”Hvad er meningen med tilværelsen,”” spurgte en lille Bellis en noget større Bellis, som stod nærved. Egentlig stod den så tæt på, at det kunne føles pinligt, hvis man både var nærtagende og havde behov for at være sig selv en gang imellem.
”Og hvad er så meningen med at spørge om det,” svarede den lidt større Bellis.
”Det er ikke for at blive nærgående, men tænker du aldrig over, hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen, bare et øjeblik, en gang imellem?”
”Nope, for jeg går ingen steder, og så vidt jeg ved, har jeg altid stået, hvor jeg står nu. Det er mit ståsted, og jeg nyder hvert øjeblik. I unge blomster tænker sådan nogle tanker, fordi I er rodløse! Meen… jeg har da hørt lidt… fra Daisy, en Bellis som ikke er her mere. Den blev brutalt bortrykket af en komule, så der kun var en kvart stilk tilbage.”
”Hvad fortalte den,” spurgte den lille Bellis ivrigt?
”At vi oprindeligt er stjerner, og altså er kommet fra stjernerne. Prøv selv at se op på nattehimlen engang, hvis du kan holde dig vågen. Der vil du se tusinde, frydefulde stjerner, som ligner os. Vi bliver jævnligt sendt til jorden som stjerneskud. Vi tilhører jo egentlig også en meget, meget fin orden som hedder Asterales, og familien, som sådan, hedder Asteraceae. Så vidt, så godt. Jeg vil dog ikke fare af sted med en halv vind og siger hellere: Ved jorden at blive, det tjener os bedst… selv om det lyder lidt jordbunden. Men jeg står jo også, så at sige, med begge ben plantet solidt i den danske muld og løber ikke gerne med rygter.”
Den lille Bellis sagde henført: ”Lige nu drømmer jeg om at blive flettet ind i en af de blomsterkranse, Elverpigerne bærer. Det må da være meget finere end at ende sine dage i en komave.”
/J.W.
