”Seje” blomster.

Mange af de blomster der giver liv i stuerne kommer fra gartnerier. En god del har dog rod i haver, og nogle har trådt deres barnesko i grøftekanter eller i skove. Her kunne man f. eks. nævne Fruesko.

Der kunne opremses mange flere grosteder for den mangfoldige flora, men et fællestræk er, at de trives bedst, og i længst tid, hvor de fødes. Skærer man dem over og sætter dem i vaser, bliver nogle benovede, mens andre bliver frustrerede og dør, før de er mætte af dage. Mange kan krydse landegrænser uden at have problemer med det, især som frø.

I vasen stod en lille fin buket. Blomsterne havde ingen erindring om nogen som helst fortid. Inderst inde var der dog noget som murrede, men det var ganske uklart, og blomsterne var tilbøjelige til at vurdere det som noget fint, der sikkert havde et eller andet navn. Vasen var deres hjem, der var jo syn for sagen, og der var vand nok, som blev skiftet med passende mellemrum. Endvidere blev de beundrede, og det nød de til fulde.

”Man er vist adelig,” tænkte en af blomsterne. ”Tænk at nogle må stå ude både dag og nat og være afhængige af sol og regn… ja, vind og vejr, som man siger.”

For blomster prøver altid at se det gode og positive i enhver af livets tilskikkelser.

/J.W.

 

Skybrud.

Amor gik og hyggede sig med at skyde pile, på må og få, op i luften. Også for øvelsens skyld. Han syntes, at hans nye bue endnu var lidt stram, men han vidste, at den snart ville blive så perfekt, at han altid ville kunne ramme plet, og pletskud var hans spidskompetence.

Pludselig blev en af hans pile taget af en kraftig opvind i en skypumpe, hvorved den forsvandt fuldstændig ude af syne.

Pilen blev hvirvlet meget højt op bag nogle prægtige kumulusskyer og endte først sin vilde flugt, da den borede sig lige midt ind i hjertet på en Muse som, nynnende, gik og visualiserede Mælkevejens skønhed. Nu blev musen straks forelsket og gengældte sin bejlers insisterende bejlen med et strålende smil. Han havde bejlet i mindst fireogtyvehundrede og et halvt år, sådan omtrent, men hun bed først ordentlig mærke i det nu, og bed straks på. Pilen kom jo trods alt fra Amor himself, og den havde sin autoriserede virkning.

Parret er set udveksle, i det mindste, venskabelige tungekys, og er der virkelig tale om den slags ”tungetale,” som antydet, vil det sikkert blive omtalt i Nibe Avis, på Twitter samt i radio 4 FM, DAB og on demand.

Luften er svanger, solen skinner og fotograferer i hede glimt, så måske skal musen stå skybrud?

Vi får se og høre, om rygterne holder vand, eller om de er helt hen i vejret.

/J.W.

/Maleriet er olie på lærred. 20 x 20 cm.

1John Weinreich

Svampetid.

Vættelys og stoppesvamp.

”Jeg har lyst til Karl Johan fromage,” udbrød Vera Vættedottir, mens hendes blik fejede hen over Vasas jordslåede og støvede ansigt.

”Ja, det ville være overeminent dejligt til eftermiddagskaffen,” svarede Vasa, mens hans tungespids smuttede frem og fugtede et lille stykke overlæbe. ”Og så et fedt padderocknummer på grammofonen for takt og tones skyld. Men hent svampene udenfor nabolaget, for udestuerne skal være intakte. Og husk nu at holde grabbedullikerne fra Tylopilus felleusserne. De ligner jo Karl Johannerne, men forbitrer smagen og giver sikkert også forstoppelse, hvis det lykkes dem at snige sig med i fromagen. Så snupper jeg amagerhylden og sier alt skidtet fra, når du kommer med dem.”

”Sludder og vås, Vasa. Du kan da ikke bruge en amagerhylde til at vaske Karl Johan svampe med. Du må vist hellere bruge dørslaget, hvis der skal være raison i det.”

”Nå ja, fred være med det, dit rivejern. Amagerhylde, dørslag, pibekrave, morter, manglebræt, stoppesvamp… Jeg kan ikke hitte raison i de navne.”

Der var mange frodige svampearter i skovbunden, lige over deres underjordiske bolig, og de var perfekte som udestuer. En gang imellem sad de her og fik en mundfuld frisk luft. Svampene fungerede endvidere aldeles fremragende som paraplyer, når der var væde i luften, og skærmede samtidig mod nyfigne blikke fra oven.

Vætterne elskede deres underjordiske privatliv, og lod nogle gange som om, de ikke var hjemme, især når prædikanten, Claus Trofobi, trængte sig på. Han gik rundt med ordet, og udbredte sig om overjordiske ting. De selv havde accepteret, at tilværelsen, som sådan, var magisk, meningsløs og god.

Rød-vætte var dog altid velkommen. Hun havde sine meningers mod, var beskeden, og vidste en god del om, hvad der foregik rundt omkring.

”Hun har de smukkeste glimt i øjnene, og når hun beretter, tændes mit hjertes vættelys,” sagde Vasa ofte. ”Det holder også både lyn og torden borte, for har man overlevet et ophold i en ulvemave, er man lige så magisk, eventyrlig og troværdig som Karl Johan fromage… uden Tylopilus felleusser.”

/J.W.

”Sov-bedre-sex i svensk tv.”

 Fra model, i en artikel om ”Sov-bedre-sex i svensk tv,” bragt i Jyllands-Posten, til hovedpersonen ”isenkræmmer Madsen, Affenrade” i Finurlige Julefortællinger.

I begyndelse af den sidste halvdel af 1950´erne deltog jeg i en tegnekonkurrence, som var udskrevet af Jyllands-Posten. Jeg husker ikke, hvad motivet var, men jeg vandt én af præmierne.

Jeg blev inviteret til at besøge Jyllands-Posten i Aarhus, og det var jeg meget beæret over. Jeg boede i Sebbersund, et lille fiskerleje i Himmerland helt tæt på Limfjorden.

Dagen oprandt, hvor jeg skulle rejse med tog til Aarhus, hvor jeg aldrig havde været før. Først med Privatbanerne til Aalborg og herfra med tog, trukket af et MY-lokomotiv, til Aarhus, hvor jeg havde en aftale med en kvinde fra avisen, om at hun hentede mig på banegården. Hun medbragte en søn på ca. min alder, og det gjorde hele eventyret absolut spiseligt. Jeg ville nok have været lidt genert, hvis damen var kommet alene, og det tror jeg, hun fornemmede på forhånd. Vi havde haft nogle telefonsamtaler inden besøget. Meget pædagogisk. I øvrigt en skøn kvinde og en behagelig søn, som jeg kommunikerede fint med.

Jyllands-Posten overrakte mig en præmie, som de sagde, jeg burde passe godt på, da det var en Ridder Rap bog, som ikke ville blive udgivet mere.

En anden del af præmien var et personligt møde med Jyllands-Postens faste tegner, Aagaard. Det var en god oplevelse, og jeg har siden opdaget, han var en klog mand. Han sagde ikke, hvad jeg vel havde forventet, at jeg skulle øve mig i tegneserietegning, men anbefalede mig i stedet at tegne ellipser efter øjemål og så blive ved at rette på dem, til jeg var tilfreds. Naturligvis kun på øjemål. Jeg kunne så sende mine øvelser, og prøvelser, til ham i tiden der fulgte, og han ville kommentere på dem.

Disse øvelser, som jeg gennemførte i et halv års tid, har været noget af det bedste, jeg har lært indenfor tegning, da mit øjemål blev disciplineret på en måde, som vel kun croquistegning kan sidestilles med.

Er man blevet god til disse discipliner, er det lettere at lave alt muligt andet inden for pencil-pensel-genren. Tak til tegner Aagaards indsigtsfulde råd.

Ridder Rap bogen har jeg helt tabt færten af. Måske har jeg foræret den til en niece eller en nevø for flere dekader siden med pålæg om at passe godt på den.

Gennem årene der fulgte, har jeg tegnet og malet meget. Det er også blevet til lidt skriveri, og d. 18. oktober udkommer min bog: ”Finurlige Julefortællinger.”

Forlaget bad mig illustrere den, og da så min hovedperson, ”isenkræmmer Madsen fra Affenrade” for mig, kom jeg til at tænke på, at jeg engang først i 1970´erne havde sendt en tegning uopfordret til Jyllands-Posten i håbet om, avisen kunne bruge den til et eller andet. Jesper Langballe købte den på stedet. Han havde lige set, at man i et svensk medie havde nævnt ”Sov-bedre-sex,” så det skrev han om, og syntes, at min tegning var passende at krydre artiklen med.

Jeg fandt det gamle udklip frem, og portrætterede isenkræmmeren efter denne illustration. Dog undlod jeg de fagre bryster, og tilføjede nisser, grankogler o. lign. I stedet for.

/J.W.

Sensommer ved vandkanten.

Limfjorden skifter stemning nu. Løvfaldssæsonen har betrådt podiet og dirigerer de opførelser, som forventes. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visioner.

Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke kumulusskyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund over sejlrenden.

Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har naturen filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.

Mågerne skriger dog upåvirkede i havneområdet, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed.

Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for såvel musik, som takt og tone.

/J.W.

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

Gode venner.

Frippe fra Frejlev på visit i Nibe,

her købte hun en dejlig pibe.

Den kosted’ kun omkring en hund

og li’ bestemt af denne grund,

blev der tilovers til tobak,

så hun sa’e glad, ”farvel og tak.”

Hun cykled’ hele vejen hjem,

i lommen lå hendes nye ven.

Nu med sin hund hun snakker,

mens hun på Nibepiben bakker.

Tit gik de tur ved Staun og Agger

men allerhelst i Rebild Bakker.

De gjorde holdt ved Madum Sø,

i græsset sprang en lille frø.

En stund de lidt ved stranden lå,

og nød en tår af Madam Blå.

De tre er gode til at hygge,

og er så rolige og trygge.

Frippe fra Frejlev, hendes hund og pibe

hun købte for en slik i Nibe.

Hun gi’r sin hund et kærligt blik,

den gi’r igen – et lille slik.

Så fik de øje på en vibe,

og det fik hunden til at pibe.

/J.W.