med, om du selv løfter dine kufferter fra gulvet eller stiller dem. Det bliver det samme.”

En skinnende hvid stjerne dukkede, et kort sekund, op over hans hoved med et frostklart ”pliiing.” Han greb et lille bakspejl fra baglommen, kiggede i det og sagde: ”Sådan har jeg ikke set det før.” Så satte han hurtigt kufferterne på gulvet, rettede sig op, strakte begge arme i luften og brød ud i sang på en ikke ukendt melodi:

”Jeg bar med sorg min byrde, jeg slæbte det tungeste læs.

Nu slutter min gerning som hyrde, og jeg slipper af med min stress.”

”Tak, mange tak, adskillige gange,” fortsatte han. ”Jeg havde bare ikke lige tænkt på, at toget bar mine byrder under alle omstændigheder, uanset om jeg klamrede dem til mig eller ej. Men inderst inde vidste jeg det da godt. Set i bakkspejlet.”

Godt Nytår.

"Kommer der sne, eller kommer der ikke sne? Vi fik ikke hvid Jul i år, og nu har jeg ikke brug for mere sne. Jeg kører hverken på kælk eller står på ski, så sne og frost kan jeg godt undvære. Det var noget andet, da man var barn, men det er efterhånden et par dage siden, og nu skvatter jeg, bare der er is på en vandpyt med et drys sne over.”

”Sne hører, efter min mening, til på julepostkort. Så kan jeg skam godt se charmen i det. Ja, og så lige den fireogtyvende december. Men ikke mere end at det er til at komme rundt uden en sneplov.”

”Nu fik du mig lige til at tænke på Norge. Jeg har noget familie deroppe.  Admiralen ved Holmenkollen, du ved.  Ja, og Karl Johan, sparkstøttinger, Sæterjensens  Søndag og Store Norske.”

”De kan håndtere sneen deroppe. Og silden med, for den sags skyld. Herhjemme kommer snevejr bag på folk. Bilerne kører med sommerdæk, og mange glemmer at sprøjte silicone på gummilisterne.”

”Nu sagde du, Store Norske. De er fortræffelige, men min kone er mest til de gammeldags modnede. Jeg foretrækker Franske Løgsild. Men de er da gode alle sammen, og så får man lidt fisk i sig.”

”Nogle tror, de har husket siliconen, når de serverer et stykke sildemad til konen. Hæ, hæ, neej, men vi skal have kogt torsk til Nytår. Med gode Vildmosekartofler og sennepssovs.”

”Det er vist ikke noget for de unge.”

”Nej, de vil vel hellere have Sushi og den slags.”

”Ja, kogt torsk med sennepssovs er især noget, vi gammeldags modnede kan lide.”

”Så, nu tror jeg minsandten, det sner. Mor Hulda er gået i gang med at ryste dyner og pudevår. Hvis vi ikke ses inden, så må du have et rigtig godt Nytår.”

Julefrokost.

  Musse var blevet forkølet. Hun var også forkælet, for Mustafa elskede sin kone og gjorde meget stads af hende. Han prøvede, at få hende til at føle livet som en dans på roser og som lutter lagkage, af den fineste slags, hvor der ikke var sparet på de gode råvarer. Selv om det var analogisk ment, gjorde han meget ud af de mentale billeder, analogierne skabte, og derfor var der også lys i lagkagen.

  De boede i en dejlig etværelses lejlighed. En spætte havde designet og lavet den til sig selv, men træet var væltet under en storm, og så passede den ikke spætten mere, da han ville have udsigt.  Hans valgsprog var nemlig: Udsigt giver indsigt, og det var ganske fasttømret i hans sind, hvorfor han byggede nyt et sted i skoven, hvor der ikke lige blæste, den dag han kridtede grundplanen op.

  Men musene mente, den var til for deres skyld og flyttede alle deres møbler over til det nedlagte spættebrug. Udsigt fra døren var ikke deres kop te. De syntes, det var helt i vinkel, åbningen var så tæt på skovbunden, at den skjultes af græsset, men de opfattede også tilværelsen fra en helt anden vinkel end spætten.

  Musse og Mustafa havde inviteret nogle familiemedlemmer til julefrokost og housewarming. De boede  i byen, hvor de havde indrettet sig i en baggård, fordi de syntes livet i skoven var upassende for fine mus. Familiefaderen havde netop taget sin butterfly på, da der kom bud med skovduen om julefrokostens aflysning.

  ”Hvad seven er nu det for noget,” udbrød han. ”Det har taget mig syv lange og lige så mange brede at få butterflyen til at sidde i vinkel, så vi tager derud. Det er da helt ude i skoven at aflyse, når man er kommet så langt.” Og så begav de sig afsted med deres seksten forventningsfulde børn i hælene.

  Det første de bemærkede, da de havde passeret skovbrynet, var et egern, som strakte forpoterne frem i græsset. Bagkroppen stod lige i vejret, og det så ud, som om den bad.

  ”Nå, der er vist helligdag i dag,” sagde faderen. De næste hundrede meter mødte de flere af skovens dyr, som teede sig på samme måde, og nu blev det for meget for musene. Det virkede så uhyggeligt, at musefar tabte sin butterfly, og så besluttede han, at de hellere måtte omvende sig og tage hjem igen.

  På vej, hjem mod byens lys, mødte de en hare, som også stod i bedestilling. ”Undskyld,” sagde musefar, ”men hvorfor står alle på denne latterlige måde i dag?”

  Haren nøs, strakte sig atter og svarede: ”Der er et eller andet individ som har bagt pebernødder med andefedt, chokolade og rosiner, og det kan man jo ikke lige se på overfladen. De smagte i øvrigt fortræffeligt, og de ligger overalt. Bageren har nok fortrudt og så skilt sig af med dem. Han har sikkert tænkt, at skovsvinene kunne gøre sig til gode med dem. Men ingen dyr, ved sine fulde fem, kan fordøje alt det fedt, så derfor bliver vi tvunget til at gå i bedestilling. Det hjælper lidt, og en del af os, vil nok overleve, men det smitter dog ikke, på samme måde som forkølelse. Musse og Mustafa har været heldige, fordi Musse er blevet stangforkølet, og så er de ikke gået udenfor en dør. Derved har de undgået pebernødderne, men en forkølelse kan nu også være ubehagelig. Og har man inviteret gæster, og efterfølgende pådraget sig sådan en, skal man aflyse. Ellers breder det sig som en steppebrand, og så kan det føles næsten lige så slemt som en fedtforgiftning.”

  Musse lå i sin lune mosseng med et termometer i munden og et krus dampende urtete på sengebordet. Mustafa rumsterede i køkkenafsnittet, og Musse peb lidt ynkeligt og nysgerrigt: ”Hvad beflitter du dig med, Mustafa?

  ”Årh, det skulle være en overraskelse, men siden du spørger, kan jeg fortælle, at jeg er ved at bage pebernødder. Jeg har fået en opskrift af skovskaden, og her står, man skal bruge birkebark, bygkorn, grankoglefrø, grubeost, melorm og sokkeøl. Så skal du nok komme på poterne igen, og så kan vi holde housewarming den første fuldmåne i januar, som et plaster på såret, fordi vi måtte aflyse julefrokosten.”

/J.W.

Sneglespor og Vibefedt.

Olsens ægteviede hustru, go'e, gamle fru Olsen, var atter i gang med at koge klejner, nu juleaften var gennemført, og klejnekassen var tom. Hun plejede at bruge Sneglespor, men nu ville hun prøve Vibefedt. ”Så får vi smage,” tænkte hun. Og det var så sandelig ikke for at forklejne Sneglesporene, for dem vidste man da, hvad var.

Olsen havde igen hørt røster om jordens undergang. ”Gu’ ve’ om hulen kan holde til sådan en gang undergang,” tænkte han, ”eller florerer den snak kun en overgang, som sædvanligt, her i juletiden? Vores hule er jo indberettet i en, forladt og efterladt, tysk bunker, og de plejer at være af gedigen afstøbning. Holder den, vil vi fejre det, mens vi farer af sted gennem rummet som en bette komet, mens vi afspiller ’Julen har bagt,’ med rumklang, og så får jeg også smagt fru Olsens vibefedtede klejner.”

”Er vi heldige, kan vi finde, og dermed besøge, min onkel Rocker, som er stjernekaster et eller andet sted nær Karlsbergvognen. Der er skiltning på Mælkevejen, og vi holder os til stjernemarkeringerne, for at undgå de mange, sorte huller, som sikkert ikke er asfalterede endnu. Lige der, hvor Mælkevejen slår en bugt, er der nu en turistkiosk. Her kan man købe uddaterede stjernekort og lakridspiber. Så er vi da ikke helt på Herrens Mark.”

Olsen vidste ikke, hvad der mentes med verden. Det kunne måske være hele Mælkevejen, eller det kunne være jorden alene. Han foretrak ideen om, at kun jorden var verden, for så ville dens mulige undergang ikke syne af så meget i det store stjernebillede.

Men uanset hvordan og hvorledes, og for traditionens skyld, overholdt de julen med dans rundt om det pyntede grantræ, som stod tæt ved det enestående bøgetræ. Den blev afholdt med ekstra gæster i år, for jul er jul, og jul er til for at overholdes.

 Og hvis Vibefedt ikke er lige så godt som Sneglespor til at koge klejner i, er det også lige fedt. Det er i hvert fald ikke jordens undergang.

/J.W.

Image.

Julemanden har æblekinder og portvinsnæse. Begge dele er med til at holde sygekassebrillerne på plads. Her tæller blomkålsørerne også godt med, for når brillestængerne er bøjet ned bag dem, sidder brillerne godt fast.

Julemanden har også lorgnetter, men de dur ikke til kanefart. Så falder de alt for let af, og taber han dem, i et af sine mange sving, ryger de nemt ud af kanen og falder til jorden. Så er de umulige at finde igen. I hvert fald for ham. Finder man et par lorgnetter i sneen, er det sikkert nogle, julemanden har tabt, for mange år siden, før han blev klogere af skade.

Man ser ofte en oggeligog med gammeldags lorgnetter. Han påstår sikkert, de er gaver fra guderne, selv om de slet ikke passer til hans syn. Men han tolker det derhen, at de giver det rigtige syn på verden, siden de kommer ovenfra. En sådan oggeligog falder og snubler ofte over sine egne ben, men betragter det som en dyd. Nogle har derfor taget fejl af en enebærbusk og et grantræ. Så hvis man ser et pyntet grantræ hos en oggeligogfamilie, kan man være nogenlunde sikker på, at manden i huset bruger nedfaldslorgnetter. 

Julemandens syn har ændret sig, på mange ting, gennem årene. Derfor passer brilleglassene ikke helt mere. Men nye briller koster klejner, og når det gælder ham selv, er han nøjsom. De gode, gamle, og billige, sygekassebriller kan man vist ikke købe mere. De kostede kun pebernødder i forhold til, hvad moderne briller koster i dag. Priserne giver ham gåsehud, og i hans optik dur kontaktlinser slet ikke, for der er ikke det rigtige image i dem.

Og det hverken kan, eller vil han være foruden.