Der opstår et sammensurium af fornægtelse og håb om, at det hele er et mareridt, man snart vågner op af, og at alt er som før.
Men naturen forekommer ubønhørlig og svarer tilsyneladende ikke på hjerternes nødskrig. Afstanden i tid som uendelig langsomt øges har lidt indbygget nåde i sit væsen. Og da tid er et af naturens medfødte illusionsnumre, kan dette fænomen vække en undren… som har styrke i sig.
Også andre hjælpekilder aktiveres under sorg og savn, men de kan være vanskelige at definere. Et kinesisk ordsprog siger: Hellere tænde et lille lys end at forbande mørket….. og det kan have sin virkning, når vinden har lagt sig lidt, så flammen ikke blæser ud.
Det siges, at tiden læger alle sår. Nogle sår efterlader ar, andre gør ikke, men naturen er en streng læremester. Nogle bukker under for dens tyranni, nogle forkrøbles og andre styrkes på længere sigt.
Det siges også at smerte og sorg er berøring af en engels hånd, som stille fører den forpinte sjæl til visdom og fred. Gode råd kan sjældent bruges til noget, men føles undertiden provokerende. Kun det, som langsomt vokser frem fra ens indre, rummer mulighed for forsoning med skæbnen, som lidt efter lidt forvandler sig fra at være et glubende rovdyr til at blive en smuk sangfugl.
Set udefra kan en person, som lider af sorg og savn, virke lidt komisk, hvis man kender omstændighederne. For den som har mistet et elsket barn, en søskende, en mor eller en far er det let at føle sympati med, men sorgen og savnet efter tabet af en formue, eller en død undulat på bunden af fugleburet kan nok få en og anden til at trække på smilebåndet. Dog kan ingen vurdere, hvor meget tingene betyder for andre, fordi hjerterne selv vurderer, hvad der betyder noget, og hvor meget det betyder.
