Månehyldest til solen.

I østen stiger solen op
i vesten går den ned
det har den gjort i mange år
og bliver sikkert ved.

”Du holder dig så ung endnu
i forhold til din alder
du vil jo gerne kunne du
så længe pligten kalder.
Du er så fuld af energi
at alle frit må låne
og uden renter oveni
tak fra den gamle Måne.”

Pauseskærm.

Mens himlen er lysende skyfri,
som en jomfruelig computerskærm
fri for ikoner og thumb nail fotos
og uden kondensstriber
fra flyvemaskiner,
begynder en lodret streg

at pulsere regelmæssigt,

som en opfordring til

at gå til tasterne.

Alle ideerne, alle historierne,
alle digtene, alle billederne
og al musikken
eksisterer allerede som frø i sindet.

Lad dem tage form,

eller lad dem forblive kausale.

Måske det bedste lige nu

mens usynlige stjerner,

akkompagneret af havets brænding,

synger The Sound of Silence.

Forestilling.

Tæpperne er trukket
for fuglekorenes sommerkoncerter.
Instrumenterne er pakket ned
og fragtet til andre destinationer.
I nætternes sorte lys
funkler jublende epauletter
på kosmiske klædedragter.

Nymfernes kor venter tålmodigt
mens dirigentens løftede hænder
holdes i beredvillig position
indtil alle er på plads.

Skt. Nikolaj på gloende pæle.

Det forlyder, at elverfolk og ”de underjordiske” fester under bjerget, som står på gloende pæle efter mørkets frembrud visse tider på året. Et sted oven på bjerget står en Hvidtjørn, som høvdingen af Stevns har doneret til de feststemte væsner, og de værner den så særegent, at kreaturer, der spiser af den, omkommer på mystisk vis.

I 1600-tallet nedskrev præsten i Hellested, Peder Syv, folkevisen ”Jeg lagde mit Hofvet til Elver-Høy”. Den inspirerede Johan Ludvig Heiberg, til at skrive ”Elverhøj” i 1828, hvorefter det blev Danmarks nationalskuespil. I 1842 greb H. C. Andersen stafetten og formulerede sin udgave af ”Elverhøj,” og da så prominente digtere har viet ”Elverhøj” opmærksomhed, og da nogle mennesker vitterligt mener at have set Skt. Nikolaj på gloende pæle, efter en våd nat på vej hjem i høet, mens pinsesolen vågnede og begyndte at danse, er der ikke noget at sige til, at Skt. Nikolaj-navnet mistænkes for at være et pseudonym for ”Elverhøj.”

I dag er bjerget et vartegn for vikingebyen Sebbersund, som allerede 70 år før Harald Blaatand, ifølge Jellingestenen gjorde danerne kristne, havde kristne begravelser! Det viser udgravninger fra nyere tid, og Sebbersund var dengang en af Danmarks vigtigste handelsbyer. Man kunne sejle hertil, og vikinger var ikke noget, man legede eller kaldte sig, men noget man var.

Nu spiser geder hybenbuske på Navet, og folk lever fredeligt med hinanden. Høvdingen går og brygger på at få forbudt hanegal, fordi han gerne vil sove længe om morgenen og snuppe en ekstra lur.

Alfarvej.

”Sikke dog en smuk vej eller rettere nogle smukke veje. De fører nok det samme sted hen.”

”Jeg foretrækker generelt ”den lige vej.” Denne vej ser dog ud til at være kort.”

”Jeg synes, den lægger op til at være lang.”

”Men vi kan vel blive enige om, at den ikke er asfalteret. Hvor mon den fører hen? Måske er det en genvej.”

”Ved foden af bjerget, vi går på, ligger en lille fjordby, hvor der skulle bo venlige mennesker.”

”Ja, det skulle der, det ville være rart, for der jeg kommer fra, er folk meget sladdervorne. Og de bagtaler én, så snart man vender ryggen til.”

”Så vil du nok opleve, at folk ved bjergets fod også er sådan.”

”Hvad hedder vejen, kan du huske, hvad der stod på skiltet?”

”Der stod vist Alfarvej.”

”Alfar, er det ikke et svensk ord for alfer?”

”Nej på svensk hedder de älvor.”

”Er det dit alvor? Så har svenskerne måske en vej, de kalder älvorvej.”

”Måske, men Alfarvej er dansk og henviser til, at alle må benytte den. Svenskerne ville sige allfartsvägarna. Det står for offentlig vej.”

”Hvordan kan det være, du ved, hvad alfer hedder på svensk”

”Nøglen til at oversætte svenske ord til andre sprog hedder Google Oversæt.”

”Så er det vel en svensknøgle.”

”Jeg ved godt, hvor vejen ender. Den fører mod bjergets top, hvor der er en kløft, som vender ud mod fjorden. Når en kraftig blæst står lige på her, kan man læne sig mod opvinden fra dalen, som kaldes Den Dybe Dal. Breder man sin vindjakke ud med hænderne og læner sig mod vinden, føles det som om, man kan hælde femogfyrre grader. I virkeligheden er det nok kun femoghalvfjerds-firs stykker. Men oplevelsen er fantastisk, og vender man sig pludselig og løber med vinden i ryggen hen over bakkekammen, mærker man tydeligt, at tyngdekraften har mistet sin autoritet. Sensitive sjæle har her fået bestyrket deres fornemmelse af, at den kan ophæves, når de rigtige betingelser er til stede. Som i drømme, hvor man undertiden kan svæve ved viljens kraft. Det påstås, at visse yogier kan gøre dette, ved at udøve forskellige discipliner, som omfatter åndedrætsøvelser. Der er også beretninger om kristne mystikere, som har kunnet svæve.”

”Det ville sikkert ikke være comme il faut her på Allfartsvägarna, men de ligger jo også i læ.”

Eventyr om lykkedyr.

Heksen havde været på slankekur siden Skt. Hans. Hun var i hvert fald gået fra kosten, og besluttede at tage til Bloksbjerg, hvilket troende hekse helst skulle mindst én gang om året. Her kunne man købe Spidersnus, lavet af Troldhekse, og det skulle skærpe appetitten. "Uden kost intet Bloksbjerg,” tænkte hun først, men fik så en ide. Edderfuglen Edith havde ofte inviteret på kaffe, og en edderfugl kan jo flyve. ”Jeg vil tage mod Ediths invitation og smage på hendes hjemmebryg. Så kan jeg få flettet ind, at jeg kunne bruge et lift til Bloksbjerg. Der er ikke så langt, når man tager i betragtning, at der er tale om fugleflugtslinjen.”

Hun fik kaffen serveret i edderkopper, hvilket lå lige til højrebenet i den familie. Larven Larsen var også på besøg, men han snakkede så meget, at det var umuligt for heksen at få sit budskab igennem. Man kunne godt nok fornemme nogle punktummer i hans talestrøm, men fra de sidste ord inden punktummerne til de første efter, var det som om, han havde hyret målerlarver til at bygge broer, så det var umuligt at bryde ind. Larsen manglede forede støvler, og havde derfor fået kolde larvefødder. ”Min undulat har onduleret de støvler, jeg havde, og for tiden er vi ikke på talefod. Jeg tor, jeg plukker fjerene af den, så den kan mærke, hvordan det er at fryse. Så kan jeg stoppe dens fjer i min dyne, som i forvejen er for tyndt foret, sammen med marehalmen, edderdunene og englefjerene. Måske bliver det så vanskeligere at komme ud af fjerene om morgenen, men det kan én godt leve med, nu én er gået på efterløn.”

”Jeg ville aldrig nå til Bloksbjerg, hvis jeg skulle ride på Larsen,” nøjedes heksen med at tænke, da hun ikke fik taletid. ”Med de fødder vil det tage år og dag blot at krybe over gaden. Jeg holder jo meget af edderkopper, fordi de bringer lykke, og jeg har masser af dem hjemme i Pandekagehuset. Nu skubber jeg én på gulvet med vilje og får det til at se ud som et hændeligt uheld. Så får vi se.”

Larsen talte videre, da han ikke opdagede noget, mens Edith og heksen tørrede kaffe af gulvet og samlede skår i servietter.

”Det går ad Hekkenfeldt til,” sagde Edith. I går tabte jeg en af mine fine, dybe tallerkner, så jeg nu kun har fem tilbage. En skønne dag må jeg til Bloksbjerg. Der ligger den eneste forretning, som forhandler dem. Du kunne da komme med, hvis du har tid og lyst. Völlig kostenlos, om jeg så må sige.”

”Hvis det kan glæde dig, tager jeg da gerne med.” Heksen smilede indvendigt. ”Lidt luftforandring skader jo aldrig.”

Sidst i oktober.

Denne oktobermorgen var himlen stadig sort. Der var ingen stjerner at se, så der måtte være overskyet. Stille tonede en grå nuance over, og nu åbnede Aurora langsomt øjnene, hvilket straks prydede horisonten. Hun var så nænsom, at det virkede som om, hun ikke kunne få sig til at skubbe til det grå himmeltæppe.

Men man anede også en kærlig beslutsomhed, mens hun langsomt drejede lysdæmperen mod plus. Det grå mistede kraft og blev gennemsigtigt.

Auroras styrke var indiskutabel. Hun erobrede hurtigt billedet, og i det lysegrå himmeltæppe opstod store, rene, lyseblå skjolder. Så tog solen den gule førertrøje på, og bortjog helt usentimentalt såvel morgenrøden som gråtonerne. Nogle mørke skyformationer, med blålilla nuancer, udtrykte individuelle karaktertræk, som blev fremhævet af den nu lysende blå himmel.

Solen skinnede blændende i sin fulde pragt, selv om den stadig holdt sig lavt på himlen. Fra denne position ramte den træerne, som den sprayede med engelskrød og guld, og adskillige hvidkalkede husmure blev så kraftigt belyst, at det var vanskeligt at se om der var vinduer eller døre i.

Denne morgen lovede godt for dagens videre udvikling. Men årstiden er lunefuld, så i løbet af et kvarter kan himlen mørkne kraftigt til og levere styrtregn. Det kan dog godt betale sig at vente i et læskur, for lige så hurtigt skinner solen fra en næsten skyfri himmel igen.

Typiske tegn på, at almanakkens symfoniorkester er ved at stemme instrumenterne til november repertoiret, og så er det snart tid til supper, stearinlys, grønlangkål, brunkager, klejner og nisseøl.