Der udbrød en frygtelig brand på
Sebberkloster i 1957. Mange samledes på Navet, og nogle løb op på Skt. Nikolaj
bjerg, hvorfra man kunne iagttage de voldsomme flammer og røgen, mens man
samtidig kunne høre både Falck og Zonen fra Nibe, med udrykningshorn, køre over
den gamle bro på vej til ”klosteret.” Jeg ved intet om årsagen til branden, men
hændelsen gav næring til dette lille stemningsbryg:
SUPPEDAS
Hun
hældte en spand vand ud ved sokkelen nær bryggersdøren, da hun var færdig med
at plukke og rense hønen, som skulle være hovedingrediens i morgendagens suppe
på den store gård, som var beliggende tæt ved fjordens bredning og kirken. Det
var dagens største fejltagelse, for næppe havde hun tømt den sidste sjat ud,
før lynet slog ned i laden. Det kom ganske uvarslet, der havde ikke været nogen
rumlen, og ikke mange skyer på himlen, så det var vanskeligt at forstå, efteråret
allerede havde åbenbaret nogle af sine første, vemodige udtryk.
Hvad
hun ikke vidste var at lige under, hvor vandet ramte, boede vættefamilien,
Dahl. Og var der noget de ikke brød sig om, var det at få plasket vand på deres
loft, især når de holdt siesta og lå og småkværulerede over, hvor lang eller
kort tid der var til jul. Og med sådan et snavset og varmt vandfald, var det
ikke muligt at slå koldt vand i blodet, så vættefar, Yammer Dahl, råbte truende
og mørkerød i hovedet:
”Nu kan det
være nok!”
Og
det var det. Det var nok til at nedkalde nogle slemme lyn, som straks antændte
laden, for vættefars vrede var farlig for både mennesker og dyr.
Set
fra en menneskelig synsvinkel, var det en ond begivenhed, men fra vætternes
muldvarpeperspektiv, var hævn ganske naturlig. Forståelse og tilgivelse fandtes
ikke på deres menukort. Fred gav ingen mening og blev iagttaget med vantro.
”Livet er en jammerdal,” sagde de ofte, og ikke helt uden reference til faderens
navn.
De
vidste nemlig, fra overleveringer, at de skulle tørre glade og frimodige smil
af de tåber, som levede i fredelig velstand, og plukke høns med dem. Alt andet
var blålys og ikke til at holde ud. Og vandet var bare dråben...
Hønsekødssuppen blev udsat, for nu var der nok at se til. Men havde konen
forstået, hvordan det hele hang sammen, ville hun sikkert lave en kæmpe portion
havregrød til jul. For selv om vætterne boede under huset i det daglige,
rykkede de altid op på loftet ved juletid. Fuldstændig som nisser havde for
vane.
Så
var havregrød med sukker, en dygtig klat smør og en sjat skummetmælk et must,
hvis menneskene ønskede ro, fred og fordragelighed. For risengrød duede
ikke, da vætter ikke ville slås i hartkorn med nisser.
Og sådan blev det fremover.
/J.W.
