onsdag den 5. oktober 2011

Byttedyr viser jo ikke klør.

De fleste mennesker bliver på et eller flere tidspunkter udsat for at miste nogen der står deres hjerte nær. Det kan føles som amputation. Hænderne griber hjælpeløst ud i luften i afmagt for ligesom at trække tiden tilbage til før tabet.

Der opstår et sammensurium af fornægtelse og håb om, at det hele er et mareridt, man snart vågner op af, og at alt er som før.

Men naturen forekommer ubønhørlig og svarer tilsyneladende ikke på hjerternes nødskrig. Afstanden i tid som uendelig langsomt øges har lidt indbygget nåde i sit væsen. Og da tid er et af naturens medfødte illusionsnumre, kan dette fænomen vække en undren… som har styrke i sig.

Også andre hjælpekilder aktiveres under sorg og savn, men de kan være vanskelige at definere. Et kinesisk ordsprog siger: Hellere tænde et lille lys end at forbande mørket….. og det kan have sin virkning, når vinden har lagt sig lidt, så flammen ikke blæser ud.

Det siges, at tiden læger alle sår. Nogle sår efterlader ar, andre gør ikke, men naturen er en streng læremester. Nogle bukker under for dens tyranni, nogle forkrøbles og andre styrkes på længere sigt.
Det siges også at smerte og sorg er berøring af en engels hånd, som stille fører den forpinte sjæl til visdom og fred. Gode råd kan sjældent bruges til noget, men føles undertiden provokerende. Kun det, som langsomt vokser frem fra ens indre, rummer mulighed for forsoning med skæbnen, som lidt efter lidt forvandler sig fra at være et glubende rovdyr til at blive en smuk sangfugl.

Set udefra kan en person, som lider af sorg og savn, virke lidt komisk, hvis man kender omstændighederne. For den som har mistet et elsket barn, en søskende, en  mor eller en far er det let at føle sympati med, men sorgen og savnet efter tabet af en formue, eller en død undulat på bunden af fugleburet kan nok få en og anden til at trække på smilebåndet. Dog kan ingen vurdere, hvor meget tingene betyder for andre, fordi hjerterne selv vurderer, hvad der betyder noget, og hvor meget det betyder.

lørdag den 17. september 2011

Det er altid for sent…

   -at gøre noget om som er sket. Selv om man ville give alt for at kunne ændre det. Man indser, hvad man kunne have gjort, og lider forfærdeligt over ikke at have gjort det, -og det er fair nok. Men sket er sket.

DET ER ALDRIG FOR SENT…
-at lære af sine erfaringer og undgå at gøre de ting som fører til det, man ikke vil have skal ske.

tirsdag den 30. august 2011

Om det kan betale sig at elske?...

Jeg var ved at rydde op og fandt en gulnet lap papir. Min forlængst afdøde far havde skrevet på den med fyldepen. Men om det er hans egne ord, eller om ordene er citeret efter hukommelsen, ved jeg ikke. Jeg synes dog, at de er værd at bringe frem… Måske er der nogen som kender dem:

To som elsker hinanden, kan gøre hinanden mere ondt end selv de argeste fjender i verden rundt. Men to som elsker hinanden, kan læge de dybeste sår ved blot at se på hinanden og glatte hinandens hår.

Hvad her du elsker ejes kun på borg -på uvis tid. Så er naturens orden, og vil du være fri for savn og sorg, så må du intet elske her på jorden. Men sorgen er en engels dunkle hånd som lutrer, hvad dig jordisk kært er vorden, og leder mod det evige din ånd.

Så derfor skal du elske her på jorden.

søndag den 5. juni 2011

Ånden i flasken

Alkohol benævnes også som vinånd. Når ånden slippes løs, går det aldrig upåagtet hen. Mange mennesker trives med åndens velsignelser, mens andre lider under dem.

Hos nogle er den ansat som tjener….. hos andre som herre, og det kan den ikke administrere. For den har det som hunde: Et velafrettet eksemplar adlyder sin herre og kan gå uden snor. Er den ikke opdraget, kan den gå agurk og rasere alt og alle.

Men det er måske ikke så meget vinånden, som den der byder den op til dans, man skal tænke på. Vinånden lader sig gerne føre af en god danser, mens en elendig danser i stedet bliver forført.

Og så er det måske bedre at sætte den bag lås og slå end at inklinere.

Din skål!

søndag den 29. maj 2011

Agurketid?

  En veltilberedt ribbenssteg, nye danske kartofler, en smagfuld brun sovs (godt varm), og frisk hjemmelavet agurkesalat. Så kan man godt for en stund glemme, at sommeren lader vente på sig…

fredag den 11. februar 2011

Tramp ved Helgoland 1864.

Fregatten Jylland kunne ikke gå langt nok ind mod kysten, når den behøvede forsyninger, og der ikke lige var en egnet havn i nærheden. Så sendte man en ‘kadrejer’ ud med de bestilte varer.
Det var i øvrigt vores første sejlskib, som også var forsynet med motor, hvilket gjorde det overlegent, hvad manøvredygtighed angik.
I Slaget Ved Helgoland 1864 fik grev Tramp sit ene ben skudt over. Benstumpen blev dyppet i kogende tjære for at lukke såret og standse blødningen. Senere fik han et primitivt træben.
Greven døde på Niels Sandborgs loft i Sebbersund, hvor han blev plejet til det allersidste. Han boede i sine velmagtsdage på Kyø Slot, som ligger i en skov ikke langt fra Sebber kirke og Sebberkloster.
Maleriet er lavet efter et kalenderblad fra Skagens Museum.


DSC00476.jpg