”Min livret er insekter,” udbrød Ole Vip, mens hans ivrige hale vippede op og ned, som for at understrege en forbavsende nyhed.
”Vi har sgu da ikke andet på menuen,” svarede Vips og nappede en flue i flugten. ”Det er det samme som at sige, at din livret er mad. Jeg kan tilføje, at nymfer, fluer og natsværmere hører til de delikatesser, jeg sætter mest pris på.”
De sad begge på den samme gren ved et brusende vandløb. En brise holdt grenen vajende, sådan lige tilpas, og morgensolen tittede, som morseglimt, gennem træets lysegrønne forårsblade.
”Bortset fra at der stadig er lidt nattefrost, ind imellem, er her temmelig skønt. Synes du ikke Vips?”
Ole Vip sendte Vips et skråt blik og glippede med øjnene, som kun han kunne. Han vidste af erfaring, at blikket gav pote, men det skulle styres. Overdrev han, krummede Vips tæer. Så blev der lukket for det varme vand en halv times tid, og det havde han ikke tid til. For i april måtte man være på mærkerne.
Efter alle solemærker at dømme, ville deres første kuld prikke hul på skallerne en af dagene. Så måtte man på den igen. Men det var ikke et sisyfosarbejde, selv om det måske kunne se sådan ud udefra. Det var selve meningen med livet. Hverken mere eller mindre. Yderligere reflektioner desangående var uglesete, og religiøse sekter holdt vipstjerterne sig langt fra. Den slags lod man uglen om.
”Sekter for sig og insekter for mig,” kunne de synge tostemmigt. Og det holdt selv præstekraver på afstand. De så i hvert fald aldrig noget til dem.
”Hvad skal vi have til aften, Vips?” Ole Vip havde et skælmsk udtryk i øjnene.
”Natsværmere, fluer og nymfer, plus det løse,” svarede hun. ”Og hvis det ikke er godt nok til hertugen, skal jeg vippe ham af pinden.”
Vips var de væk, som på tælling. Grenen vajede stadig i brisen, og vandløbet kluklo overskudsagtigt.
/J.W.
