Narayanananda.

 Olie på karton. 35 x 30 cm.

Jul

 Hvis du er interesseret i at få bogen hjem inden jul, bestil den hos din boghandler, eller du kan du skrive: Finurlige julefortællinger i Googles søgefelt. Så kommer der forskellige tilbud frem. Den kan også bestilles hos www.mellemgaard.dk, samt lånes på Biblioteket.

FIRE VERDENSHJØRNER

Man kender betegnelsen, ”de fire verdenshjørner,” som direkte indikerer, at jorden er firkantet. Hvis, altså jorden er verden. Der er noget som hedder verdensrummet, og det er det rum, verden befinder sig i. Verdensrummet, med indhold, er også blevet kaldt firmamentet, fordi man anså det som værende fast (firm) og uforanderligt. Det kaldes det da vist stadigvæk indimellem. Men man hører også tale om andre verdener. Det kan selvfølgelig være verdensdele, der menes, eller uudforskede områder på kloden. Man kan også befinde sig i en helt anden verden, men det er jo almindeligvis en metafor. De fire verdenshjørner hører nok bare jordkloden til, når alt kommer til alt. Det udelukker dog ikke, at man kan tale om andre verdener i verdensrummet, hvis man vil nå ud i alle hjørnerne.

Men er det ikke en lidt firkantet måde at anskue jorden på, når den nu er rund? Ikke helt rund, ganske vist, og ikke rigtig rund. Men samtidig med hjørner? Overtro eller bare talemåder er det vel. Overleveringer fra en tid, hvor man anså jorden som værende flad. I denne forbindelse sagde, og siger, man: ”Flad som en pandekage,” og så ser man jorden som rund og flad for sig, for pandekager er normalt hverken firkantede eller hjerteformede, selv om de godt kunne laves sådan. Fregner kan også være flade, for ellers ville man vel ikke sige, at man ikke ejer en flad fregne. Kloden kunne også være sekskantet som en terning, og så ville der være dobbelt så mange hjørner at lege med, plus nogle kanter, og det er måske herfra man har betegnelsen, ”at runde et skarpt hjørne,” i forbindelse med visse fødselsdage.

Der er en sang som hedder ”4 verdenshjørner.” Her er et af versene:

:/: Der er fire verdenshjørner

eller også er der syv.

Det er sandt hvad jeg fortæller

eller også er det lyv :/:

Man kan løbe om hjørner med ordene ved at lege med dem. I hvert verdenshjørne ligger måske en hovedhjørnesten, pænt tilhugget af Jens Vejmand, og selv om man skulle mangle en hjørnetand, eller en hjørnegrund, kan man da godt digte og pynte lidt på begreberne. Det gør det muligt at ride på en enhjørning, og i det yderste hjørne af verden bor Gammel Nok. Hvis han da lever endnu.

Der er en bevægelse som påstår, jorden er flad. Det kan man jo se direkte, siger de. De siger også, bevægelsen har tilhængere hele kloden rundt.

Men foråret lever. Det blunder lige nu, og om ikke så mange måneder er det heldigvis lige om hjørnet igen.

/J.W.

/Mit oliemaleri skal forestille en spøgefugl.

"Bolette mediterer."

Olie/lærred. 30 x 30 cm.

HARRIET OG HARALD

  To harer sad på en bakketop. De havde en fantastisk udsigt. Smukke naturlandskaber, med små byer og en stribe fjord, lå badet i solskin, og syv kirker kunne de se, hvis de talte dem alle med.

  Og det gjorde de, selv om noget af udsynet var lidt sløret af forårssolen.

  Men de havde gode øjne, og kirkerne var hvidkalkede, så selv dem der var længst væk lyste op som små prikker.

  “Hvor er landet dog smukt,” sagde Harald. “Se hvordan vejene skærer markerne ud i små felter, og se de røde tage på menneskenes lejer. Jeg elsker at se på det, men kunne ikke tænke mig at bo på deres måde. Jeg skal have åben himmel over mig, både dag og nat.”

  “Det vil jeg holde med dig i,” svarede Harriet og blinkede med sine smukke øjne. Hun gnubbede fint og mega-hurtigt sin næse med begge poter på én gang.

  “Hvorfor blev du egentlig forelsket i mig?”

  “Den første gang jeg så dig, vidste jeg, at du skulle være den, der fødte mine harekillinger. Kuld efter kuld efter kuld, og jeg vidste også lige, hvor vi skulle lave vores første hareleje: På engen i nærheden af den gamle, smukke

Guldregn.  Den står tæt ved paradisæbletræerne.

  Jeg ville, du skulle bo så smukt, fordi du selv ser så fortryllende ud, og fordi jeg kunne mærke, at du havde et hjerte af guld. Ja selv efter de første tre kuld, ser du jo lige fortryllende ud. Dine smukke øjne får mig altid til at tænke på paradisæbletræernes blomster, som vel er det smukkeste, jeg kan se.”

  “Åh, du taler så pænt.” Harriets kinder blev helt røde, kunne hun mærke. Det var ikke noget man kunne se, for pelsen skjulte heldigvis den slags, men føles, det kunne det. “Jeg føler, at jeg elsker hele verden nu, alle er mine søstre og brødre, og derfor har vi ingen fjender.”

  “Hvad så med Mikkel Ræv? Er han ikke en af vore fjender?”

  “Spørg ham, hvis du tør. Jeg tror, han elsker os, og han føler slet ingen fjendskab over for os. Han synes tværtimod, vi er dejlige.”

  “Ja, sådan kan man også se på det. At kunne lide nogen kan jo forstås på flere måder.”

  “Jeg vælger at tro på, at alt levende har kærlige følelser. Husker du min fætter Påskemorten, vi legede med sidste Påske? Han lærte mig, at vi alle er søstre og brødre, og at vi på en måde er ét. Senere rejste han ud i verden, og mødte så en kænguru, som lærte ham om livet. Og selv om nogle mente, han havde været i lommen på denne kænguru som bare havde narret ham, mener jeg, at det han lærte der, og nu lærer videre, er ægte. Jeg kan i hvert fald få tårer i øjnene, når han fortæller om, hvordan nattehimlens stjerner hvisker vidunderlige ting til os, mens vi sover.”

  “Så kan jeg da bedre forstå, hvorfor du er så smuk. Hvis dine tårer dryppede ned i græsset, ville der nok vokse blomstrende paradisæbletræer op, for selv jorden ville blive rørt, og prøve at svare dig på en eller anden måde.”

  “Nå, nu begynder det sørme at dryppe. Solen skinner så gyldent på de mørke skyer, som er ved at samle sig. Lad os finde noget læ, og vi må nok hellere sætte vore lange bagben foran. Med den sol, ser det ud til, at der kommer guldregn.”

 /J.W.