Der er 10-frikvarter. Det er det, som varer længst. Martin og Ulrik går i 2. real B, og de er godt sultne allerede. Der er lang tid til frokost, og næsten alle, i de store klasser, kaster sultne blikke over i retning af Dora. Dora har et bageriudsalg lige ovre på den anden side af vejen, højst et langt øjekast fra skolen.
Det man håbede mest på i 10-frikvarteret var, at have nok mønter i lommen, eller dollarmappen, til at kunne købe en kærlighedskrans og en kvart flaske sød. Så kunne man klare den til man, ved 12-tiden, skulle over i frokoststuen og indtage sine medbragte klemmer. Der var ingen aircondition dengang, så når man dukkede op der, hvilket man glædede sig til, slog en mur af fortættet lugt fra skoletaskelagrede ægge- og ostemadder een i møde sammen med en pludren og småråben fra dem, der allerede havde indtaget en plads og fået bredt madpapiret ud.
Martin kom fra en gård, så han kunne have håndskåret flæskestegspålæg og kyllingekød på brødet. Ulrik iagttog misundelig de fine sager, for han havde stegte, kolde skrubber eller ål på samt æg og ost. Hans far var mejerist og hans onkel var fisker. Og hvad ens ophav beskæftigede sig med, kunne man i mange tilfælde læse ud af madpakkerne. Dem fra Nibe, som boede inde i selve byen, brugte også færdigt slagterpålæg og pålægschokolade. Nogle kunne endda nå at spise hjemme.
Det man var vant til, var altid det mest kedelige, syntes man, så manges blikke vandrede på kryds og tværs af hinandens madpakker. For mad var noget der betød noget, da appetitten var stor.
Nogle gange om sommeren, mens Martin og Ulrik cyklede fra skole, var det helt fantastisk, når det lykkedes at skrabe sammen til en halv krans og en halv flaske sød til hver. Mens man cyklende, konsumerede man herlighederne. Solens stråler velsignede een, tiden stod næsten stille, og man glemte, hvor mange cykelkilometer man havde foran sig. Ulrik havde ca. 5 kilometer hjem, hvilket han syntes var rigeligt, men når han sagde farvel til Martin, var der mindst lige så langt, een gang til, for ham.
Kondien var god dengang. Alligevel var der en del, der var lidt for tykke. Man spiste nok for meget af det forkerte på ufornuftige tidspunkter.
Martin og Ulrik er kommet halvvejs til Sebbersund, fordybet i samtale om fremtiden. Martin mener, han vil være lærer eller præst, Ulrik ved ikke rigtigt, men noget med at tegne og male, i hvert fald. Det var lidt diffust. Martin ville under ingen omstændigheder være landmand, selv om han engang kunne overtage gården. Ulriks far ville vist gerne have ham i lære i en bank eller sparekasse i Nibe. Men der var overhovedet ingen tvang, man opfattede bare, hvad de gamle ønskede for een. Det skulle jo helst være noget sikkert, for de vidste, hvad det ville sige at mangle, og de knoklede for at få det hele til at hænge sammen. De unge var helt klar over dette, og forsøgte måske derfor at tænke i nye baner. Prøvede at se om de kunne indrette en anderledes fremtid. Men det var ikke let at forestille sig det rigtige, eller hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Pengene var små, og en læreplads gav ikke nok til, at man kunne klare sig selv. Ulrik havde hørt om en kunsthåndværkerskole i København og tænkt, at han kunne lære at spille banjo, så han kunne betale uddannelse og ophold ved at spille i Nyhavn om aftenen og natten. Ikke en umulig ide i hans hoved. Martins far kunne nok betale for hans uddannelse, for gårdmænd som var driftige sad ikke så dårligt i det. Han havde også noget så usædvanligt, som en bil. Den var dueblå.
¨Vi ses i morgen,¨ sagde Ulrik, da han drejede af ved Brugsen i Sundet. ¨Ja farvel,¨ svarede Martin og oksede, let svedende, mod næste etape, hvor første mål var Valsted, som tonede frem i horisonten.
Herefter kom Barmer bakke, men det gik ikke an at tænke på det i forvejen.
