mandag den 21. januar 2019

Fordel...

Duerne holder "beboermøde" her på en af Bonderupgaards tagrygge. De fordeler måske evt. ledige altaner til forårets redebyggeri.


søndag den 20. januar 2019

Dragen der ville være fe.

Han sad på en træstub med ryggen mod dens tvillingetræ, som endnu ikke var blevet fældet, hvilket han håbede på, aldrig ville ske, for dette var et perfekt sted at meditere. Feen mediterede ofte, og selv om han støttede ryggen mod træet, holdt han den alligevel ret, som han havde lært af sin fe-mester på et se-mester, der handlede om meditation i skovens dybe, stille ro.

”Man lærer at indse ved at se indad, og derfor har jeg støbt kuglerne til ordene: Hvad udad tabes, kan indad vindes,” forklarede fe-mesteren. ”Andre tager måske æren for dem, men det gør ikke mig det mindste, jeg er jo mester, og så ville det være pinligt, hvis nogen troede, jeg kerede mig om sligt. Husk det nu.”
Feen koncentrerede sit sind om ét bestemt emne: Paralazer. Han ville udvikle sine evner på det punkt, til han mestrede paralazing fuldt og helt. Med Paralazer, fuldt udviklet, kunne han eliminere den frygtelige drage, der huserede i skoven. Den gjorde, hvad den kunne for at ødelægge dens dybe, stille fred og ro ved at skabe frygt blandt feerne, hvis evner til at kunne gøre sig usynlige den misundte så brændende, man skulle tro der var en kulsvier i nærheden.
Dragen havde de gennem tiderne selv ubevidst skabt. De havde bygget en slags fælles organisation op, som skulle tage sig af både dit og dat, men på et tidspunkt var den vokset til en rigtig drage, de ikke kunne overskue mere, som nu krævede tre levende feer skovlet ind i gabet, hvert kvartal.
Før eller siden ville der ikke være flere feer tilbage, og så ville dragen selv blive til en fe og lade sig fe-tere.
Sådan var dens plan, men den mediterende fe havde andre planer. Når han kunne paralazere, ville han melde sig frivilligt ved det førstkommende kvartals indtræden, gå frem mod dragen, og rette sit nyerhvervede, paralazerende blik direkte midt mellem dens øjne. Den ville blive perplex-fixeret, hvorefter han øjeblikkeligt ville dræbe den ved at drage sit sværd og jage dets hærdede klinge dybt ind i dens forhærdede hjerte. Så ville fortryllelsens mareridt straks blive ophævet.
Alle feerne kunne beholde deres fe-værdighed, og dragen ville blive udstoppet. Herefter kunne de tjene penge på den, ved at annoncere den som se-værdighed.
/J.W.

mandag den 14. januar 2019

Olie på lærred. 25 x 30 cm. sant olie på lærred. 40 x 40 cm.



fredag den 11. januar 2019

Typisk.




Vi mødes måske før eller siden. Vi har jo adgang til
nye horisonter…
ikke bare til tabte horisonter. 

Og vi har adgang til erindring, og fantasier om svundne tider, om gamle kontinenter og kulturer.

Kedsomhed og tryghed ved det kendte,
nysgerrighed efter eller frygt for det ukendte.

Mayas hypnotiske blændværk er undertiden til at tage og føle på...

Runer, Gammel Dansk, Sanskrit og Dødehavsruller.
Cleopatra, som næsten alle kvinder har været i et tidligere liv, studerer Danmarks Riges Krønike samt ugebladet Søndag, køb det mandag,
lærer flervejskommunikation og multitasking og løser krydsord med kuglepen.

Bredbånd med høj hastighed i Pyramidernes
blidt tilspidsede skygger.

Afsky for fejlprogrammerede dræberrobotter
og hungrende, frådende og hensynsløse gidseltagere.

Vintertid… Grøn vinter med blæst, storme og orkaner.
Rædselsslagne sommerhuse ved Vesterhavet er ved at brække sig ud over de forrevne klitter,
som havet æder grådigt af, mens de flankeres af højtidelige skyformationer, som informerer
om både dit og dat.

Kong Vinter svinger sin taktstok over land og vand,
mens bølgerne bruser uendeligt.

Men i morgen danser frøken Forår igen.
Lige nu grubler hun... og spiser dufte til.

/J.W.





torsdag den 10. januar 2019

onsdag den 2. januar 2019

Fra "Slæbestedet" i Sebbersund.

Olie på lærred. 40 x 50 cm.

Ping pong.

En spade er en spade
et digt kan farves blå
med spaden kan man grave
mens ord kan sættes på.
Poeten stikker spaden
dybt i den sorte muld
går under overfladen
og søger efter guld.
Et ping pong spil med muser
bli’r let til ord i farver
mens blodet stille bruser
og spaden lønligt graver.
Dog hvis man kun vil grave
en tomme i sin muld
man nok et bed kan lave
men sjældent finde guld.
/J.W.