To harer sad på en bakketop. De havde et fantastisk udsyn herfra. Et smukt
panorama af naturlandskaber, med små byer og en stribe fjord, lå badet i
solskinnet, …ja og ikke færre end syv kirkesogne kunne de se, hvis de talte
det hele med.
Og det gjorde de, selv om noget af udsynet var lidt sløret af forårsdisen.
Men de havde gode øjne, og kirkerne var hvidkalkede, så selv de fjerneste af
dem lyste op som små prikker.
“Hvor er landet dog smukt,” sagde Morten. “Se hvordan vejene skærer markerne
ud i mosaikker, og se de røde tage fra menneskenes lejer. Jeg elsker at se på
det, men kunne ikke tænke mig at bo på deres måde. Jeg skal have åben
himmel over mig, både dag og nat, ellers ville jeg få klaustrofobi.”
“Det vil jeg holde i dig med,” svarede Helene og missede med sine smukke
øjne. Hun gnubbede koket og lynhurtigt sin næse med begge poter på én gang.
“Hvorfor faldt du egentlig på halen for mig?”
“Den første gang jeg så dig, vidste jeg, at du skulle være den, der fødte mine
killinger. Kuld efter kuld efter kuld, og jeg vidste også lige, hvor vi skulle
placere vores første hareleje: På engen i nærheden af den gamle, smukke
guldregn, der står nogle få hjortespring til venstre for paradisæbletræalleen.
Jeg ville omgærde dig med skønhed, fordi du selv ser så fortryllende ud, og
fordi jeg kunne mærke, at du havde et hjerte af guld. Ja selv efter de første
tre kuld, ser du lige fortryllende ud. Dine smukke øjne får mig altid til at
tænke på paradisæbletræernes blomster, som vel er det smukkeste,
jeg kan se.”
“Åh, du har da ordet i din magt.” Helenes kinder blev blussende røde, kunne
hun mærke. Det var ikke noget man kunne se, for pelsen skjulte heldigvis den
slags, men føles…, det kunne det. “Jeg føler, at jeg elsker hele verden nu,
alle er mine søstre og brødre, og derfor har vi ingen fjender, …what so ever.”
“Hvad så med Mikkel? Er han ikke en af vore fjender?”
“Spørg ham, hvis du tør. Jeg tror, han elsker os, og han føler slet ingen
fjendskab over for os. Han synes tværtimod, vi er dejlige.”
“Ja, sådan kan man jo også vende det. Men selv om du har de smukkeste,
brune øjne, forekommer det mig, at du måske er lidt blåøjet. At kunne lide
nogen kan åbenbart forstås på flere måder.”
“Jeg vælger at tro på, at alle væsner har kærlige følelser. Husker du min
fætter Påskeharald, vi legede med sidste Pinse? Han lærte mig, at vi alle er
søstre og brødre, og at vi inderst inde og yderst ude, dybest set er eet. Han
havde hørt om det fra sin australske grandonkel, som havde levet nogle
sæsoner sammen med Hare Krishna-disciple i en Ashrama der. Senere fortsatte
han på egne poter, men mødte så en kænguru, som havde indviet ham i
tilværelsens mysterier. Og selv om nogle mente, han harvde været i lommen
på denne guru som bare havde hjernevasket ham, mener jeg, at det han lærte
der, og nu lærer videre, er ægte. Jeg kan i hver te fald få tårer i øjnene,
når han fortæller om, hvordan nattehimlens stjerner hvisker vidunderlige
budskaber til os, mens vi sover.”
“Så kan jeg da bedre forstå, hvorfor du er så smuk. Hvis dine tårer dryppede
ned i græsset, ville der nok vokse blomstrende paradisæbletræer op, for selv
jorden ville blive rørt, og prøve at svare dig på en eller anden måde.”
“Nå, nu begynder det sørme at dryppe. Solen skinner så gyldent på de mørke
skyer, som er ved at trække op. Lad os finde noget læ, og vi må nok hellere
sætte vore lange bagben foran. Med den sol, ser det ud til guldregn.”
/J.W.
