Meta og Theodor havde et lille husmandssted midt i landsbyen. Theodor blev kaldt Pevverdor, fordi børnene opfattede hans navn sådan. Det faldt så mundret, at det vandt hævd blandt de voksne, som endvidere kaldte ham Enhjørningen.
Meta og Pevverdor havde tre døtre, Abelone, Hjørdis og Clarissa. Hjørdis var den kønneste, men Clarissa havde de pæneste ben. Ikke at det kommer historien det ringeste ved, men for at understrege, der har været en vis research for at gøre det hele troværdigt. Ellers kunne man jo frygte, at nogle ville mene, det blot var påfund, kategoriseret som kunstnerisk frimodighed.
Sagen er, at Pevverdor var filosofisk anlagt, hvilket man ikke slap godt fra her. Hvis, altså man udbredte sig om den slags. Men efter hans død fandt man nogle tanker, skrevet med fyldepen bagest i hans kontrabog. Han havde vendt den på hovedet og begyndt at skrive bagfra, der herfra virkede som forfra.
Meta er også død nu, men Abelone, som blev gift med byens træskohandler, har givet grønt lys for, at hans tanker må gengives her.
”Er verden en metafor, et stjerneskud eller en meteor,
da er jeg det samme.
Et spil Matador har sit eget liv.
Spillerne spiller spillet, og terningerne bliver kastet.
Et tilfældigt slag sender én på
en hotelbebygget Rådhusplads. Eller i fængsel.
Eller på Grønningen, som er til salg endnu,
den eneste man mangler for at kunne bygge på de røde.
Så skal man tisse, har ventet lidt for længe,
og spillets niveau af virkelighed, samt dets forhold til
spillerne, åbenbares som tyste kornmodsglimt.”
Theodor Hjørning.
