Den fjerde symfoni.

Hun brugte tilsyneladende månestrålerne som harpestrenge og frembragte en uhørt fin musik. Hvordan hun bar sig ad med at spille på disse uhåndgribelige strenge var gådefuldt, men man spekulerede ikke længe over det, for musikken ændrede sindstilstanden, så tankerne forvandledes til sommerfugle som fløj ind og ud mellem hinanden, mens de steg højere og højere for til sidst at forsvinde i natten.

Så fik musikken frit spil og optog alle erindringer og forventninger i sig, hvorefter kun følelsesregisteret syntes aktivt. Følelserne opnåede snart deres oprindelige renhed og interagerede ubesværet med strengemagien.

Farverne blev mere og mere intense og nærværende, og bevægede sig som nykomponeret poesi der forfattede sig selv med en selvfølgelig lethed der gav finere og renere beskrivelser, end både nordlyset, regnbuen og Menuhin kunne præstere. Farver, følelser og musik forekom ikke som adskilte fænomener, og samtidig var symbiosen lige så levende og involverende som den sublime essens af virkelighed.