Indfaldsvinkler.

Sanselighed har mange farver. Måske alle farver og alle nuancer i alle afskygninger. Valmuen, som duver blidt i sommerbrisen, vækker tankefølelser om naturens skønhed og dens ufatteligt dybe virkemåde. Nogle mærker gudernes åndedrag, mens andre forvisses om, at der, i det mindste, er store ting i spil. Der er også dem der ikke reflekterer over det, men fyldes af en subtil form for tryghed ved følelsen af en selvfølgelig virkelighed.

Hendes blik kunne udtrykke alle årstidernes himle. Ofte direkte men undertiden reflekterende og uudgrundeligt. Det var i essensens af disse skiftende udtryk, han fandt hendes væsen. I disse stunder var han næsten ikke bevidst på, om hun bar pels og støvler eller var klædt i det bare skind.

Men i tankerne, hvis han ikke var opmærksom på hendes egentlige essens, betød det noget. Så tog naturen over og åbenbarede hende som et væsen med attributter. Den viste indfaldsvinkler som handlede om blomstring, åbenbarede farver og udsendte smag og dufte, så bestøvninger måtte finde sted. Naturen arbejder jo utrætteligt på denne måde, og næsten alle mælende og umælende væsner danser efter dens pibe og spiller efter dens taktstok.

Både solen, månen og stjernerne er med i dens bestyrelse, og alle samarbejder fortræffeligt.

Ingenting ved siden af.

Intetheden findes ikke

har endog sit eget navn

hvor i altet kan den ligge

har den mon en sikker havn

sindets egne dybe grunde

holder tanken klar og striks

intet er dog ingenlunde

ingenting, som nul og niks

kommer alt engang til alt

vil man intethed beregne

intet er jo, kort fortalt,

her og der og allevegne. 

Vilde blomster.

”Bispens Gips Gebis… Stativ Stakit Kasket. Prøv at sige det nogle gange efter hinanden, og gerne lidt hurtigt.”

Amor og Kirsten Giftekniv solede sig i en lille lysning i skovbunden, og Amor pirrede drillende hendes næsetip med et langt græsstrå.

”Hold være med det, Amor,” fnøs Kirsten. ”Jeg kommer så let til at nyse i disse pollentider.”

”Ja, du er jo en hård nyser, Kirsten. Men du bør øve dig i at beherske sproget. Jo bedre du er til det, jo flere gange vil den ene eller den anden ende af regnbuen ramme dig, så du lyser i alle dens farver, og hver gang bliver du øjeblikkelig en sølvskat. For tale er sølv, som man siger.”

”Den slags ordfælder er ikke lige mig. Men jeg kender en konstantinopolitanerinde, som sagtens kunne sige de ord uden at snuble. Prøv hende i stedet, så vil jeg koncentrere mig om at sætte hjerter i brand. Skomager bliv ved din læst.”

”Jeg kan se, at en sølvskat kan have et hjerte af guld. Jeg må også hellere blive ved min læst og fyre pile af i stedet for ordfælder, så vi arbejder på samme hammel. Og så vil jeg skyde en rosenduftende pil efter bispen, så snart han har fundet sit gebis bag stakittet, så han, hmmm mindst, bliver inspireret til at plukke en buket vilde blomster til sin hustru.”

"Kasteller."

”Sikke dog en imponerende bygning, du har opført. Skal du bo der?”

”Nej, jeg sikrer mig bare. Det giver en følelse af tryghed at have et kastel, hvor jeg kan søge tilflugt, når tampen brænder. Og så kan jeg angribe problemerne herfra, hvis de skulle trænge sig på. Det er jo helt karakteristisk for problemer, at de har det med at trænge sig på.”

”De konstruktioner, som ligger derovre, er også ganske spektakulære. Men så vidt jeg kan se, kan man ikke bo i dem. Det er vel nærmest skulpturer. Og de er sikkert ikke hule indvendigt.”

”Nej, det er sandskulpturer. Du kan se, de forestiller andet end bygninger. Der er både mennesker, dyr og rene fantasier. De er dygtigt lavet, men de er underlagt, eller overgivet til, vejrligets luner, og det er ikke lige mig, skulle jeg hilse at sige. Altså i overført betydning.”

”Hvad er din bygning da lavet af? Jeg kan ikke få øje på soklen. Det er som om, konstruktionen svæver i den blå luft.”

”Det gør den. Vinden kan ikke få fat i den, og regnen kan ikke glatte den ud. Jeg har bygget den ud fra mig selv, og jeg har aldrig spurgt nogen om råd desangående. Jeg har ’sparret’ med nogle, men den kommer, i sidste instans, alligevel fra mig selv. Jeg ved ikke, om du kan se, den er hul udvendigt. Det er en finesse, jeg selv har udviklet.”

”Det tør jeg ikke svare på, men dit flotte luftkastel imponerer mig. Og det ser mindst lige så solidt og overbevisende ud som de tyske bunkers, der ligger her i klitområdet. Men jeg foretrækker nu kasteller af sæbebobler.”

Liljekonvaller.

Thormod så hende dybt i øjnene:

”Jeg vil plukke en buket Liljekonvaller til dig, som jeg gjorde sidste år i maj. Jeg husker, hvordan du tog imod den. Så nænsomt, og med subtil ærbødighed. Du førte buketten mod dit bryst og bøjede hovedet, så duften kunne smyge sig om dine næsebor. Da så jeg, hvor smuk du er. Dit ansigt udtrykte duftens indre virkelighed, og i det øjeblik forstod jeg, at gudinder undertiden bliver født i menneskeskikkelse. Af uransagelige grunde.”

”Tusind tak, Thormod. Så vil jeg kvittere med nogle gode råd, jeg har fået af en elverkvinde:

Hvis det lykkes for en gudinde at forføre dig, er det på linje med at tage Liljekonvaller for Ramsløg og spise dem. Så må du genfødes til en tilværelse som mundskænk ved et hof.

Om det er straf eller belønning, ved jeg ikke. Vi kunne jo kalde det en smagssag.”

Natur-sniksnak.

”Næh, se! En smuk lille Smørblomst. Det er lang tid siden, jeg har set sådan en. Engang var de da almindelige.”

Felicia, som var født i en Valmue, sad og småsludrede med Alfred, som var opfostret i et skovområde, hvor der var en lille bregneby, som kun husede alfefamilier.

”Det er vistnok fordi, man har lavet smør af de fleste. Folk vil have smør nu om dage, margarine er yt.”

”Så laver man ikke mælk af Mælkebøtter mere, så mange der er? De trives gevaldigt i år og lyser ekstra meget op. De ser bestemt ikke ud til at frygte noget.”

”Man er gået fra at bruge Mælkebøtter, fordi folk vil have mælk i kartoner.”

”Ja, selvfølgelig, nu du siger det. Men der er sikkert gang i Granatæbler og ukrudt til Selvforsvaret.”

”Vi to forliges jo så godt. Det er måske derfor Paradisæbleblomsterne står i fuldt flor her omkring.”

”Sandsynligvis. Og bageren bager brød af  fredsommelige Brødfrugter, men surdejen til rugbrød laver han dog af Ribs og Rønnebær. Og banken, her i skovbrynet, holder skruen i vandet med Pengetræer.”

”Jeg har ellers hørt, at penge ikke vokser på træer.”

”Jo, jo. Money Tree, er der skam et træ der hedder, og til småforretninger bruger man Pengeurt.”

”Vi har altid boet under bregner, og der er tørt, selv når det regner.”

Alfred løftede armene og tog et par dansetrin.

”Nu foreslår jeg, vi afslutter denne lille sniksnak med en dans. Det plejer at få solen frem fra sit skjul bag skyerne og kaste med gyldne strålebundter. Så danser vi, indtil det blåsorte himmeltæppe, med de utallige små ildfluer, bliver trukket hen over trætoppene. Det gør solen nysgerrig, og så kommer den frem hver morgen for ikke at gå glip af noget.”

/J.W.

Kender du det?

”Du du du di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du du di da du du dej… Og så kommer det samme igen, bare i en anden dur. Det giver et smukt perspektiv på melodien og drejer stemningen, så den bliver dybere og strejfer hjertet. Kender du den?”

”Jeg ved ikke rigtigt. Prøv lige igen, men ikke for hurtigt. Jeg synes, der er en eller anden lille klokke der ringer, uden jeg kan sætte fingeren på den.”

”Du du duuu di du di du di duuu di dej… du du di du di du di duuu di dej… du du di du di…”

”Stop bare, jeg tror, jeg ved, hvad det er for en. Jeg hørte den ofte, da jeg gik vagt i Tivoli. Det er en eller anden melodi af Lumbye. H. C., altså H. C. Lumbye. Nej! Ikke Lundby… LuMbye.”

”Så vil jeg prøve, om jeg kan finde den på YouTube. Det er en god hjælp at vide, hvem komponisten er. Jeg må lytte nogle numre igennem, indtil der er bid. Tak skal du ha’. Jeg ringer igen, når jeg har fundet titlen der blev væk. Hej så længe og hils omkring dig.”

”Hallo, det er mig igen. Det var godt, du kendte komponistens navn. Jeg fandt den hurtigt. Det er et tilbagevendende tema i ”Drømmebilleder.” Jeg kunne ikke lige kende det indledende tema, men efter et lille minut, kom det. Jeg har ikke hørt det i mange år. Det er noget sindet har grebet i barndommen, og så dukker det pludselig, uforvarende op og bliver ved med at køre. Men det kender vi vist alle til.”