FELICIA.

 

Felicia havde været kæreste med Klitnissen. Det holdt dog ikke, for da han opdagede, at hun var hul i ryggen, som elverpiger jo er, pakkede han sine sydfrugter og tiltrådte et embede i Affenrade som øverste politimyndighed for nisser og andet godtfolk sammen med sin terrængående albinoræv, White Christmas, som han kaldte WC.

Elverpigen Felicia havde lært at sætte pris på det nordjyske klitlandskab med det vidunderlige, brusende hav, som altid akkompagnerede de skønne synsindtryk, og blev boende i området. Man kunne møde hende tidligt om morgenen, når hun tog bad i brændingen, og flere turister var besvimede, når de havde set hende løbe forbi, straks de opdagede, at hun var hul i ryggen. Det lignede jo ikke noget acceptabelt, men forekom ganske fornuftsstridigt, og hjernen valgte så at kortslutte med et fingerknips.

Det morede Felicia, da det for hende var skinbarligt naturligt. Hun kunne finde på at danse sig tør på toppen af en klit, og nogle tyske turister, som havde overværet dette, var aldrig kommet hjem igen. For så man Felicia danse, i noget der kunne forekomme som en times tid, var der måske gået et par hundrede år, og det var slet ikke til at håndtere. Så nogle regninger for sommerhusleje og hotelophold blev jo aldrig betalte, og man fandt heller aldrig de turister, som havde overværet dansen. Måske fordi de var røget ind i en tidslomme, eller andet. Det er i hvert fald, indtil videre, ganske uforklarligt, for både PET, FET, det almindelige Politi, CF i Thisted, Vendsyssel Tidende, Frankfurter Allgemeine, Nibe Avis, Bjesken og Skalk.

Men forstod man at lytte til de nyligt udsprungne hybenrosers hvisken ved skumringstiden, kunne man få en vis forståelse for, hvordan ting og sager hang sammen som, ja lad os sige, marehalm.

 

/J.W.

 

Sebbersund og stegte ål.

 

Står man på bjerget i Sebbersund og kigger ud over byen kommer man let til at tænke på dengang Sebbersund var en driftig by. Der var mange fuldtids fiskere, som placerede steg og ruser såvel i bredningen, med kirken og Sebberkloster som baggrund, som på Nibe Siden og ud mod Valsted og endnu videre.

 

Der var mange forretninger i byen. F.eks. Brugsen, Købmanden, Slagteren, Kiosken, Bageren, Kroen og Røgeren samt en Snedker og en Frisørsalon for både damer og herrer. 

Mange spiste stegte ål hos Bageren, som havde en pavillon der hed Sølyst, og på kroen, og folk kom langvejs fra, fordi begge steder var anerkendte for kvalitet, og der var aldrig mangel på frisk fisk.

 

Nu er der ingen forretninger mere, så indbyggerne køber ind i Nibe, hvor man kan få stort set alt. Men byen er alligevel attraktiv, hvilket tydeligt fremgår af de mange ny- og ombygninger, og sommerhusene er efterspurgte. Også Kultur Brugsen er et fint aktiv i det smukke område.

 

/J.W.

 

 

Konfirmationstid.

 

 

Mange konfirmander og konfirmandinder ”springer ud” i denne skønne forårstid.

 

Man siger ikke ”konfirmandinder” så ofte mere. Man bruger den generelle betegnelse ”konfirmander” om begge køn. Nørder man lidt i det, bliver man opmærksom på, at der jo heller ikke er noget der hedder ”mandinder.”

 

Og konfirmand i flertal hedder ikke ”konfirmænd” men konfirmander.

 

Nok om det. For mange unge er det en dejlig tid. Teenageårene står i fuldt flor og voksenlivet lokker forude.  For kørelærere er nye kunder indstillede til ”snart” at kunne sætte sig bag rattet. Mange af de nye bilister lærer ikke, hvad en kobling til gearskifte er, da elbiler med automatgear tager mere og mere over.

 

Jeg hørte for nylig en udtalelse om, at biler ikke mere er biler, som sådan, men nærmere computere på fire hjul.

 

Men konfirmanderne tænker nok mere på deres nye konfirmationstøj, festerne, gaverne og ”blå mandag.”

 

Hjertelig Tillykke.

 

/JW.

 

JULEØL.

 

”Jeg er ved at brygge juleøl.” Nissens små hænder arbejdede målbevidst og energisk. ”Nisseøl er godt, men min juleøl er bedre.”

”At du kan.” Fie betragtede ham beundrende. ”Hvordan ved du, hvad der skal i?”

”Jeg føler mig frem.” Nissen så vigtig ud. ”Jeg har det på fornemmeren. Den bliver ikke helt ens hver gang, for jeg kan aldrig huske opskriften. Kun det grundlæggende. Men hvis jeg ikke tilføjer lidt ”føler mig frem,” bliver den trist.”

”Sikken masse ting du har samlet i skoven.”

”Ja, der skal hakkede grangrene i, gæret mos, grankoglefrø, kanel, knust bøgebark og pressede bær fra misteltenen. I år vil jeg ”føle mig frem” med kandiseret kærlighed og stødt julestemning. Det giver sikkert det sidste uden alt for meget føleri, hvis du forstår, hvad jeg mener. For ingen må føle sig stødt. Det hele kommer i en vinballon, som placeres langt inde i den forladte rævegrav, og efter cirkus fjorten dage og nætter, bliver det siet i min vadmelsvest. Så mangler det bare at blive klaret, og jeg har et par flasker opklaring, jeg samlede mellem de to sidste gråvejrsperioder.”

”Hvordan får du brus i og skum på, for det plejer der at være?”

”Det kommer fra havet. Jeg henter det mellem Saltum og Skagen, når stormene raser om efteråret. Det tager altid nogle dage, fordi jeg samtidig besøger klitnisserne der. Og jeg kan ikke besøge dem uden at smage grundigt på deres Vesterhavsbrænding, fordi jeg ikke vil såre dem. Den er de gevaldigt stolte af. Men min juleøl siger dem ikke noget. Den passer ikke til tørrede isinger, siger de. Og det tror jeg, de har ret i.”

/J.W.

 

En lille nisse rejste.

Klitnissen var blevet ansat som øverste politimyndighed for nisser og andet godtfolk i Nibe efter at være rejst fra Affenrade, hvor han havde ”virket” i et par årtier. Han fandt ud af, hvor og hvordan han skulle ansøge om embedet efter at have spurgt i et avertissement i Nibe Avis. Han blev dog ikke bevilget en sherifstjerne med NIBE indgraveret, men en behjertet borger i Tyvedalen tilbød ham en forgyldt plasticstjerne, han havde gemt i mange år. Han havde fået den i julegave, efter at have trykt næsen flad på Nina Hjorts udstillingsrude.

 

Klitnissen var dog glad for den alligevel og tænkte: ”En sherifstjerne ER dog en sherifstjerne.” Nu kunne han holde den frem i strakt arm, når han på sin terrængående albinoræv eftersatte en mistænkt.

 

Han var blevet bekendt med, at såvel Skalnisserne som Sebbernisserne havde en årlig kontrovers, når julen nærmede sig. De havde svært ved at blive enige om, hvorvidt julefesten skulle fejres på Skt. Nikolaj bjerg i Sebbersund eller i Skalskoven. Der var en som foreslog, de kunne fejre julefesten i Lundbæk, som lå midt mellem begge byer. Det afviste han dog blankt, da han frygtede, det kunne afstedkomme en midtvejskrise. Der var jo også tid nok endnu til at finde en mindelig løsning. Først ville han gå i arkiverne for at undersøge, hvordan de legendariske politibetjente ”Krebsen og Stæren,” som Nibes Kling og Klang (fra Pippi Langstrømpe), i deres tid havde grebet sagen an, hvis de havde været involverede i den slags. De var anerkendte som fornuftige betjente, der tænkte sig godt og vel om.

 

”Kommer tid kommer råd,” plejede de at sige. Og nu Klitnissen havde fået både asyl og embede i Nibe, ville han prøve at tage ved lære af fortidens synder.

/JW.

Farvel og tobak.

 

”Hvor mange år er du egentlig? Ja, jeg spørger ikke af nysgerrighed, kun af interesse.”

”Det forstås. Sådan har man det jo.”

”Jeg kan sige så meget, at mens jeg voksede op, var alle nye biler forsynede med askebægre og lightere. Der var også askebægre på ryggene af sæderne i busserne, og i lægens konsultationsrum stod der askebægre. På natbordene i sygehusene var der både radio og askebægre.”

”Det lyder som om, alle var rygere dengang?

”Det var det mest almindelige. Men mobiltelefoner, computere, ja det digitale univers i det hele taget, var ikke opfundet.

Begrænsningerne lå mest i fantasien. Tog man på ferie sydpå, kunne man frit købe ferietabletter på apoteket. Mon ikke det var kokain? Man kunne i hvert fald holde sig vågen længe. Man kunne også frit købe cannabisolie, som apotekerne selv fremstillede økologisk.”

”Så var der sikkert mange narkomaner dengang.”

”Nej, der var stort set ingen. De fleste tog selv ansvaret for deres handlinger, og ingen frygtede, almindeligvis, at gå alene hjem en sen aften efter en bytur.”

”Er der ingen lighedspunkter fra dengang til nu?”

”Jo, mobning i skolen var på samme niveau som i dag. Men knivstikkeri fandtes stort set ikke. Og skulle der være slagsmå, var det mere eller mindre aftalt. Man fik tid til at lægge sin jakke, inden man gik i gang. Sådan lidt gentlemanagtigt, kan man vel sige.”

”Der var sikkert mange flere, der fik kræft dengang med alle de uvaner og måske ofte på grund af rygning?”

”Der har vist aldrig været så mange der får kræft som i dag. Eller også opdagede man det bare ikke dengang. Man var heller ikke så gode til at holde mennesker kunstigt i live som nu.”

”Har det noget med tobak, ferietabletter og cannabisolie at gøre?”

”Det tror jeg ikke, jeg kan i hvert fald ikke spore oprindelsen til de forskelle, man erfarer. Men ADHD, PTSD og mange andre definitioner, var ikke ”opfundet” dengang, og elever kunne ikke finde på at overfalde en lærer. Men læreren måtte godt give en elev ”en på potten,” hvis eleven saboterede undervisningen.”

”Hvorfor mon der er så mange unge mennesker, der lider af angst og depression i dag?”

”Det er et godt spørgsmål. Måske er alt gået for hurtigt. Der er et gammelt ord, blandt mange andre kloge gamle ord, der siger: Tøv nu lidt mens du trækker vejret. Det er ikke sikkert, den er meget længere.”

Tendenser skifter hurtigere og hurtigere. Det er f.eks. længe siden karlene på gårdene fik et par nye træsko og et nyt job, ved skiftedag, som d. 1. november engang blev kaldt.

/JW

 

 

 

Med Lov Skal Land Bygges.

 

 

Klitnissen, som var øverste politimyndighed i Affenrade og omegn for nisser og andet godtfolk, nærmede sig pensionsalderen. Han ville dog gerne fortsætte med sit arbejde nogle år endnu, men var ved at køre træt af de evindelige småskærmydsler i området.

 

I sine yngre dage havde han besøgt Nibe, og det var en by han fik et godt øje til. Han havde hørt, at politistationen var blevet nedlagt, siden hans besøg, og det forekom ham lidt trist. Han huskede tydeligt, han stod ved telefonboksen på torvet og læste med ærbødighed ordene der stod øverst på bygningen, som nu hed Tinghuset: Med Lov Skal Land Bygges. Gode ord lige efter hans hjerte.

 

Han tænkte: ”Hvis jeg nu ansøgte om embede i Nibe, som øverste politimyndighed for nisser og andet godtfolk, kunne jeg slå mig ned i Skalskoven med min terrængående albinoræv, hvorfra vi kunne styre alle ulovlige omstændigheder, kunne jeg måske erhverve en sherifstjerne med Nibe indgraveret, og bekomme en rimelig apanage.”

 Ja, hvo intet vover intet vinder. Nu må jeg lige i første omgang finde ud af, hvem jeg skal sende ansøgningen til. Jeg kunne jo sætte et avertissement i Nibe Avis, og så tage den derfra. Det bliver spændende, og jeg ser allerede frem til den første eftersætnig i området, nu juletiden nærmer sig.

 

/JW.