Lone og Lars gik og sludrede i nærheden af Limfjorden. De havde spadseret hele vejen fra Nibe, hvor de boede, til Sølyst Camping-området, som ligger mellem Nibe og Lundbæk. Lars var elleve år, Lone var syv, og det var søndag på en dejlig forsommerdag. Nogle strandfugle pilede nikkende frem og tilbage, og mågerne var næsten hele tiden i gang med deres daglige dont. De fløj rundt med magelige vingeslag, skreg hæse, umelodiøse strofer og dykkede jævnligt i fjorden efter diverse lækkerier, som de kaldte: ”Alt godt fra fjorden.” Der var utallige strandskaller i sandet og mange sten, hvoraf en god del var iøjnefaldende smukke. Jævnlig overskylning af fjordvand og den automatisk medfølgende polering af strandsand og tang, fik efterhånden stenene til at se eventyrlige ud. Og når sollyset samtidig glitrede i dem, var det vanskeligt bare at lade dem ligge til pynt, når man var syv og elleve år.

Lars bukkede sig jævnligt og greb en sten, som han behændigt kastede skråt ud i vandet, så den kunne smutte. Det havde han gjort så mange gange, at syv smut i ét kast ikke var usædvanligt. Og det var en fornøjelse for ham at gøre det i Lones selskab, for han følte, hun beundrede hans evne til at få mange pjask på linje i ét kast.

Lone fik øje på en sten, med en særlig smuk nuance. Hun samlede den op og rakte den til ham. Han rystede på hovedet, og sagde med kendermine, at den var for tung til smut. Han tog dog imod den og kastede den ud i fjorden, så langt han kunne. Vandet stod op i en lille søjle, hvor stenen faldt. Der lød et ”sjup,” og mågerne lavede hurtigt og ubesværet nogle undvigemanøvrer, selv om de var helt uden for farezonen.

Ved dette stennedslag i vandet, og den deraf følgende vandsøjle, fik en masse dråber pludselig liv, og oplevede, ganske overvældede, en helt ny tilværelse. I fjorden havde de ikke haft for vane, at betragte sig selv som individuelle væsener, men nu blev denne selvoplevelse påtvunget dem med chokerende pludselighed.

På vej opad fik en lille dråbe nærkontakt med en anden lille dråbe:

”Hej smukke, hvordan går det?,” udbrød den spontant.

”Jo tak, det går da fremad… eller rettere opad, men før eller siden vender det vel, vil jeg tro. Hvem ved?”

”Du lyder helt filosofisk. Vi to er da vist tvillingesjæle, for som det ser ud fra mit perspektiv, ligner vi hinanden som to dråber vand.”

”Det kan der være noget om. Du er ikke ude på det helt dybe med denne betragtning, for jeg kan undertiden filosofere, så bølgerne går højt.”

”Der er også meget at fundere over. Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Jeg mener, hvad skal det hele ende med? Der må da være en mening med tilværelsen. Vi kan ikke bare være skabt tilfældigt. Så hører alting jo op.”

”Ja selvfølgelig er der en mening med vore liv. Jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, vi to mødes lige nu og her. Hov, kan du forresten mærke, hvor stille der pludselig bliver? Det er ganske vidunderligt. Jeg håber, det vil vare evigt.”

”Det er stilhed før stormen, tror jeg, for jeg kan mærke på mit vand, at vi snart er på vej nedad, men det er vel bare naturligt?”

”Ja, det går op og ned i livet. Ups, og nu går det stærkt nedad. Hold da op, hvor det kildrer vidunderligt.”

To sekunder senere var sprøjtet stort set forbi, og dråberne atter forenede med deres ophav. Samtidig forsvandt alle behov for at formode noget som helst, for alt sagde jo sig selv nu.

Som udenforstående kan man undre sig over, at to dråber orker at gøre sig spekulationer om, hvem eller hvad de dybest set er, og hvor de er kommet fra, men for dem var en hel tilværelse gennemlevet, og de havde ikke opfattet den som speciel kort… og heller ikke som spildt.

Tænk eksempelvis på en døgnflue, som lever i cirka fireogtyve timer, hvor den kan nå at vokse op, formere sig, blive gammel og dø. Det ville sikkert have forekommet dråberne som en evighed, hvis de havde haft mulighed for at forholde sig til det. Men det lå ikke lige i deres kort, og det er vel også det, det relative spekulatarium har til opgave at belyse. Det er måske heller ikke sværere at forstå, end man gør det til.

”Se, Lone, ni smut.” Lars brystede sig af sit sidste kast. ”Men det var også en helt perfekt smuttesten, jeg lige fandt. Hov se, der er en fuglerede med unger. Måske er det ryler. De ligner sandet og stenene på en prik. Pas på ikke at træde på dem. Vi må hellere smutte, så forældrene ikke bliver bange og forlader dem, for der skal vist ikke ret meget til, og det tager sin tid, før ungerne kan klare sig selv.”

/J.W.

Lykkelig stranding.

Ægir, du ved, hvad der sker på, og i, havet, og du kender endog antallet af dets dråber. Stjernerne er dækkede af blysorte skyer, og sekstanten er skyllet over bord af dine frådende bølger. Led dog vort skib sikkert mod kysten, gennem brændingen, og ind på stranden, da selv fyrtårnets vejledende lys er uopnåeligt for synet i denne uheldsvangre nat.

Shangri-La´s kyster forekommer ikke imødekommende, men måske er det blot stedets attitude, da det vil se, om viljen til at nå landet er brændende ærligt, og ikke bare tildækker et dovent ønske om behagelig forandring. For Shangri-La tager kun imod de skibbrudne, som virkelig ønsker at leve tidløst der, med de betingelser og muligheder der er. Hvis de der ikke ønsker det af hjertet oversvømmer landet, vil det blive udvandet, og der vil ikke længere være noget Shangri-la.

Må Ran tage imod os på stranden og vride proppen af en flaske Vesterhavsbrænding fra hendes eget bryggers, så vi kan komme til hægterne igen inden vandringen gennem klitterne mod de grønne, solbeskinnede egne, hvor lærkerne altid jubler.

Når vi er velintegrerede, vil vi takke jer begge med en invitation til et overdådigt Stjerneskud med alt godt fra havet akkompagneret af kølig Champagne. Og der vil være rigeligt med Limfjords kaviar. Er dette ikke godt nok, da lad os det vide i god tid. Så tager vi den derfra.

/J.W.

Olie/mdf. 60 x 60 cm.

 

Ved havet.

 Olie/lærred. 20 x 20 cm.

Digt på sigt.

Lydløse ord formulerede

af sommermorgenens rimtåger

i sindets soloplyste baglokale

med udsigt til de sidste stjerner

og levende guldaldermalerier

med uberørte landskaber.

Når jublende børn leger og komponerer

tidløse symfonier med akrobatiske unoder

berører muserne pennen

og blækket danner klukkende kilder

der forgrener sig gennem ørkener

og beskriver frodige oaser.

/J.W.

Nibe Avis d. 19. oktober.

 Hvis I vil læse mit indlæg tydeligt, så se side 12. Nibe Avis er gratis at læse.

Fra Frederikstorv, Aalborg og Skalskoven, Nibe.

”En slentretur på Memory Lane.”

 

  Omkring midten af 1960´erne startede vi en ungdomsavis. Jørgen fra Enggården i Nibe, Svend fra Lundbæk, kendt som sanger i gruppen The Sunny Sides, og undertegnede. Vi kaldte avisen Teen Times. Den nåede dog vist kun at udkomme i et enkelt oplag, måske to, før vi gav op. Det var Fjerritslev Avis, der trykte den for os.

  Mælkepoppen, på Frederikstorv i Aalborg, var en slags base for os. Her optrådte en del kendte navne. Vi besluttede at arrangere en koncert her og hyrede, så vidt jeg husker, Brian Poole and the Tremeloes. Billetsalget gik strygende, og vi glædede os.

  Dagen før koncerten fik vi afbud fra manageren, som lovede os et andet band i stedet. ”I bliver ikke skuffede,” bedyrede han os. Gruppen var helt ukendt, og vi var meget urolige.

  Da de begyndte at synge og spille, var vi begejstrede. Vi havde ikke hørt noget lignende før. Salen kogte næsten over ved denne musik, og vi glemte helt skuffelsen over afbuddet fra Brian.

  Det var vistnok debuten i Danmark for The Red Squares, og siden røg de til tops.

  Vi fortsatte dog heller ikke med at arrangere koncerter, for så meget andet trængte sig hele tiden på i de år.

  Sammen med to andre, Erik, også fra Enggården i Nibe, og Ole fra Aalborg, kaldet Rock Ole, som vi lærte at kende, fordi hans forældre havde sommerhus i Sebbersund, startede vi en Shadows-inspireret guitargruppe med lånte trommeslagere, henholdsvis Thorvald og Preben. Vi nåede at spille til Matine i Skalpavillonen. Denne gruppe kaldte vi The Meadlers, og vi var, i kort tid, en lille del af kernen i musiklivet i Danmarks Liverpool, Nibe. På samme tid som The Five Katonians, The Bobbies, El Cubana, Bongoes, som vist hed The Bongo Boys dengang, og andre.

   En spændende tid var det med lyse ideer på gaflen, bajere og spejlæg på sukkerristet franskbrød… midt om natten.

/J.W.