Højtryk.

”Barometret står på malkning,” sagde Koraline med strakt hals. For udenforstående lød det som et muh, men de nærmeste køer nikkede godkendende. Når der var ”højtryk,” tænkte man på, hvor dejligt det ville blive at få lettet spændingen i yverne, og malkning var en vel afprøvet og godkendt metode, testet gennem århundreder over det meste af kloden.

”Ja, lad os vende hornene hjemad.” Konny længtes også efter forløsning, og snart var alle køerne på vej mod de hjemlige båse, hvor de kunne få lettet det daglige højtryk. Så var alt godt, og der blev ingen ævlen og kævlen. Ellers kunne man nemt få et horn i siden af, eller på, en eller anden.

”Malkning og mig er kop og kande,” fortsatte Koraline.

”Jeg plejer at sige pot og pande.” Konny fremviste et ”Disney-agtigt” ko-smil for ikke at virke for bedrevidende. Hun kom nemlig i tanke om, at man da muh-ligvis godt kunne sige, “kop og kande,” selv om hun var vant til det andet og syntes, det lød mere mule-ret. “Så kan kokagerne bage færdigt i solen. Det behøver vi ikke holde øje med. Hvis solen og vinden bare passer deres, skal vi nok passe vores.”

Baggrunden.

Eventyrene lå egentlig ikke på lur. De var der bare, og de skjulte sig ikke. Men de skulle åbnes, og børnene vidste hvordan.

De foregik i sindet, men det så ud, som om de levede i hver krog, baggården kunne fremvise. Der var fliser og lappet asfalt. Hist og her voksede græs, blomster, brændenælder og andet op. Planterne og blomsterne brød gennem asfalten for at få lys, og de var udstyret til det, selv om man ikke kunne få øje på, hvordan. De afskallede sokler voksede lodret op af asfalten, og her trivedes de fleste totter vegetation. Næsten som om, de var såede eller plantede, og bag cykler, koste, skovle, løse fliser som lænede sig op ad soklerne, brædder og forskelligt skrammel, voksede eventyrene. Her levede alfer, trolde, feer og nisser sammen med mus og rotter.

Der var mange duer, svaler og gråspurve, men duerne behøvede ikke at bygge i det fri, for der var indrettet dueslag til dem. Så kunne man høste af de mange dueunger, som ikke så sjældent blev serveret på middagsbordene, ledsaget af brun sovs og kartofler. Det drøjede på slagterregningen. Og det smagte eventyrligt.

For børnene var alt dette en selvfølge, de ikke ofrede megen opmærksomhed på, for de opfattede alt det, der dannede den ufriserede baggrund, som det vigtigste. Her levede eventyrene nemlig, og dem fik de voksne sjældent øje på.

Hestekræfter i frigear.

”Skal vi ikke gå et stykke ned ad engen? Jeg synes, græsset ser grønnere ud der.”

”Det er synsbedrag, kære. Når du bliver voksen, forstår du også, at græsset her ser grønnere ud, for dem der står dernede og kigger herop.”

”Hvorfor er der blomster der hedder ”Hestehov” og ”Følfod?”

”Det er et gallopkringlet spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Men meget er opkaldt efter os. Tag for eksempel ordene ”hestekræfter” og ”jernhest.” Ja, jeg kunne blive ved. Men lige nu vil jeg nyde det friske græs, vi har her. Vi behøver heldigvis ikke vente på, at det gror, for det tilbyder sig ad libitum. Og selv om vore pærer hverken lyser eller hænger på træerne, er der alligevel mange der har glæde af dem. Så alt i alt føler jeg, at det er på tide at sætte i første gear og lade ”frokosten i det grønne” vederfares retfærdighed.”

Ved slæbestedet.

Bænken stod med ryggen mod kroens pavillon, og her sad de to gamle fiskere og evaluerede lidt, som man sædvanligvis gjorde her. 

”Så er bådene kommet på bedding.”

”Jah, joh.”

”Så længe det varer.”

”Ja, ja.”

”Har du leveret ål til Franks Restaurant?”

”Nej, Peter vil helst have krabber og kujer. Og krabberne plejer vi jo ellers at smide ud. Så det er da godt nok.”

”Peter? Hedder han ikke Frank? Jeg mener…Franks Restaurant?”

”Nåh, det. Nej, for da Peter åbnede, var det meningen, der skulle stå Fransk Restaurant. Men enten er skiltemaleren ordblind, eller også har Peter skrevet for utydeligt på sedlen, han gav ham, da han bestilte skiltet. Og han orkede ikke, at få det lavet om. Det koster jo… alt sammen.”

”Ja, der kan nemt gå fisk i det, når musikken spiller.”

Spor i sandet.

Våde spor af lette fødder

frimodige kys på strandens kinder.

Erindringer i virtuelle mapper.
 
Havets avantgarde skyller rytmisk

hen over sporene

og visker dem langsomt ud.

Solen antænder Frejas rav

mens fødderne printer nye aftryk

i det fugtige sand.

Landkending.

Vinden var så god, at man regnede med at få fast grund under fødderne inden for det næste døgn. Alle glædede sig til et solidt måltid mad, med brun sovs og kartofler,  for saltede sild og beskøjter blev man hurtigt træt af.

Der var dog også andet på menuen, mens man var på gyngende grund, men intet af det var særligt ophidsende for smagsløgene.

Karl var jungmand, og han havde en enorm appetit. Næsten hver dag fabulerede han om sovs og kartofler, flæskesteg, gode ben, bøf og karbonader, og ved hvert måltid, om bord, snørede hans mave sig sammen i utilfredshed. Han havde slået sine barndoms folder i Sindal, på et lille husmandssted, og her havde man spist godt. Der havde ofte været fisk på menuen, men dengang var det i orden, for man fik masser af solid bondekost i det daglige, og de havde selv haft både køer, høns og ænder.

Første gang han havde haft landlov, og var hjemme i Sindal, havde moderen serveret tørrede isinger. Dem brød han sig ikke om mere, da de mindede for meget om kosten på sejlskibet.

Men til jul skulle der smovses igen. Så havde hen en lille ferie, som tillod ham at besøge barndomshjemmet. Han vidste, han var hjertelig velkommen, og det var ikke bare fordi han bragte eksotiske gaver med fra sin færd, men fordi både moderen, faderen og hans to små søskende, havde savnet ham. Og de kunne alle fornemme, han medbragte en særegen atmosfære fra den store verden.

Deres sind og sanser var skærpede af de smukke landskaber og det brusende Vesterhav med den friske luft, som blæste ind over det vendsysselske landskab, hvor der var uendeligt højt til himlen.

Sejl og motor.

"Jylland," måske på vej til slaget ved Helgoland, 1864. 

”Er man den første fregat, som har både sejl og motor og derfor kan give alle andre baghjul? Ja, jeg spørger måske ledende, men jeg føler mig også som leder af den danske flåde. I skulle se, hvor hurtigt jeg kan ændre position efter at have affyret en bredside, mens fjenden hiver og slider i sine ynkelige sejl, for at komme væk. Man må positionere sig, siger jeg.”