Han var iført en lang, sort frakke, sorte
handsker, sort hat med skygge hele vejen rundt, sorte bukser, sorte sko, og han
bar en sort mappe i sin højre hånd. Man ventede på, at lyset skulle skifte til
grøn mand i fodgængerfeltet, og hans dystre fremtræden vakte en vis
nysgerrighed.
”Undskyld, er du døden hamselv, eller er du
bare en af dem som går rundt med ordet for at frelse folk fra ildsøen?”
”Jeg kommer fra Lübeck, og min dokumentmappe
er fyldt til randen med alvor i sin oprindelige form eller i sin
grænseoverskridende grundform, hvis du bedre forstår det på den måde. Den er
pakket ind i stanniol, for jeg har, gennem tiderne, smuglet den ud over alle
mulige grænser. Jeg har redet på min dark horse, overnattet i Mørke, en lille
by på Djursland, hvor alle katte er grå, og spist middag på Hadsten kro. Alle
er blevet alt for overfladiske og pjattede, og det har jeg det ikke godt med.
Jeg gør, hvad jeg kan for at have det godt, og jeg har det bedst, når jeg har
det dårligt, om jeg så må sige. Lys irriterer mig, for alle ting trænger sig
på, så jeg har gennemført et kursus i lyseslukning… med svendebrev. Nå, nu er
der grøn mand, så jeg må over. Jeg er på udkig efter sorte huller, jeg kan
smutte ned i for at slappe lidt af. Men hvad er det der drysser ud af dine
lommer? Jeg tror minsæl, du har huller i lommerne.”
”Frø, min gode mand, blomsterfrø. Ganske små,
tørrede frø, som jeg strør, hvor det er muligt. Og hullerne i lommerne har jeg
lavet for at sikre, at der også falder frø, hvor jeg ikke lige er opmærksom på
at få dem strøet. Frøene er magiske, for hver gang et af dem slår rod, vokser
der et lysende håb op, og hvert frø kvæler samtidig et stk. mistro. Men der
skal godt med lys til, ellers lykkes det ikke.”
”Uha, da da, bare tanken. Men så må du vel
synes, jeg er en ubehagelig fyr, med alt mit behagelige mørke?”
”Nej, slet ikke. Jeg dyrker bare ikke mørket.
Jeg er den anden side af den mønt, kongen har præget os begge på, men hvis jeg
var dig, ville jeg skynde mig at finde et sort hul, for solen står snart op.
Jeg er lys, og du er mørk, så vi er komplementære. Vi er borgere under den
samme konge, og vores konge er, som du nok ved, højt hævet over både lys og
mørke.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar