Samspil.

Havet bruser i dit sind

kalder dig ved navn

mens en nyfødt forårsvind

tager dig i favn.

Hør, det er din melodi

de nu spiller sammen

himlen tager del deri

over bølgekammen.

Bombustid.

Bombus tænkte sit, da hun passerede en splitternøgen frø, der sad og kiggede sig omkring, som om den undrede sig over, hvad det var for en verden, den havde rodet sig ind i. Den havde ingen anelse om, hvordan den var endt her, hvor den var kommet fra, eller hvorfor den nu sad og frøs.

”For det første,” tænkte humlebien, ”fatter jeg ikke, at der findes nudister i denne kulde. Jeg er gået i gang med mit vigtige arbejde, fordi vi nu er i marts. Men jeg har da iført mig min gode, lådne pels. Denne nudist leger sommer, og det er da helt hen i vejret. Folk har det med at klæde sig på fransk og fryse på dansk. Og for det andet, får man da en generalforkølelse på halsen, hvis man ikke forholder sig seriøst til vejrliget, mens man vælger sin påklædning. Ja, eller afklædning, om man vil.”

Frøen fik øje på humlebien, som fløj mellem en gruppe krokusser og tog vareprøver. ”Sikke en pralrøv,” tænkte den. ”Den summer rundt og snupper godbidder fra Herrens Bord, som om den var inviteret, eller som om den ejede det hele, mens en anden pjalt må nøjes med, hvad der lige byder sig til. Set fra mit berømte perspektiv er dette frådseri vulgært. Jeg kan ikke flyve som den spradebasse, men jeg kan svømme og hoppe, og hvis den ikke kan se skønheden i dette, kan den, for min skyld, rende og hoppe. Jeg skal ikke ud at flyve, her melder, og mangler, jeg pas. Jeg husker tydeligt, da frøken Frøkjær blev løftet af en Glente, fordi hun glemte at gemme sig, da Glenten svingede indover. Hun havde netop sagt, at man kun skulle vogte sig for storke, men blev pludselig klogere. Hvis hun ellers kan bruge det til noget nu. Men en flyvetur nåede hun dog at opleve, selv om hun sikkert gerne havde været den foruden.”

Humlebien nynnede sin yndlingsmelodi, mens den labbede pollen i sig, og besluttede så pludselig at se sig om efter nye græsgange på Herrens Mark. For den havde besøgt treoghalvfjerds blomster nu, og der var stadig et stykke op til de tusinde, som var denne forårsdags akkord.

Vandstær.

”Jeg er slet ikke til stærke drikke,” sagde vandstæren, da den fik mikrofonen stukket op mod næbbet af en radio ”syv-ni-tretten” reporter. ”Jeg holder mig til, og holder af, vand i stride strømme. Jeg må vist betegnes som aldeles vandtro uden vandskræk.” Den lagde hovedet på skrå og betragtede reporteren med et polisk blik for at se, om han fik den.”

Reporteren fik den, og replicerede i samme dur: ”Monstro, du er en hedning, når du bruger ordet vandtro ved denne vandledning.”

Vandstæren betragtede ham med vantro og svarede: ”Jeg er ikke hedning, for jeg går ind for fredning. Prøv om du kan få et interview med bror Geo, som er Beo. Han kan kun én melodi: ”Dengang jeg drog afsted,” og betragter alle andre melodier som blasfemi. Men han kan den til gengæld udenad. Det er det eneste, som kræves, påstår han.”

”Nej, nej, disse ord er kun for fundamentalister. Du er en poetisk fugl, og dit næb synger om frihed og skønhed. Du går ikke, som hønen, efter en kridtstreg, bare fordi en har sat den.” Reporteren trak mikrofonen til sig og stoppede den i skuldertasken.

”Du kan høre interviewet på radio ”syv-ni-tretten,” på FM, DAB og Water stream. Tak for i dag og go’ vand. Øh, jeg mener, go’ vind!”

Totem.

Skikken med fritstående totempæle er af forholdsvis nyere dato. Men totempælen, som sådan, er en ældgammel skik hos nordvestkystindianerne. De udskårne figurer er slægtssymboler, som i princippet kan sammenholdes med europæernes våbenskjolde. De blev brugt til udsmykning af husene, men også som mindesmærker over afdøde. Hver slægt, eller klan, havde sine egne symboler, selv om totempælene umiddelbart kunne minde om hinanden.

En iskold blæst gik gennem marv og ben en tidlig eftermiddag sidst i februar. Målet var en kop varm kaffe og en ostemad indtaget inden døre i et venligt gæstgiveri ved Rebild. Men alle døre var kolde og lukkede. Også menuskiltene vrissede afvisende, ja selv for røverne fra Rold, var dagen for kold, og ens totemdyr var ikke i nærheden af at gribe ind.

Men der stod en totempæl, og selv om fingrene smertede af den kolde blæst, kunne de finde, og aktivere, telefonens kamerafunktion, så pælen kunne blive foreviget.

Rebild er jo velkendt for de legendariske Rebildfester, hvor danskere og amerikanere strømmer til, d.4. juli. Så skal hvert eneste gæstgiveri nok sørge for at slå dørene op og, med varme hænder, byde én velkommen.

Man kan selvfølgelig heller ikke forvente, at de skal holde kaffen varm til frysende gæster uden for sæsonen. Men sådan føler man ikke lige i situationen.

Regn.

Frejas bror Frej, havde travlt, fordi foråret stod på spring. Freja holdt en velfortjent ferie, men for Frej var foråret absolut ikke ferietid. Byger der går og kommer, som lyn fra en klar himmel, var en af hans spidskompetencer, og det klaredes ikke uden at kunne manipulere lynhurtigt med skyerne. For selv Frej kunne ikke regne uden skyer, selv om han var i besiddelse af en avanceret regnemaskine.

Døren til hans regnskab var aldrig låst i forårstiden. Den stod oven i købet på klem, for impulserne var uforudsigelige, og måtte følges uden tøven. Han skubbede hurtigt døren helt op og greb sin regnemaskine, når de trængte sig på, og sendte så en passende byge ned over landet. Det var hans job, og hvis han ikke passede det til fuldkommenhed, blev han fyret på gråt gedeskind. Det var skik og brug i Valhal, og blev man fyret, var der stor sandsynlighed for, at man også blev sparket ud af en af de 540 porte. Hver port kunne sluse 800 krigere ud på én gang, og blev man sparket ud under en sådan udslusning, blev man automatisk indrulleret i hæren og måtte deltage i dens forestående mission. Den af krigerne som blev efterladt for at give plads, til ham der blev fyret af, blev så fritaget for værnepligt i et år, og fik køkkentjeneste, hvilket betragtedes som en loppetjans, for der blev ikke skelet til, om man snuppede godbidder under tilberedningen af de overdådige måltider. Tværtimod forventedes det, og når det så var tid at deltage i væbnede konflikter igen, var der altid problemer med at passe sin knagearkiverede udrustning.

Men Frej var trofast og blev på sin post. Han passede på ikke at lave en eneste regnefejl, og han var så nidkær, at masser af mennesker gik ud i solskin og blå himmel og vendte hjem som druknede mus. Så snart de var inden døre, og kiggede ud af vinduerne, skinnede solen igen, som om intet var hændt.

Så vidst man da, at foråret var i gang, hvis man ikke allerede havde fået øje på årstidens blomster, som altid tog lidt forskud og tittede frem for at overraske, og knopperne på buske og træer. For ikke at nævne fuglestemmerne, som kvidrede og fløjtede om alt det, de havde behov for at udtrykke. For den mørke tid tog pippet fra dem, og forløsningens glade sange om forårets forjættelser var til at, hmmm, få øje på. 

Og det var noget, man kunne regne med.

Forårstegn.

”Se far, en drage. Den er godt nok højt oppe.”

”Ja, og den er uden snor. Men det er fordi, den er levende. Den ligner måske en slags drage, men det er en fugl, som er vendt hjem fra Spanien. Se, den viser V-tegnet med halen.”

”Er det en fredsdue?”

”Nej, det er en rovfugl. Den er mest til ådsler, men tager også levende mus, firben og andet. Den glæder sig til, der bliver ”rusket” lidt op i markerne, her i foråret, så smådyrene får travlt med at finde nye gemmesteder.  Det gør det nemmere at få øje på dem, og så kan de hapses i flugten.”

”Den må have et skarpt blik, siden den kan få øje på en lille mus så højt oppe fra. Bruger den kontaktlinser? Den kan jo ikke have briller på eller bruge kikkert.”

”Den er født med så gode øjne. Det er vist noget med, hvor mange pixels dens øjne har, men hvad er det nu lige, den hedder? Bum, bum, bum, jeg ved det jo godt. Jo, jeg glemte, den hedder Glente. Rød Glente oven i købet. De fortalte om den på etteren lidt i ni.”

”Så er der nok for varmt i Spanien nu, eller også elsker den bare det danske forår og vil være med til at tage imod det. Og det kan jeg godt forstå, for det vil jeg også.”

Forårsfornemmelser.

Duerne sad på gesimsen og betragtede det snedækkede område. Viceværten gik og skrabede sne i gården, og bilisterne stod ved carportene og børstede sne af bilerne.

”Så blev foråret aflyst, min due,” sagde Kalle Duetoft ril Duella.

”Ja, det er vist sket med det. Bliver der så aldrig mere forår.”

”Det ved jeg ikke. Det er, som det er, tror jeg. Men kalenderen rykker stadig nærmere marts. Mon ikke det har betydning? Det vil jeg forsigtigt antage, med alle mulige forbehold, forstås.”

”Nårh ja. Kalenderen har tjek på det. Den rykker sig jo en tak hver dag. Men skal vinteren ikke også vide, at foråret står for tur? Jeg har hørt, at vinteren ikke kan læse og hverken kan forstå en kalender eller et vink med en vognstang. Nogen må fortælle den om det. I det mindste komme med en antydning af en hentydning.”

”Jeg hørte nogle mærkelige skrig i går. Det var traner, som gjorde sig til. Og skal jeg være helt ærlig, har jeg altså fået forårsfornemmelser. Så uanset om foråret kommer eller ej, vil jeg til at bygge rede. Jeg tror, det ligger i blodet.”

Ja, hvis ikke det får foråret til at komme og skubbe vinterens små næsvisheder af pinden, ignorerer jeg det bare. Så skal det nok gå alligevel. For når kalenderen kan få traner til at danse, kan den vel også få solen til at smelte vinterens kolde hjerte. Det er i hvert fald, hvad jeg vælger at tro.”