¨Muldvarpeskud¨: april 2021

fredag den 30. april 2021

torsdag den 22. april 2021

Nordjyske Stiftstidende, d. 23. april.

Illustration til Julehistorier.

Olie på lærred. 24 x 30 cm.

søndag den 18. april 2021

Nordjyske Stiftstidende, d. 19. april.

Den fine, lille perle lå og iagttog bælgmørket. Det gjorde den tit, for den havde bemærket nogle interessante fænomener ved det. Allerførst havde den tænkt: ”Er mørket egentlig sort, eller er der måske nuancer? Er mørket tæt og uigennemtrængeligt?”

Den havde efterhånden indset, at mørket havde sin egen natur som ikke lod sig sætte i bås, for når perlen faldt i tanker, glemte den mørket for en stund, og så kun det den tænkte på og oven i købet i de smukkeste farver. Det var vel fordi, den aldrig tænkte på andet end smukke ting, når den tænkte. Ellers var det også som om, den kunne se nogle tågede farvepletter som kom og gik, når den kiggede direkte på mørket. Den vidste godt, de stammede fra den selv, men alligevel. Om det var optiske eller mentale fænomener var vanskeligt at afgøre. Den hældede mest til de mentale, men lukkede den øjnene og trykkede på dem, opstod der nye fænomener, så det var ikke til at vide med sikkerhed. Måske lidt af hvert.

”Mon de andre perler har lignende tanker,” tænkte den. Den var jo, trods alt, kun een blandt mange. Een lille perle i en kæde, hvor alle perlerne var samlede på en fin snor som bandt dem sammen, så de blev en familie, alle med et fint, boret hul hele vejen igennem.

Når kæden ikke blev brugt, havde perlerne fri, og blev lagt i en smuk æske som var foret med rødt fløjl. Det gav et lille klik, når æsken blev lukket, men man hørte aldrig, når den blev åbnet. Til gengæld strømmede lyset så ind, hvilket fik alle perlerne til at juble. De vidste nemlig af erfaring, at de sandsynligvis skulle ”hænge ud,” som de, lidt moderne, kaldte det. Ellers talte de kun et fornemt sprog, for alle perlerne var dannede, og dannelse var et adelsmærke for en ægte perle, som var dannet i en ægte Limfjordsøsters.

Perlen havde altid vidst, hvor og hvordan den var dannet. Ikke at den kunne huske det, men alle perlerne havde fået en fælles beretning om deres eventyrlige skæbne. Den kunne dog svagt mindes den fine, let salte, smag som det strømmende vand, omkring Egholm og fra Thyborøn til Hals, havde afgivet.

Når perlekæden hang om halsen på ejerinden, og hun svingede sig elegant på dansegulvet med sin partner, følte perlerne samme glæde og fryd, som børn der er kommet i Fårup Sommerlands rutsjebane. Også lysene, som de automatisk reflekterede, fik det til at kilde i udboringerne. Det var liv og glade dage.

Hvis bare ikke hendes dansepartner havde været så klodset, eller i hvert fald uheldig, at få sin hånd indenfor hendes perlekæde, mens de dansede, havde alt måske været fryd og gammen endnu. Men kæden brast, og perlerne blev slynget hid og did. De dansede og hoppede nede på gulvet, og spredtes i alle retninger. Der blev et vældigt postyr, og nogle forsøgte at feje perlerne sammen igen.

”Jeg er her, jeg er her, jeg er lige her,” skreg den lille perle fortvivlet, men ingen ænsede den. Den var trillet ned i en fuge mellem de gamle gulvbrædder, hvor den hurtigt blev omklamret af noget sejt, ildelugtende, harpiksagtigt stof. Glansen var nu helt gået af den, og den blev mast mere og mere ned af trampende sko, som forsøgte at redde så mange af perlerne som muligt.

”Jeg er vist begyndt på et helt nyt kapitel af min tilværelse,” tænkte perlen. ”Måske er der nogen som finder mig en skønne dag, og så tænker de nok: Nej, se en fin lille perle. Den skal bare renses, så er den lige så god som ny.”

Og det har de ganske ret i, for en dannet perle af ædel byrd ældes ikke på samme måde som mennesker. Den bliver ældre og ældre, men samtidig ædlere og ædlere.

Værre er det trods alt ikke.