Olie på lærred. 20 x 20 cm. foruden ramme.

 

Olie på lærred. 32 x 26 cm. incl. naturtræsramme.

 

Hvis du vil læse mit indlæg i Nibe Avis, slå op på side 10.

 

LYS I LAMPEN

Alle ved, at elverfolk er hule i ryggen. Har man været så uheldig at forelske sig i en elverpige, har man sikkert fået et chok før eller siden. For eksempel, når man var nået det punkt, hvor en særlig form for nærkontakt føltes naturlig, og måske påkrævet, eller i det mindste… passende.

Elvira nød den slags. Hun flirtede gerne med mennesker og æggede dem virtuost, hvorved hun lynhurtigt vækkede deres begær. Hun så brandgodt ud over det hele. ”Også på ryggen,” som hun sagde med et drillende smil.

Når hun var træt af en tilbeder og vendte ham ryggen, vidste hun, hun havde rystet ham... og rystet ham godt og grundigt af. Det var rart, for hun orkede ikke at have en flok forsmåede elskere på slæb. ”En ny dag en ny sag,” var hendes valgsprog. Sådan skulle det være. Hun blev opfattet som utålmodig, fordi hun kun beskæftigede sig med det øjeblikkelige. Fortid og fremtid havde ingen plads i hendes bevidsthed. ”Sådanne tanker og forestillinger forurener,” påstod hun. Og det gav altid folk noget at ”gumle på,” for de fleste levede ikke i øjeblikket, men havde opmærksomheden rettet mod fortid og fremtid, hvor de foretrak at leve. Øjeblikket var for intenst og opfattedes almindeligvis som provokerende. Det var kun noget, som havde betydning i det virkelige, og fik derfor lov til at passe sig selv.

Om aftenen sad Elvira ved skovsøen og spejlede sig, mens hun pirkede i vandet og legede med afspejlingen. ”Hvorfor siger mændene, jeg er ryggesløs? Bare fordi jeg leger med dem… og pifter dem op? De glemmer vist, at jeg hælder olie på deres udtørrede lamper, hvorefter de suser rundt og lede efter tændstikker. Selv om de ofte har glemt, hvor vægen sidder.”

/J.W.

SÆLIRONI.

 Olie på masonit. 30 x 30 cm.

Olie på lærred. 26 x 32 cm. incl. ramme.

 

Vejrudsigt:

Adskillige skybrudepar tager på bryllupsrejse, straks de er trådt ud af kirkerne. Disse rejser er korte, denne sommer, for man følger en næsten moderne trend og bliver hurtigt skilt… og gift igen. Så bliver de lange rejser for dyre.

Men hver gang et skybrudepar tager på bryllupsrejse, giver det plads til solen, som står på spring med en strålende smiley.

/J.W.

KILDEANGIVELSE (Ticket to ride).

 

  Kilden vakte undren. Den piblede året rundt, selv vinterfrosten standsede den ikke. Måske fordi den ikke kunne, eller måske nænnede den det ikke. Det var én af de ting, man bemærkede. Men også, at den pludselig stod som en lillebitte geyser og kunne stå sådan i ugevis, inden den igen fandt sit piblende leje. Den var vidunderlig at drikke af, den beroligede tørsten og efterlod en fornyende, foryngende glød i hele kroppen.

 

  Den helbredte måske også. Nogle sagde, det var som vandet fra Maria Magdalenes krukke, men ingen vidste, hvad det virkelig var. Der havde dog været en kirke på Bjerget, og i den boede en munk, som hed Mathias. Kirkens ruiner blev vist brugt som fyld i dæmningen ved den gamle bro i Sebbersund.

 

  Bjerget var frodigt, mens sommeren havde den gule førertrøje på, og så var det nærliggende at gå tur her. Selv om det måske var lidt langt ude for nogle. ”Man måtte nemlig rejse med tankeskib,” men havde man først taget billetten, var det ingen sag.

  Og havde man sind og hjerte til det, behøvede man ikke engang billet.

   Skt. Nikolaj var kristen, og skriftstederne gav mening for ham. Der var dog ét, som stressede ham lidt: ”Tro kan flytte bjerge.” 

  Gik man tur på Bjergets sydvest side, og var tilstrækkelig opmærksom, mødte man kilden, for der var ingen kildebeskyttelse. Man kunne jo godt overse den, hvis tankerne var andetsteds, men man fik let øje på den, når man bøjede sig ned for at plukke en blomst til en man holdt af og ville glæde.

 

/J.W.