Nytårsaften.

(Observeret fra børnehøjde, hvor der som regel er sodavand

med isterninger og sugerør i glasset):

Tommeltot, Slikkepot og Langemand greb om glassets stilk,

løftede glasset fra dugen og hvirvlede vinen dovent rundt.

Bouqeen nåede næsen, som planlagt, og forberedte tungen

på en behagelig oplevelse.

Guldebrand fulgte nu de andre tre

for ligesom at understøtte deres forehavende,

mens Lille Peter Spillemand, som sædvanligt ved lignende sessioner, blev holdt lidt udenfor. Det udtrykte nemlig en vis stil,

og spillemanden tog det da også med et smil.

Glassene klinkedes på kryds og tværs, mens ordene: Godt Nytår

svævede hen over det festligt dækkede bord.

"Nitten."

Nu er det lige før, vi runder et skarpt hjørne… igen.

Året har fødselsdag og bliver nitten. (Sådan lidt forenklet sagt).

Stadig teenager med bløde affjedringer og blide kurver.

GODT NYTÅR.

Tid igen.

Nu er dagene begyndt at længes. Først efter forår, herefter sommer og når Skt. Hans er indviet, trækker de sig gradvist ind i sig selv igen. Den tid, den …. (ja, hvad man nu end måtte synes.)

Dagenes længde øges, men i starten mærker man det næppe. Der accelereres dog, og pludselig går det op for en, at det vistnok gik lidt for hurtigt. I hvert fald hurtigere end det føltes, lige mens det skete.

Så er det bare op på hesten igen og samle opmærksomheden om, og i, nu´et, som måske blev lidt overset i farten, selv om det er det eneste virkelige.

/J.W.

(Olie på lærred. 30 x 40 cm.)

Tro, håb og kærlighed.

”Nej, ingen komplekser her,” tænkte Orla. ”Det skulle også bare mangle. Men jeg fatter alligevel ikke, der går så lang tid, inden en bette nysselig frøken finder på at kysse mig. Jeg ser jo brandgodt ud, og så er der det specielle ved mig, at jeg er en fortryllet prins. Det burde frøknerne aldrig glemme at huske. Måske tror de bare, den slags er eventyr, men sådan spiller klaveret ikke.”

”Det kunne da være sjovt at opleve at blive forvandlet. Jeg forestiller mig, at kysset udløser et stort, magisk puf med en masse tryllestøv, som jeg så står og børster af mit prinseoutfit, mens frøkenen dåner med et lykkeligt smil på læberne. Hvis de huskede på, at der også følger et halvt kongerige med, ville flere nok tage sig sammen. Nu ser man dem i stedet i Luksusfælden på TV. Ak ja, sikke tider, men håbet er lysegrønt. Lykkes det ikke for mig, søger jeg optagelse i Frømandskorpset.”

”Nåmen foreløbig sætter jeg min lid til den romantiske fuldmåne. Mon ikke den løfter frøknernes amourøse niveauer helt op til det eventyrlige?”

/J.W.

Julestemning (2/2).

Der var kun nogle få håndfulde dage til den tyvende december, 
dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke 
var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. 
Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset 
var brændt pænt ned. Det var let at se, 
hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende 
om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, 
enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. 
Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, 
som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger 
pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var 
egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige 
gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. 
Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede 
på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken 
med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:

”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk 
en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på 
sceneriet, vristede karamellerne fra drengen og smed dem 
ned i sækken igen.

”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, 
Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, 
han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn 
og voksne. Han kigge forbavset på faderen og så nu, 
at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, 
det drejer sig om?”

”Julestemning mig her og julestemning mig der. 
Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. 
Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret 
bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, 
der spærrer for foråret.”

Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra 
den afskyelige julemand.

Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, 
fra sidst i november, og havde, morgen og aften, 
knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd 
og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl. 
Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, 
så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. 
Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, 
hvad det var.

Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede 
at være med til at sprede denne smukke stemning. 
Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets 
annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos 
julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for 
at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. 
Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet 
smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin 
og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter 
efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod 
en lille pige og sagde:

”Vær så artig, ho-ho-ho.”

/J.W.

Julestemning (1/2). (Samme stemning som sidste år).

Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gange var det Kaj Otto, 

lægen sagde ”værsgo” til.

Kaj Otto rejste sig, så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, 
foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af 
i en vådserviet.

”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, 
om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, 
for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. 
Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, 
glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. 
Kan det være noget med mandlerne?”

”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. 
Det har noget med gaflen at gøre.”

”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans 
om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. 
Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, 
spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne importerer dem 
fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, 
stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. 
Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, 
og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet
 morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i 
julestemning senest den tyvende december, så ring igen. 
Men det skal nok virke.”

”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? 
Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. 
Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, 
nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj 
Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:

”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”

/J.W.

Olie på lærred. 40 x 40 cm.

Sådan klares pynten.

Hun laver pynt i denne uge

nu kigger hun på fugle

hun får ideer hun kan bruge

især fra kirkens ugle.

Den lægger ho´det lidt på skrå

og morser med øjenlåg

det er jo lige til at forstå

som læste man i en bog.

Jo himlens fugle ved en del

om både dat og dit

nu vil hun strø lidt hvedemel

og bruge det som hvidt.

For selvom julen bliver grøn

helt uden driver af sne

så bliver julepynten skøn

…bare vent og se.

/J.W.

Drillepind.

Har du set min fyldepen, hvor’ min hue henne?

Hvor mon brevet gemmer sig, jeg sku’ til at sende?
Har du set min ene handske, jeg har kun den anden?
Hvis du også gemmer dig, er jeg helt på spanden.
Gemmer du dig julen ud, bli’r her ganske stille,
nissens pind er vist på spil, han vil gerne drille.

Så får han da ingen grød, det sku’ bare mangle,
han kan få en pebernød og en klovnerangle.
Højt på træets grønne top sætter jeg en stjerne,
nissen kravler hurtigt op, pynten vil han fjerne.
Han kan ikke holde sig, men skal ud og tisse,
falder i en julekurv. “Dygtig lille nisse.”

Gåsen gnækker med sit næb: ”Sådan kan det gå,
når man ikke nærer sig, kan du vel forstå!”