Moder Fjord.

Du var et kærligt favntag gennem hele barndommen. Du omkransede næsten landsbyen og var til at få øje på, ligegyldigt hvor vi befandt os. Du var lydløs, og du var brusende, alt efter hvilket humør du var i. Som om du havde en aftale med vinden. Du smilede udfordrende, når du viste tænder, og du smilede som en ammende moder, når du var blikstille, og spejlede horisontens landskaber så de stod på hovedet i dig.

Når solen glitrede i dine dovne krusninger, var alt godt.

Steg med garn under vandet (steg, er de pæle, som er tilspidsede med en bugthøvl i den ene ende, og som bliver ‘banket’ ned i fjordbunden. De bærer ruserne) stak målrettede op og viste fiskerne, hvor fiskene skulle hentes tidligt om morgenen, og motorbådene, kajakkerne og en del koge, som var gode til at fragte steg i, bar du trygt og sikkert på din overflade.

Fordi du altid var der, kunne mange af børnene svømme, før de blev otte. Det tænkte de ikke så meget over, det var bare en selvfølge. Og ål, skrubber, en ørred iblandt, krabber i overflod og forskellige slags helt små fisk, levede i travle samfund under din overflade.
På overfladen skiftede du udseende som vinden blæste, men du var ikke overfladisk. Du havde store dybder, som forekom uudgrundelige. Ved kysterne tillod du børnene at soppe og rode i tangen, hvor de fangede de forskellige miniaturefisk i syltetøjsglas.

Om vinteren lærte du børnene at skøjte. For dit smil stivnede, når kulden bed sig fast. Så kunne du bære meget og gjorde det også.

Du er der endnu og nynner den samme melodi som dengang. Børnene er blevet gamle mennesker, husene i landsbyen er delvist ændrede og nye er kommet til. Kun nogle af de gamle træer findes endnu, mange er nyere generationer.

Også helt nye mennesker er kommet til, mennesker som ikke kendte dig, som du var. Men de lærer dig efterhånden at kende, som du er, og du har tilsyneladende ikke forandret dig det mindste.

De nye generationer bader ikke i det samme vand, som vi badede i, selv om det kunne se sådan ud. For selv om du ligner dig selv på overfladen, har du fornyet dig så mange gange, man skulle tro, det var løgn, for i en levende fjord kan man ikke bade i nøjagtigt det samme vand mere end én gang.

Det skal skrives.

“Et kvart pund kaffe og en Danmarks.”

Hans mor havde pakket nogle mønter sammen i et stykke papir, som han knugede ansvarsbevidst i sin hånd. Han vidste godt, at det var vigtigt at føre dem sikkert frem til uddeleren i Brugsen. Han var en halv snes år og kunne sagtens sendes i Brugsen. Forsynet med tilstrækkeligt mange  rationeringsmærker som stadig var nødvendige ved køb af bestemte varer.

Det var spændende at bringe især Danmarks´en hjem, da den indeholdt kulørte billeder, man kunne samle på og bytte med. Glansbilleder var også dybt interessante. Og påklædningsdukker. Dem kunne mindre drenge godt have fornøjelse af, selv om glansbillederne nok var mere spændende. Især fordi man kunne lægge dem ind i et regnehæfte, hvor siderne var foldede til halv størrelse på højkant. Glansbillederne var så gemte hist og her, og man skiftedes til at trække hos hinanden. Man slog ned et sted og håbede, der var gevinst: Et glansbillede i en fold… eller måske ingenting. På denne spændende måde skiftede glansbillederne ejere, og man var meget fokuserede, mens det stod på.

Uddeleren malede kaffen og fandt behændigt en pakke Danmarks frem.

Ofte havde man ikke penge med. Man sagde blot: “Det skal skrives,” og havde man overholdt sine tidligere forpligtigelser, var det intet problem. Man optjente også Dividende.

Næste kunde skulle have bi-sut-ids. Uddeleren vidste godt, hvad damen mente. Hun ville ikke sige biscuits, da det lød helt forkert og nærmest fornærmende i hendes ører, og det engelske sprog havde hun intet forhold til. Det var ikke til hverdag, man købte fabriksfremstillede småkager, så hun skulle nok have fremmede til kaffe.

Købte man havregryn, åbnede uddeleren eller kommissen en skuffe og skovlede grynene i en pose som blev sat på vægten. Havregryn, sukker, mel og andet opbevaredes i sække ude på lageret, hvorfra man fyldte skufferne i “købmandsdisken.” Det hændte mellem år og dag, at uddeleren gav en lille sort lakridsflyvemaskine oven i handelen. Det var stort og meget attraktivt, for slik hang ikke på træerne. Man måtte generelt set nøjes med sunde ting som frugt, gulerødder, ærter o.s.v., så fabriksfremstillede ting var i høj kurs. Det var billigst at fremstille maden fra grunden, så det gjorde man. Fra jord til bord og fra fjord til bord. Alle havde en have, hvor man dyrkede efter behov. Det er derfor man som ældre synes, at nye danske kartofler fra supermarkedet ikke har den smag, man husker de havde. Det samme gælder jordbær og meget andet. Smag og dufte er noget man husker!

Mange havde også et lille udhus, hvor der var lavet plads til en gris. Den aftog med glæde og smaskende god appetit det meste af køkkenaffaldet og trivedes godt. Men næste jul oplevede den aldrig. Hjemmeslagteren kom i god tid inden jul, bandt grisens ben sammen og lagde den sideværts på et trug, hvorefter han stak den i halsen, så blodet sprøjtede ud. Husmoderen stod klar med en spand og noget at røre med. Blodet løb direkte ned i spanden, mens det blev omhyggeligt omrørt. Mange husker sikkert grisenes hyl som kunne høres over hele byen. Mest mens de blev bundet og lagt på truget. Senere blev de hængt op på en stige, hvorfra de blev sprættet op og udstykket.

I de år spiste man ting, som man sjældent eller aldrig ser i dag såsom grisetæer, grisehaler, blodpølse m.m. Og så kunne julen godt komme an.

Lyden af stilhed.

The sound of silence.

Er det lyden af blodets susen

i ørenes fine blodkar,

lyde som kan forstærkes

med en konkylie?

Kan måske minde om

en æterisk udgave af evig brusen

fra et fjerntliggende hav.

En gennemtrængende,

men ikke påtrængende,

venlig, blid, beroligende og

allestedsnærværende

lyd af stilhed.

Var der nogen der så det?

”Hej du gamle, sig mig, hvorfor har du nu anskaffet dig syvmilestøvler? Du er ikke ligefrem kendt for at slide fodtøj op. Bliv dog ved din læst, lav ikke om på den farve som måner bør have, og hold dig til din bane mand, dit tempo og dine egne cirkler, som du plejer.”

”Jamen det har jeg så heller ikke, altså anskaffet mig syvmilestøvler, men jeg tror godt, jeg ved, hvorfor du tror det. Du synes, jeg er blevet hurtigere, og at der går kortere og kortere tid mellem, jeg er fuld. Som om jeg er ny den ene dag, halvfuld den næste og fuld den næst næste. Men det er bare fordi du er blevet gamlere, og så føles det, som om tiden accelererer. Mit tempo har, stort set, ikke forandret sig siden tidernes morgen.”

”Du er et af de ganske få væsner, jeg kender, der bliver smukkere og smukkere, jo mere fuld du bliver.”

”Tak du. Ja jeg ved det, og så er jeg oven i købet dragene. Men jeg er ikke rusafhængig, bare for at få det på plads Jeg har slet ikke behov for at blive båret. Jeg bærer med smil mine egne byrder med mit helt eget karakteristiske, og vel også uudgrundelige, ansigtsudtryk. Mellem os to sagt kan jeg afsløre, at Leonardo… du ved, blev inspireret til Mona Lisas smil af mig. Men jeg har altså også en mørk side, som jeg dog holder for mig selv, for jeg vil helst vise mig fra min mest tiltalende side. Sådan har vi det vel alle sammen, ikkesandt?

Somme tider er jeg ikke at se, man må jo også spare på lyset, så jeg holder mine månedlige spareøvelser, men ellers er jeg et lysende eksempel på solens ødselhed. Måske kan man sige, at jeg pynter mig med lånte fjer, men det er alligevel ikke helt fair at sige, at jeg er pyntet, når jeg er fuld. Jeg er, som jeg er, og vær du glad for det.”

For ovenover alting...

På herrens mark kan man også plukke blomster.

Floden Styx.

Når man ror over denne flod og går i land, er hukommelsen blevet slettet. Man må stort set begynde forfra i en ny verden.
Billedligt talt kan man måske sige, at næsten alt er smidt i papirkurven, og hardwaren er tilintetgjort, eller omdannet og genanvendt.

Et sted på nettet findes det hele dog. Men det er svært at finde, og det er nok også hensigtsmæssigt sådan. For den nye harddisk kan ikke rumme det hele – på een gang.

Men nettet kan.

Har englevinger fjer?

Digteren kan skrive en sang, så den får vinger. Frygten giver vinger, mener vikingerne i en Asterix-historie. Flyv ikke højere end vingerne kan bære. På et skema vinger man af, når et punkt er udført. Bevingede ord med historiske vingesus. Bred dine vinger ud og syng en sang om frihed.

Hvor mange digtere har ikke udtrykt sig med en tilskåret gåsefjer, dyppet i blæk… mens de samtidig havde en lille fjer på?

Vinger er ikke til at undvære , i den ene eller anden betydning, og nogle bliver endog lovet englevinger.

Unge mennesker skal ud og have luft under vingerne, når de er flyvefærdige. Ingen stækkede vinger her. Men heller ingen overdrivelser, for så kommer der let fem høns ud af én fjer.

Stor, større, størst = god, bedre, bedst?

Mange fusioneringer sker formentlig med ovenstående tanker for øje, og nu sker det også på galaktisk niveau. Bestyrelserne i de to, i forvejen store selskaber, Andromeda og Mælkevejen har besluttet at fusionere. Ingen fra galakserne har udsendt pressemeddelelser endnu, men vor opsendte medarbejder, Hubble, har været i stand til at afsløre planerne.

Det sker dog hverken i morgen eller i næste uge, men om ca. 4 milliarder år, og gennemførelsen ventes at tage yderligere et par milliarder år.

Fusionen ser ikke ud til at ville koste arbejdspladser, idet alle de involverede stjerner vil glide ind mellem hinanden i god ro og orden. Der er nemlig rigelig med plads eller pladser, men der kan dog blive tale om nogle mindre omrokeringer.

Det må vise sig, om fusioneringen vil føre til udvikling af nye produkter og ideer, så alle aktionærerne kan blive glade og tilfredse.

Løfter og bærer.

Løfter i flok.

Løfter holdes og bæres,

hvis de kan holde og er bærbare.

Måske skulle vi holde løfter for os selv .

Ved giftermål afgives løfter.

Gift betyder gave på engelsk

og gift på dansk.

Det er vel OK at sige godt gift?

Eller god gift?

Joh, hvis giften virker godt.

Gyldne løfter er nok gyldne,

men sjældent bærbare.

At gøre noget er næsten altid bedre

end at love at gøre det.

Det løfter.

Hellere eet gram praksis

end tusind gram teori.

Det er en teori som holder i praksis.