tirsdag den 17. maj 2022

tirsdag den 3. maj 2022

Søndag i maj.

 Solen skinnede, lærken sang, og kirkeklokkerne bimlede. Bag alle lyde hvilede en beroligende stilhed, som selv mågerne ikke kunne overdøve. Præsten stod og fumlede med sin nypibede krave, der måske havde fået et lille tvist, men det så man ikke udefra, hvor naturens kirke lokkede med ophøjet, solbeskinnet fred, der forplantede sig til hjerterne uden vedhæftede filer.

/J.W.

søndag den 1. maj 2022

KONGENS MØNT

 


  Han var iført en lang, sort frakke, sorte handsker, sort hat med skygge hele vejen rundt, sorte bukser, sorte sko, og han bar en sort mappe i sin højre hånd. Man ventede på, at lyset skulle skifte til grøn mand i fodgængerfeltet, og hans dystre fremtræden vakte en vis nysgerrighed.

  ”Undskyld, er du døden hamselv, eller er du bare en af dem som går rundt med ordet for at frelse folk fra ildsøen?”

  ”Jeg kommer fra Lübeck, og min dokumentmappe er fyldt til randen med alvor i sin oprindelige form eller i sin grænseoverskridende grundform, hvis du bedre forstår det på den måde. Den er pakket ind i stanniol, for jeg har, gennem tiderne, smuglet den ud over alle mulige grænser. Jeg har redet på min dark horse, overnattet i Mørke, en lille by på Djursland, hvor alle katte er grå, og spist middag på Hadsten kro. Alle er blevet alt for overfladiske og pjattede, og det har jeg det ikke godt med. Jeg gør, hvad jeg kan for at have det godt, og jeg har det bedst, når jeg har det dårligt, om jeg så må sige. Lys irriterer mig, for alle ting trænger sig på, så jeg har gennemført et kursus i lyseslukning… med svendebrev. Nå, nu er der grøn mand, så jeg må over. Jeg er på udkig efter sorte huller, jeg kan smutte ned i for at slappe lidt af. Men hvad er det der drysser ud af dine lommer? Jeg tror minsæl, du har huller i lommerne.”

  ”Frø, min gode mand, blomsterfrø. Ganske små, tørrede frø, som jeg strør, hvor det er muligt. Og hullerne i lommerne har jeg lavet for at sikre, at der også falder frø, hvor jeg ikke lige er opmærksom på at få dem strøet. Frøene er magiske, for hver gang et af dem slår rod, vokser der et lysende håb op, og hvert frø kvæler samtidig et stk. mistro. Men der skal godt med lys til, ellers lykkes det ikke.”

  ”Uha, da da, bare tanken. Men så må du vel synes, jeg er en ubehagelig fyr, med alt mit behagelige mørke?”

  ”Nej, slet ikke. Jeg dyrker bare ikke mørket. Jeg er den anden side af den mønt, kongen har præget os begge på, men hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig at finde et sort hul, for solen står snart op. Jeg er lys, og du er mørk, så vi er komplementære. Vi er borgere under den samme konge, og vores konge er, som du nok ved, højt hævet over både lys og mørke.”

 

/J.W.