Hun brugte tilsyneladende månestrålerne som harpestrenge og frembragte en uhørt
fin musik. Hvordan hun bar sig ad med at spille på disse uhåndgribelige strenge
var gådefuldt, men man spekulerede ikke længe over det, for musikken ændrede
sindstilstanden, så tankerne forvandledes til sommerfugle som fløj ind og ud
mellem hinanden, mens de steg højere og højere for til sidst at forsvinde i
natten.
Så fik musikken frit spil og optog alle erindringer og forventninger i sig,
hvorefter kun følelsesregisteret syntes aktivt. Følelserne opnåede snart deres
oprindelige renhed og interagerede ubesværet med strengemagien.
Farverne blev mere og mere intense og nærværende, og bevægede sig som
nykomponeret poesi der forfattede sig selv med en selvfølgelig lethed der gav
finere og renere beskrivelser, end både nordlyset, regnbuen og Menuhin kunne
præstere. Farver, følelser og musik forekom ikke som adskilte fænomener, og
samtidig var symbiosen lige så levende og involverende som den sublime essens
af virkelighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar