Olie på lærred. 30 x 40 cm.

 

Olie på canvas panel. 20,5 x 26,5 cm. incl. ramme.

 

Februar blæst.

 ”Som den vilde vind… sådan er mit sind…”

Noget i den retning sang Four Jacks for mere end et halvt århundrede siden.

Den vilde vind har sine kronede dage for tiden. Den boltrer sig for fri udblæsning og nyder sine vældige kræfter. Pludselig tager den sig en lille lur… og kommer så, lige så pludseligt, tilbage med fornyet styrke. Sådan er dens februar-sind i år, hvilket giver vældige bølgedanse på Limfjorden. Det stimulerer fjordens åndedræt og får den til at føle sig ungdommelig kåd.

/J.W.

Rutine.

  De to søstre fra Sebbersund, Ruth og Tine, elskede at spille Mølle og Dam, især med hinanden. Man kunne fristes til at tænke, at det ville gå hen og blive rutine, og det blev det vel også på en måde, men aldrig så de blev trætte af det. Det var nok at skifte fra det ene spil til det andet med passende mellemrum, og de mellemrum registrerede de knivskarpt samtidigt.

De boede tæt ved mergelgraven, som lå ved foden af Sankt Nikolaj Bjerg, på den side der vendte mod Trehøje. Mergelgraven var dyb ude på midten, hvor dyb vidste ingen. Men der gik rygter, og de talte til fantasien. Man var vokset op med en fortælling om, at der var skrænter, som ville sluge én, og skred man pludselig nedad, var det for sent at fortryde. Her blev vandet nemlig så iskoldt, at man fik kramper. Og så kunne man ikke svømme, men gik til bunds så hurtigt, som en dykkende måge på fiskejagt.

Om vinteren var der undertiden is på overfladen, og så elskede Ruth og Tine, at udfordre skæbnen. De forsøgte at skøjte lidt, når isen var til det, men lavede ellers et hul med økse, og sænkede fiskesnører ned med madding på krogene.

En solrig vinterdag, mens Ruth og Tine sad og snakkede ved deres hul, gav det pludselig et kraftigt ryk i Tines line. ”Jeg har bid,” udbrød hun og greb fat i linen ved vandoverfladen med sin frie hånd.

”Giv først et bette ryk,” svarede Ruth heftigt. ”Så sidder den bedre fast.”

Snart lå en lille gedde på isen ved pigernes fiskehul. ”Hvor er hun smuk,” sagde Tine, ”og hendes skæl changerer, så man kunne fristes til at tro, hun var en regnbuegedde, hvis altså der er noget, som hedder det.”

”Tag krogen forsigtigt ud af min mund og lad mig svømme videre,” hørte de pludselig gedden sige med en stemme så fin, som kom den fra en skovalf. ”Jeg har børn, som behøver mig.”

Pigerne blev helt befippede, men Ruth var den første til at tage sig sammen. Hun greb nænsomt fisken og lirkede krogen ud af dens mund.

”Tak,” sagde gedden. ”Sænk mig nu ned i åbningen igen, og når I kommer hjem, vil I opdage at jeres mølle- og dambrikker er blevet forædlede. De sorte er nu i fireogtyve karats guld, og de hvide er i tretårnet sølv med emalje. Finere kan det ikke være. Det er dog ikke det hele, for når I fremover spiller mod hinanden med disse brikker, vil alt være som før, men spiller I mod andre, vil I altid vinde.”

Alt blev, som gedden havde sagt, og pigerne blev berømte. De kom på nettet og optrådte landet over på scener i storcentre og på plejehjem.

Der blev også skrevet sange og revyviser, og lytter man til radio, kan man næsten hver søndag høre ”Ved landsbyens mergelgrav” med Donk og The Keldeys.

Alt dette skete for mange år siden. Mergelgraven er siden blevet udtørret og erstattet af græs og buske. Men på et hemmeligt sted i nærheden, springer en lille kilde. Ruth og Tine kender til den, og dens vand kan helbrede ludomani. Så det beskæftiger pigerne sig med for tiden. De fylder kildevandet på flasker, og sælger det til under indkøbspris. Det siges også, igen- igen, at sandheden aldrig må stå i vejen for en god historie.

Hverdagsmiraklerne føles som champagnebobler i hjertet og aldrig som kedelig rutine.

/J.W. Af-Art. Ordkløver og stemningsbrygger.

 og Peter Du

Olie/lærred. 70 x 50 cm. (4000,-)

 

Eventyrligt.

 På en lille ø, lige syd for Australien, gik tre unge piger med bare tæer i det fugtige, grønne græs. Solen skinnede, og fuglene sang, mens de kåde piger klippede solgule hoveder af mælkebøtter med tæerne.

”Ej se,” sagde den ene. ”En lille frø sider der på en fugtig sten og glipper med øjnene. Den har grønne ben.”

”Er det ikke det, man kalder grønne hoser?” sagde den anden.

”Jo,” sagde den tredje. ”Har I hørt, hvad der kan ske, hvis man kysser en frø?”

”Ja, da,” svarede den første. ”Jeg tror, jeg vil prøve.”

”Bvadr. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Men har du mod på det, så for min skyld ingen alarm.”

Pigen tog forsigtigt frøen op i den ene hånd, førte den til læberne og gav den et blidt kys, hvorefter hun satte den ned igen.

”Se,” sagde den anden pige. ”Der skete jo ikke noget, der er værd at skrive hjem om. Eventyr det hele.”

”Ja, ja, men jeg har hørt, at eventyr undertiden udvikler sig over tid,” svarede hun.

Pigen, der kyssede frømanden, fik sin prins. Vel ikke det halve kongerige i tilgift, men med tiden måske det hele.

Tiden spiller sine egne puds, men eventyr ER eventyr, og såvel som tro er en gave, er tålmodighed, kærlighed og håb det også.

/J.W.

Del