Kattene Luca og Turbo fulgtes så nogenlunde ad. De gik langs carportene, som havde plads til flere biler. Kun én bil stod under tag lige nu, og Turbo drejede straks ind til dens venstre forhjul.
”Jeg kalder det: At sparke dæk,” sagde han, mens han drejede
hovedet mod Luca.
”Ja, det gør du vel, men jeg ved godt, hvad du er ude på.
Bildæk dufter skønt, især hvis de lige har været ude på en provokerende
køretur, for at se om asfalten lever op til førerens intentioner, og samtidig er
fugtig.”
”Jeg spinder kun, når det hele går efter mit hoved. Det gør
det ofte, for mine mennesker gør stort set alt, hvad jeg ønsker. Det har jeg
lært dem.”
”Naboerne klager over, at vi har gennet deres sangfugle væk.
Det er ikke rigtigt, for vi jager næsten aldrig fugle. Kun mus, stort set. At
sangfuglene er på retur, er ikke vores skyld.”
”Ja, vi får jo også rigeligt med mad hjemme i køkkenet, så
det lægger en dæmper på jagtiveren. Men mus kan jeg ikke holde mig fra. Dertil
er jeg stadig for legesyg.”
”Jeg tager altid musene med hjem, for at vise dem frem og
prale lidt, men de forstår vist ikke helt min pointe med dette. De virker
næsten misfornøjede. Og jeg mener endda, at det står anført som en pligt i
vores Kat-ekismus, at vi skal plage livet af musene.”
/JW.
