Kilden vakte undren. Den piblede året rundt, selv vinterfrosten standsede den ikke. Måske fordi den ikke kunne, eller måske nænnede den det ikke. Det var én af de ting, man bemærkede. Men også, at den pludselig stod som en lillebitte geyser og kunne stå sådan i ugevis, inden den igen fandt sit piblende leje. Den var vidunderlig at drikke af, den beroligede tørsten og efterlod en fornyende, foryngende glød i hele kroppen.
Den
helbredte måske også. Nogle sagde, det var som vandet fra Maria Magdalenes
krukke, men ingen vidste, hvad det virkelig var. Der havde dog været en
kirke på Bjerget, og i den boede en munk, som hed Mathias. Kirkens ruiner blev
vist brugt som fyld i dæmningen ved den gamle bro i Sebbersund.
Bjerget var frodigt, mens sommeren havde den gule førertrøje på, og så var det
nærliggende at gå tur her. Selv om det måske var lidt langt ude for nogle. ”Man
måtte nemlig rejse med tankeskib,” men havde man først taget billetten, var det
ingen sag.
Og
havde man sind og hjerte til det, behøvede man ikke engang billet.
Skt. Nikolaj var kristen, og skriftstederne
gav mening for ham. Der var dog ét, som stressede ham lidt: ”Tro kan flytte
bjerge.”
Gik
man tur på Bjergets sydvest side, og var tilstrækkelig opmærksom, mødte man
kilden, for der var ingen kildebeskyttelse. Man kunne jo godt overse den, hvis
tankerne var andetsteds, men man fik let øje på den, når man bøjede sig ned for
at plukke en blomst til en man holdt af og ville glæde.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar