Olie på canvas panel. 24 x 30 cm.

Olie/lærred. 20 x 20 cm. + ramme.

Olie/lærred. 22 x 28 cm. incl. ramme.

Olie/lærred. 80 x 60 cm.

Rebild Bakker.

 24 x 30 cm. Olie/lærred.

Silkepæoner.

Olie/masonit. 61 x 61 cm. + Nu m ed ramme .

Længsel.

Mens Solen besøger den anden side af kloden,
holder Månen sit spejl højt, og retter det mod byens tage, træernes kroner, de bølgende landskaber
og de udstrakte have.
Musernes fingre danser virtuost på harpestrenge,
og fra deres læber strømmer frydefulde hymner,
komponeret med ekkooet af århundreders tavse stjerneskud som inspirationskilde.
Spiret på kirken stråler nu som purt guld, og af skæret fra lysende rav ved Længslernes kyster
væves æteriske klædedragter til elskovsdansant
ved Elvernes skovsøer.
Imens udfører tusinde Feer deres magiske ritualer,
som Månen under ingen omstændigheder ville være foruden.
/J.W.

Cowboy.

Olie/masonit. 80 x 60 cm.

"Opvind."

Aurora er navnet på en sommerfugleart. Nordlys kaldes også Aurora, men i det følgende er Aurora morgenrødens gudinde. Kært barn har mange navne.

”Mine fire sønner er alle konfirmerede for længst, og da de holdt blå mandag, blev der stor forvirring på jorden. Men hvad, de skulle da have lov til at more sig denne dag, så jeg blandede mig ikke,” sagde Aurora og smilede stolt.

”At alle fire vinde pustede lidt liv i kloden, blæste jeg da på, for på sin vis var det sjovt, selvom det kostede en masse mennesker og dyr både liv og besiddelser. Hvor der handles, der spildes, og det er ikke en regel, jeg har indført, skulle jeg lige hilse og sige blandt venner. Den stammer fra et par uger før tidernes morgen, hvor jeg ikke engang var født, og jeg siger, som også alle mine aflagte mænd har sagt i dekader, næsten enstemmigt, selv om jeg ikke har haft dem på samme tid:”

”Rigtige venner er som stjerner: Man kan ikke altid se dem, men man ved, de er der.”

Det siger mange mennesker også nu om dage, så man kan vist roligt tilføje, at ordene er slået an, og jeg vil anslå, at det bliver udtalt, eller i det mindste tænkt, flere millioner gange hver evige, eneste dag, så der må være vægtige grunde til det. Broder Sol er ligeglad, for han fordeler altid sol og vind lige, det er nu hans natur, mens søster Måne, som er meget tættere på begivenhederne, holder med os.

Nåmen, både N, S, Ø og V er kommet godt i vej, og selv om de er firlinger, har de alligevel hver deres særpræg. De er alle tilbøjelige til at tage munden for fuld, de kan, so to speak, være lidt storskrydende, men de passer deres arbejde. ”Har man et godt arbejde, må man gøre sig fortjent til at beholde det,” siger de, og det lyder rimeligt i mine, morgenrøde ører.

Ind imellem er der en og anden som keder sig lidt og laver rav i den, men det skaber vel også innovation, så når safterne stiger, og barometerne pludselig falder eksplosivt og uventet, har en af dem sikkert fået en ide, som så straks skal afprøves. Det skal lige tilføjes, at de også har lært at meditere, og det holder menneskebørnene meget af, kan jeg se. Men en medalje har jo både en forside og en bagside, og skal den være præsentabel, bør den pudses på begge sider. Ellers klager både fritidsfiskere og lystfiskere over, at der kommer iltsvind i fjordene.

Så, nej, det er ikke muligt at gøre alle tilpasse i denne verden.

Mit arbejde bliver også, på sæt og vis, misforstået. Når morgenduelige mennesker får øje på mig, siger de ofte: ”Sikke en smuk morgenrøde,” men samtidig er der, fra en anden side, nogen der siger: ”Sikke en smuk solnedgang,” så man kan godt føle sig lidt skizofren, hvis man tager sig af folks betragtninger af én, for jeg er jo konstant, og utrætteligt, i gang med både det ene og det andet. Derfor prøver jeg, så godt jeg kan, at ignorere såvel ros som ris og koncentrerer mig om at gøre det, jeg er bedst til: Nemlig at være lige nøjagtigt, det jeg er, uanset hvad andre mener, jeg er eller bør være.

Det var bare lige det, jeg ville sige. Ha’ en go’ dag. Kram.”

/J.W.

"Thors hammer."

Gedebukkene, Tanngnjost og Tanngrisner, var spændt for vognen, styrkebæltet Megingjord, var renset og poleret, så meget Thor nu gad, og Mjølner sad allerede i bæltet. Han rakte ud efter jernhandskerne, som han kaldte Lamgreipner, og som han ikke ville undvære, da han var ufattelig stærk, når han havde dem på. Og det var værdifuldt, for tilværelsen var fyldt med farer. Når han var rejseklar, var han så absolut ikke til at spøge med, og det vidste jætterne, så de gjorde, alt hvad de kunne for at undgå at komme indenfor Thors synsfelt og hammerens rækkevidde.

Nu for han med rasende fart hen over himlen. Hans to gedebukke sprang, det bedste de havde lært, og i sin højre hånd holdt han Mjølner løftet, klar til at sende lyn og torden ud, så der var harmoni mellem hans tanker og hans frygtindgydende udladninger. Lige nu var han dog veltilpas, for det var morgen for ham, og han havde spist begge gederne i aftes samt nedsvælget passende slurke mjød til, og passende mængder for ham var noget, der lignede et par mellemstore indsøer på jorden. Hverken mere eller mindre. Der var jo hverdag, og så var det rart at holde hovedet koldt og klart, og der var temmelig meget at se til, så længe jætterne var så uregerlige, som de var.

Efter at have gnavet benene rene, efter aftensmåltidet, huskede han at pakke dem ind i gedeskindene igen, så gederne kunne vågne om morgenen i godt humør og ved god huld.

Jætterne tænkte aldrig på, at det eventuelt kunne dreje sig om at leve i fred, fordragelighed og med glæde i hjerterne. Nej, så hellere skræmme folk, bortføre dem og, om muligt, slå dem ihjel. Det gav mening i deres reptilhjerner.

Thor fik øje på en jætte, der lynhurtigt forsøgte at gemme sig bag en sky, som han håbede ville skjule ham for Thors klare, blå øjne, men Thor var hverken naiv eller blåøjet, og sendte et gevaldigt lyn mod ham. Om det ramte eller ej, kunne han ikke se, men han havde givet sat en skræk i livet på ham.

Han gjorde sig dog ingen falske forhåbninger om, at jætten ville blive klog af skade, for jætterne var så indoktrinerede af Nidhug, Fenrisulven, Midgårdsormen, Surt og Udgårdsloke, at de troede, alle andre havde vrangforestillinger. Enhver burde, efter deres mening, vide, at jorden var skabt af Ymirskrop, og hørte de nogen sætte spørgsmålstegn ved det, blev de straks dræbt eller, i de mildeste tilfælde, kom i bad standing, hvilket også var aldeles livsfarligt. På denne måde blev de fri for at tvivle på den børnelærdom, de var blevet indoktrineret i søndagsskolerne i Jotunheim.

Selvom Thors lyn måske ikke ramte jætten, var det et flot syn. Et lyn som Thor godt kunne være stolt af, for han havde været i det rigtige lune. Der kunne nemlig være ret stor forskel på lynene, afhængigt af hans sindstilstand, men når de var så store og flotte, at mange holdt vejret med en blanding af beundring og ærefrygt, havde han en god mavefornemmelse. Og mavefornemmelserne havde han et seriøst forhold til.

Et lille træskib med orange sejl, var på vej fra Gjøl mod Nibe bredning. Familien havde været til søndagsprædiken, med tilhørende kaffe og kage, og det var almindeligt på den tid at sejle, hvis man selv var sømand eller fisker og havde en egnet båd. Det var også meget hurtigere, fordi man, stort set, brugte fugleflugtslinjer i stedt for snoede veje, som måtte følges i trævogne med store, knirkende hjul og trukket af hestespand. Al den hurlumhej der var mellem Thor og jætterne havde fået bølgerne til at danse, og båden måtte følge rytmen, hvad enten den ønskede det eller ej.

Pludselig flængede et kæmpestort lyn himmelen, og en lille dreng udbrød:

”Orv, der revnede himlen. Jeg kunne se ind i Guds tronsal, hvor der var et lys som var meget stærkere end onkels nye staldlygter.”

”Sludder, knægt,” sagde faderen vredt, mens han kæmpede for at holde båden på ret kurs. Han måtte bruge mange kræfter for at dirigere roret formålstjenligt, men han var en erfaren fisker der vidste, hvad han havde med at gøre, og han vidste også, at han måtte være yderst opmærksom og nøjeregnende.

”Nej, min dreng, det er de store spændingsforskelle, der udvikles, når is- og vandpartiklerne bevæger sig op og ned i skyerne og gnider mod hinanden. Disse spændingsforskelle opstår både mellem forskellige steder i skyen og jorden. Det er meget svært, og meget teknisk, at forklare, hvordan skyerne ioniseres, så i det daglige må vi stole på vores barometer.”

Thor havde overhørt ordvekslingen mellem faderen og drengen i båden og forstod den stort set, selvom den var på nydansk, som han dog efterhånden havde et godt kendskab til. Selv ville han ikke forsøge at tale det, for det lød alt for søgt og tøset i hans ører.

Han smilede af faderens forklaring til sønnen og tænkte:

”Utroligt, så overtroiske folk er nu om dage. Nåmen, min mave rumler, det trækker vist op til et stort krus tordenkaffe og en dygtig bid af Sif’s veltilberedte Gede-Jerky.”

/J.W.

Olie/lærred. 20 x 20 cm.

"Terpsichore."

En af de ni muser på besøg ved Vestkysten.

Olie på plade. 26 x 21 cm. Incl. ramme.