"Sagen" i en nøddeskal.

De tre drenge elskede at konkurrere. De var bedste venner og tilbragte al deres fritid sammen. Spil og andre konkurrencer var deres bedste tidsfordriv. (Ingen af dem brød sig dog om ordet ”tidsfordriv,” for tid havde de ikke for meget af, da de følte, den fløj hurtigere end trækkende ænder på efterårshimlen. Fortælleren her kunne dog ikke lige på siddende rumpe finde et ord, der egnede sig bedre.” Nogle sagde i øvrigt også, at et eller andet var godt ”at slå tiden ihjel med.” Og det betragtede både de tre drenge og fortælleren, som et negativt udsagn, man helst undgik.)

Drengene var alfer og derfor ganske små, selv om de var nogle hundrede år gamle. Men det er ikke så meget i deres verdensbillede. Den ene alfedreng vidste, at hans onkel blev ellevehundredeog treoghalvfirs år, sidste gang han havde fødselsdag. Det siger lidt om deres evne til at holde alderen på afstand i forhold til sædvanlige mennesker, men måske også, at de regner anderledes på tiden. Det vides ikke med sikkerhed.

De havde netop besluttet at konkurrere om, hvem der kunne krydse Biscayen fra Frankrig-siden hurtigst, i de både de hver især havde valgt. En ville sejle i en halv hasselnød, en anden valgte at sejle i en halv valnød, mens den tredje ville afprøve en halveret kokosnød. Det skulle være en konkurrence, men formålet var først og fremmest at finde ud af, om det var størrelsen, der afgjorde udfaldet. De kendte nemlig alle til det menneskelige udsagn: ”Det er ikke størrelsen, men gørelsen,” og de ville have evidens for, om det holdt vand. Mennesker sagde nemlig så meget, de ikke forstod, og en god del var de lodret uenige i.

”Jeg vil bruge tændstikker som årer,” sagde ham der skulle afprøve hasselnøddebåden. ”Og jeg vil skære nogle rensuttede ispinde til,” sagde valnøddeskipperen. ”Jeg låner et par teskeer fra menneskebørnenes dukkekaffestel,” sagde kokosroeren.

Et sted ude i Biscayen ror de tre alfedrenge nu på livet løs. Man har ingen kontakt til dem, for de har hverken telefoner eller radioer, men det bliver nu interessant at se, hvem der først når ind til Spaniens nordkyst. Og så er de jo blevet klogere på det punkt også.

Er man interesseret i, hvordan, hvorledes og hvorfor, er det da prisværdigt, at man ikke bare gætter sig frem og så lader munden løbe, men forsøger at knække nødderne ved egen erfaring. For det er ikke bare peanuts at tage nøddeknækkeren i egen hånd, når det gælder videnskab i såvel stort som småt.

"Por-let."

Olie på lærred. 25 x 25 cm. (+ ramme).

Portræt opstået efter ”palet-metoden.” 
Betegnelsen er opdigtet til lejligheden.
(Dog ikke fordi det er let).
Ved ”palet-metoden” betragter man
sin farveknoldede palet,
som godt kan være et stykke lærred,
med mange tilfældigt opståede farver på.

Så ”hugger man en hæl og klipper en tå,
og sætter måske en streg på skrå,”

Vupti, så minder det om noget.

Klodesjælens flod.

En solstrålehistorie.

Disse utallige å’er er levesteder for de smukkeste regnbueørreder, der er set i mands minde. Ørrederne stortrives, og når vejret er til det, fornemmer man levende glimt, mens ørrederne boltrer sig og indimellem rammes af en vågen solstråle.

Man kan ikke fange disse regnbueørreder med stang og snøre, da fiskene ikke bider på noget som helst. Det eneste de lader sig indfange af er solstråler, som kappes indbyrdes om at ramme flest. Hvert glimt fra skællene giver point, og dette spil bliver hverken solstrålerne eller ørrederne trætte af. Tilsyneladende foretager de sig ikke andet end dette, men man fornemmer, at der også er noget andet på spil. Noget som ikke lader sig indfange umiddelbart.

Åerne strømmer bestandig ud til alle sider fra en flod, der er så bred, at man næppe kan fange horisonter og ofte forveksles den med et hav. Kun skyer eller tågedannelser kan give en horisontfornemmelse, så den nøjes man med. Floden siges også at være så dyb, at ingen endnu har kunnet lodde den. De fleste frygter den, men nogle har dog mod til at sejle på den, hvorved de opnår et overfladisk kendskab til den. Men er man modig nok, kan man svømme i den, og set herfra forstår man, at stort set alt er muligt. Tør man drukne i den, bliver man ét med den, og så ophører de sædvanlige begrænsninger, man er blevet opfostret med, og har taget til sig, i den bedste mening. Verden forekommer helt ny og ubrugt, selv hvor man sporer utallige indgreb af skiftende slægters behov.

Nogle mener, det er floden Styx, men det er det ikke. For Styx er en tankevækkende metafor, som nogle sandsynligvis tager bogstavelig. Nej klodesjælens flod er en analogisk sandhed, som kan beskrives på ovenstående måde, selv om det er umuligt at få dens sande natur i nettet.

Det kan man ikke, for den lader sig, som regnbueørrederne i dens å’er heller ikke indfange af andet end solstråler.

Olie på plade. 21 x 16 cm.

Jordens glæder.

Moder Jords kærlige omsorg er aldeles overvældende.

Hun sørger for rigelige mængder af alt, vi har brug for.

Hun dækker et smukt tag-selv-bord og forlanger kun,

vi selv tager hænderne op af lommerne. 

Også det mest avancerede udstyr, vi har udviklet,

har sin oprindelse i og af jorden.

Det kan man nemt glemme, når man slår sin smart phone

over på Blue Tooth eller ser fjernsyn.

”Det er da noget, vi har skabt.” ;) Ja, ja, men dette at vi kan

skabe det, skyldes også Moder Jord.  For vore legemer,

incl. vore hjerner og lunger m.m. har ikke skabt sig selv

ud fra vore evner alene.

Vi glider før eller siden ind i det kredsløb, vi er udgået fra.

På tilsyneladende uudgrundelig vis og årsag.   

Moder Jord ønsker at overdænge sine børn med gaver

fra sit overflod. Men nægter man at tage imod dem,

har man sin frihed til det.

Hvis dette ikke er smukt og magisk, hvad er så?

Sprællemænd.

Det er et brud på loven, når en skorstensfejer står på en tagryg uden at være sikret mod fald, siger landsretten. Det må vel så også gælde for en spillemand på en tagryg.

For at skorstensfejeren og spillemanden skal være sikrede, kunne de have en line on livet, som så fastgjordes på noget ovenover alting. Og her er vel kun skyer eller himmelhvælvet tilgængeligt.

Rent praktisk kunne linen fæstnes i det nederste af en kumulussky, som er tæt nok til at holde en modhage. Men hvis det blæser, kunne det trække arbejderen med sig, så han kom til at hænge og sprælle mellem himmel og jord. Det ville sikkert også kunne udløse dagbøder.

At fæstne en line i selve himmelhvælvet ville kræve noget af en affyringsrampe, så modhagen kunne ekspandere, når den har gennembrudt himlen. Mon ikke også linen skulle være så lang, at det ville være næsten umuligt at praktisere, når alt kommer til alt?

Sikring er godt, men lovkrav om helgardering er umuligt at leve op til, og gør tilværelsen umedgørlig.

Words and weight

Ord i ental og ord i flertal.

Et ord er et ord,

flere ord hedder også ord.

Et ord i sig selv røber ikke,

om der er tale om et ord

eller om en ordre:

”Rør.”

Her spiller konteksten

og tonefaldet ind.

Written in Word with words.

Ord vurderes ofte ud fra

mavefornemmelser.

Jeg forbrænder ikke så meget,

som jeg spiser, så jeg påtænker

 at ændre "madfærd."

Et ord konstrueret til mit ordforråd.

Written in Word efter indtagelse af

et for overdådigt måltid i Ordrup.

Jeg foretrækker dog ord med vægt.