"Nibe-sild."

Når blæsten går frisk over Limfjordens vande, viser fjorden tænder. Bølgerne går højt, og færdsel i både, under kutterstørrelse, kan være et dristigt forehavende. Fjordfiskerne kender Limfjordens forskellige temperamenter og er dygtige til at manøvrere efter dem. Det ligger i blodet og sidder i rygraden.

Engang var her sildeeventyr: Fjorden bugnede af sild – fra Thyborøn til Hals. Men Nibe blev byen som lagde navn til. Det gav tre sild i byvåbnet.

I Aalborg aftog Spritfabrikkerne kartofler fra bønderne og forfinede dem til, den berømte og højt skattede, kartoffeljuice, som man bedst kender ved betegnelsen snaps… eller brændevin. Det går i blodet.

Når sildene er marinerede og bliver serveret, på smørsmurt rugbrød med løg, kapers, hårdkogte æggebåde og karrysalat, bliver de ofte ledsaget af øl og snaps.

Man siger, “sildene skal svømme.” Det ligger nemlig i deres natur.

Erindringsstykke fra "Nibe-tiden."

Der er 10-frikvarter. Det er det, som varer længst. Gorm og Ulf går i 2. real B, og de er godt sultne allerede. Der er lang tid til frokost, og næsten alle, i de store klasser, kaster sultne blikke over i retning af Dora. Dora har et bageriudsalg lige ovre på den anden side af vejen, højst et godt stenkast fra skolegården.

Det man håbede mest på i 10-frikvarteret var, at have nok mønter i lommen, eller dollarmappen, til at kunne købe en kærlighedskrans og en kvart flaske sød. Så kunne man klare den til man, ved 12-tiden, skulle over i frokoststuen og indtage sine medbragte klemmer. Der var ingen aircondition dengang, så når man dukkede op der, hvilket man glædede sig til, slog en mur af fortættet lugt fra skoletaskelagrede ægge- og ostemadder een i møde sammen med en pludren og småråben fra dem, der allerede havde indtaget en plads og fået brækket madpapiret op.

Gorm kom fra en gård, så han kunne have håndskåret flæskestegspålæg og kyllingekød på brødet. Ulf iagttog misundelig de fine sager, for han havde stegte, kolde skrubber eller ål på samt æg og ost. Hans far var mejerist og hans onkel var fisker. og hvad ens ophav beskæftigede sig med, kunne man i mange tilfælde læse ud af madpakkerne. Dem fra Nibe, som boede inde i selve byen, brugte også færdigt slagterpålæg og pålægschokolade. Nogle kunne nå at spise hjemme. Det man var vant til, var altid det mest kedelige, syntes man, så manges blikke vandrede på kryds og tværs af hinandens madpakker. For mad var noget der betød noget, da appetitten var stor.

Nogle gange om sommeren, mens Gorm og Ulf cyklede fra skole, var det helt fantastisk, når det lykkedes at skrabe sammen til en halv krans og en halv flaske sød til hver. Mens man cyklende, konsumerede man herlighederne. Solens stråler velsignede een, tiden stod næsten stille, og man glemte, hvor mange cykelkilometer man havde foran sig. Ulf havde ca. 5 kilometer hjem, hvilket han syntes var rigeligt, men når han sagde farvel til Gorm, var der mindst lige så langt, een gang til, for ham

Kondien var god dengang. Alligevel var der en del, der var lidt for tykke. Man spiste nok for meget af det forkerte på ufornuftige tidspunkter.

Gorm og Ulf er kommet halvvejs til Sebbersund, fordybet i samtale om fremtiden. Gorm mener, han vil være lærer eller præst, Ulf ved ikke rigtigt, men noget med at tegne og male, i hvert fald. Det var lidt diffust. Gorm ville under ingen omstændigheder være landmand, selv om han engang kunne overtage gården. Ulfs far ville vist gerne have ham i lære i en bank eller sparekasse. Men der var overhovedet ingen tvang, man opfattede bare, hvad de gamle ønskede for een. Det skulle jo helst være noget sikkert, for de vidste, hvad det ville sige at mangle, og de knoklede for at få det hele til at hænge sammen. De unge var helt klar over dette, og forsøgte måske derfor at tænke i nye baner. Prøvede at se om de kunne indrette en anderledes fremtid. Men det var ikke let at at forestille sig det rigtige, eller hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Pengene var små, og en læreplads gav ikke nok til, at man kunne klare sig selv. Ulf havde hørt om en kunsthåndværkerskole i København og tænkt, at han kunne lære at spille banjo, så han kunne betale uddannelse og ophold ved at spille i Nyhavn om aftenen og natten. Ikke en umulig ide i hans hoved. Gorms far kunne nok betale for hans uddannelse, for gårdmænd som var driftige sad ikke så dårligt i det. Han havde også noget så usædvanligt, som en bil. Den var dueblå.

¨Vi ses i morgen,¨ sagde Ulf, da han drejede af ved Brugsen i Sundet. ¨Ja farvel,¨ svarede Gorm og oksede, let svedende, mod næste etape, hvor første mål var Valsted, som tonede frem i horisonten.

Herefter kom Barmer bakke, men det gik ikke an at tænke på det i forvejen.

Hanegal.

”Man er deprimeret,” tænkte hanen, mens den betragtede den synkende sol. ”Sommeren er kommet, og det vil jeg ikke klage over, men kunne den gøre det muligt for mig at gale, ville jeg ære den og bøje mig i støvet. For det er mit højeste ønske. Sommeren har mange evner, og nu får vi se.”

”Mange misunder mig, fordi jeg er så højt på strå, men det er fordi, de ikke forstår, hvor træls det kan være at være afhængig af, hvilken vej vinden blæser. Jeg byttede gerne min piedestal med taget på det højeste bur i hønsegården. Så ville jeg forlove mig med et passende antal høns, gerne af forskellige racer, og forære hver og én en hønsering som symbol på min kærlighed. Men hvis de vil forblive i mit harem, skal de lære at lægge Kinderæg. De er salmonellafri og egnede som gaver. Det kan jeg egentlig rigtig godt lide.”

”For en vindbøjtel er jeg ikke, selv om jeg er smedet i Kokkedal og har slægtninge i Hönefoss. Den lokale tv-station tager bestik af mig til deres vejrudsigter, men nævner mig aldrig. De bilder folk ind, de arbejder efter prognoser. Jeg burde være vejrvært. Så ville jeg nette mig, inden jeg skulle på, og frisere mig med en nybagt hanekam.”

”Men gale kan jeg desværre ikke. De eneste lyde jeg kan frembringe, altså i min nuværende situation, er knirk fra rustne hængsler. Hængsler rimer på længsler, og jeg længes efter at føle mig ovenpå og smide min depression ned i hækken. Så vil jeg, fanden gale mig, gale i vilden sky og vække folk, mens solen stiger af havets skød.”

En dårlig dag at tage billetten.

Finder man billetten til sydens sol frem i dag, mens man hanker op i de fyldte kufferter, kan man føle sig snydt af sine dispositioner. For netop i dag, d. 1. juli 2015, er vejret perfekt. Årets første helt rigtige sommerdag. Som man husker, at sommeren altid var, da man var barn.

Det inspirerer virkelige tankebilleder frem, om glad fuglekvidder, nødtørftig påklædning, solbriller, madkurv, saftevand og duften fra varm kaffe, som blander sig med kærtegnende solstråler, der får blomsterdufte til at præstere deres ypperste.

Alle lyde er indhyllede i denne atmosfære. Som om der er en vibrerende lyddæmper bag alt. Som om tiden står stille og har tænkt sig at fortsætte med det i al evighed. Så pyt med alle intellektuelle betragtninger, som påstår, at det får ende. Det er den slags snak, man vender sit døve øre til .

Nej, sommeren er kommet for at blive, og den har taget helt over. Den har været her altid, og vil blive her i al evighed. Og der findes ikke tid mere nu. Kun sommer, som sommer skal være. Lige efter bogen og i en vis harmoni med kalenderen.

Mundlam.

”Mæh,” sagde det lille lam.

”Undskyld?” svarede det andet.

De stod begge tæt ved indgangen til indhegningen, hvor græsset var ekstra frodigt, fordi der havde regnet tilstrækkeligt, og fordi der ikke var langt til fjorden. Det battede alt sammen.

”Nårh, jeg sagde såmænd bare mæh.”  Det lille lam kiggede lidt skråt på det andet lam, som om det var under anklage.

”Ja, mundlam er du jo ikke. Mæh kan betyde mange ting, mæææhn, lidt yderligere forklaring er undertiden på sin plads, hvis ikke lige omstændighederne gør det så klart, at det mere eller mindre siger sig selv. Men ellers er jeg da ganske enig, hvis altså det er vejret, du hentyder til.”  

”Det er i hvert fald ikke politik, for det hænger mig ud af halsen lige for tiden. Jeg har fået for meget af noget, som er vanskeligt såvel at holde med som at holde afstand til.”

”Ja, det er hårdt i længden at prøve at skille fårene fra bukkene, at se hvem der er ulve i fåreklæder, hvem der er får i ulveklæder, og hvem der er egnede som hyrder.”

”Jah, joh, men uanset hvordan vi vender og drejer det, må vi finde glæder og fornøjelser i det nære. For slagteren er ligeglad med, hvilken farve hyrden har, bare vi er ved passende huld, så der kan høstes af os.”

”Jeg håber ikke, de får mavesår, når de skal blive enige om, hvordan høsten skal fordeles. Herremanden plejer at få broderparten, og så bliver der vel også lidt til husmanden.”

”Det siges i hvert fald, at når det regner på præsten, drypper det på degnen. Og det er der vel noget om.”

Sommerdufte.

Hyldeblomster dufter fint i sommervarmen. De deler beredvilligt ud af den fine duft til alle, som passerer forbi et træ eller en busk, hvor blomsten står i fuldt flor. Den lyser også meget iøjnefaldende op mellem alt det grønne, som eksploderer af frodighed i øjeblikket. De tørrede blomster i vindueskarmen, som venter på at give liv til te, lugter dog af kattetis.

På denne tid af året er der ingen fare for at få ondt i maven på grund af hylden, men når augusts kalenderblad er vendt, så der står september øverst, ses fristende, blåsorte bær, hvor der før var hvide blomster. Og mange får lyst til at smage på dem. Men i rå tilstand er de giftige, idet de indeholder cyanid (blåsyre). De skal koges i mindst 20 minutter, før de er egnede som menneskeføde. Men så kan de også noget, som er værd at benytte sig af.

Hyld er en gammel lægeplante, og afkog af blomsterne virker febernedsættende og sveddrivende, mens bærrene hjælper mod forkølelse. Blomsterne anvendes til te og kan tillige spises, for eksempel dyppet i tynd dej, friturestegte og drysset med sukker. Bærrene anvendes også til den berømte, og højt skattede, (altså ikke beskattede) hyldebærsaft og suppe. De har et højt indhold af A- og C-vitamin.

I gamle dage boede Freja i hylden, og fældede man den ved sit hus, uden at plante en ny, risikerede man at alskens ulykker kunne vælte ned over én, og de der ikke vidste bedre, mente ofte, at nisserne var på spil her. Men selv om ulykkernes karakter kunne minde om nissestreger, var der forskel på deres og Frejas motiver. For Freja blandede sig almindeligvis ikke i, hvad folk ellers foretog sig, hvorimod nisserne holdt øje med alle detaljer og kunne være yderst nidkære.

Freja er frugtbarhedsgudinde og symbol på forelskelse, elskov og kærlighed. Mange ved ikke, at hun er meget nær i denne tid, hvor hylden blomstrer. Hun titter måske ud mellem blomster og blade, mens hun fremstiller sin særligt fine eau de toilette af duften. De andre mystiske væsner, som lever i dette miljø, tænker ikke på hende som frugtbarhedsgudinde.

Her har hun nemlig en anden hat på, og er den elskede Hyldemor.

Sceneskræk.

Når skyerne dækker himlen, er loftet sænket og malet grå. Man spejder efter lyseblå ”helligdage,” men er der nogle, bliver de hurtigt malet over. Vi skal åbenbart ikke nyde noget.

Kunne man da ikke lave klapjagt på skyerne?

Jo, man bruger bare skyklapper. Ellers kan man prøve at stikke næsen i sky og så se, om dethjælper.

Den rene, blå himmel med det dejlige, varme loftslys, foretrækkes af de fleste, ikke lyssky, elementer. Der skal nemlig være højt til loftet, og helst himmelhøjt.

Når blæsten så samtidig går hjem og lægger sig, stiger humøret, fleece-trøjerne lægges bort og erstattes af kortærmede T-shrirts, mens de bare tæer stikkes i sandaler.

Naturen lider tilsyneladende af humørsvingninger, men den får altid det sidste ord, når det er det, den vil. Det kan man både øsregne med og bide skeer på.

Måske er solen, til tider, både sky og genert, men lad os klappe den ind på scenen, så den kan opføre sin glansrolle. Den arbejder hårdt på at overvinde sin sceneskræk, og mon ikke snart tæppet går, så vi atter kan hylde den?