Olie på lærred. 20 x 20 cm. + ramme.

 

Joh, det kan godt nås endnu.

 Olie på plade. 24 x 18 cm.

"Ditte."

Olie på lærred. 30 x 30 cm. +ramme.

NAVNLIG

  Elverpiger er, som bekendt, hule i ryggen. Mange mænd er gået fra koncepterne, når en smuk og forførende elverpige har vendt dem ryggen. Og dette skal ikke blot forstås i overført betydning.

  Har man hørt om dette fænomen, men aldrig oplevet det, undrer man sig nok over, hvordan det fungerer. Jeg har prøvet at finde billeder på Google, men ingen af dem viser en elverpige set fra ryggen.

  Så med pensler, oliefarver og lærred tog jeg på tur i Kyø skov, som ligger et stykke bag Sebberkloster og blandt andet rummer grev Tramps slot. Mange, men ikke alle, har hørt om grev Tramp, så for en god ordens skyld kan jeg berette, at han var med i slaget ved Helgoland i 1864, hvor han fik skudt sit ene ben mere eller mindre af, så det måtte amputeres på stedet. Operationssåret blev bedøvet, og desinficeret, med kogende tjære, og resten af sin levetid var hans ene ben et primitivt træben. Han kunne finde på at underholde med at slå et søm gennem bukserne og ind i benet, hvilket gav udelt opmærksomhed.

  Jeg vidste godt, det var nemmere at støde på elverpigerne ved fuldmåne, når elverkongen holdt et af sine legendariske gilder. En af pigerne indvilligede i at stå model, og det lykkedes, så nogenlunde, at ”indfange” hende på det medbragte lærred. Jeg spurgte hende, om jeg måtte offentliggøre maleriet, hvis det lykkedes for mig at lave det, og det havde hun ikke det fjerneste imod. Hun hed Elvera, og da jeg spurgte nærmere ind til navnet, fortalte hun, at hun var opkaldt efter sim mor, sin bedstemor, sin oldemor og sin tipoldemor. Hun syntes, det var vigtigt og var så intens i sin beretning om navnet, at man indså, intensitet KAN noget, selv om emnet måske ikke forekommer, at være noget i sig selv.

/J.W.

Olie på lærred. 20 x 20 cm.

 

 

"Livet er ikke lutter lagkage.

 Det er også en dans på roser."

Olie på lærred. 24 x 30 cm. 

TORDENKAFFE

Næsten ude ved fjorden lå et lille bjerg. Trolden brugte det som bolig, og havde udhulet det passende, samt stivet det af indvendigt med træ. Loftet bestod af tynde træstammer, og med passende mellemrum var det understøttet af kraftigere egestammer. Det var godt og solidt og, med lidt god vilje, også hyggeligt. På en af væggene hang et skilt, han havde lavet af ler, og med store bogstaver, ridset ind med en troldsplint, stod der: Frænde er frænde værst. Sommetider steg der en røgsøjle op fra toppen af bjerget, og det tolkede skovens dyr og småfolk, som røg der kom direkte fra jordens indre.

Trolden vågnede ved, at hans mave rumlede. Han havde sovet nogle måneder, og nu begyndte hans krop at kræve energi for fortsat at være leveringsdygtig i huld og hestekræfter. Før han var gået til ro, havde han stillet en dynge hjemmebagte drømmekager ved sin side, for han vidste af erfaring, at han var drønsulten, når han vågnede. Han havde også en tønde hjemmelavet æblecider ved hånden, fremstillet af gærede pigæbler, adamsæbler og guldregn. Så der var ene gode sager at vågne op til.

Han famlede fumlende med hænderne for at få fat i en kage, men selv om hans hænder søgte i stadig større områder, fandt de ingenting. Han satte sig op og gnubbede øjnene. ”Hvor hulen var de kager?” Men der var ingen der svarede, og der var ingen kager og ingen æblecider at se. Maven rumlede og øjnene skød lyn. Han tænkte med afsky på sin sleske, tvetungede og tyvagtige halvfætter der residerede i en mystisk og mytisk have, som lå i en tidslomme.

Der var vist ikke andet at gøre end at bage og brygge på ny. Han måtte ud i skoven og samle ind, for alt det han skulle bruge fandtes her: Hestepærer, pigæbler, brændenælder, guldregn, lerklumper, røde og grønne fluesvampe, sure rønnebær samt lidt af jordens salt. Adamsæblerne måtte han på æbleskud for at få fat i, for de voksede kun i halvfætterens have, og den havde trolden ikke legal adgang til. Den lå lige i nærheden, men man skulle have et særligt øje for den, ellers kunne man ikke spotte den. Det havde han heldigvis, og det sad midt i panden, men det betød samtidig, at alle han mødte flygtede i rædsel. For sådan et udseende var helt ude i hampen.

Ingredienserne blev mast og rørt sammen, mens der gradvist blev tilført vand fra mergelgraven for at få den rigtige konsistens.

Hele tiden, mens kagerne var i den varme ovn, og æblecideren gærede, rumlede hans mave som bølgerne ved fjordens brænding, og øjnene skød heftige lyn. Han var frustreret og vred over, at der havde været sultne og tyvagtige besøgende, mens han snuede på sit grønne øre.

Samtidig malede skovens dyr og småfolk bønner og bryggede kaffe på livet løs. De vidste nemlig, at når det rumlede, så gulvene gyngede, og lynglimt krydsede hid og did fra Skørbæk til Klosterholmene, var det på tide at kværne bønner og sætte vand over. Så kildede det forventningsfuldt i maverne, for tordenkaffe var verdens bedste kaffe.

Nu sov slangen, dens kone og deres yngel, paradisisk i den navnkundige have under et bugnende æbletræ. Med maverne fulde af lækre, stjålne kager skyllet ned med herlig æblecider. Så var de forfriskede og udhvilede, når solen stod op og satte turbo på dagen, hvor Eva skulle sminkes til sit nøje indstuderede og gennemannoncerede teaterstykke, hvori også adamsæblet spillede en rolle.

Skovens dyr og småfolk undrede sig lidt over, at der ingen regn kom, men de slog sig elegante til tåls med, at der jo var mere mellem himmel og fjord, og at tordenkaffen havde den smag og styrke, tordenkaffe skulle have.

J.W.

2Du og Maiken Fussing

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

 + rå naturtræsramme.

FRØPERSPEKTIV

 

  ”Nej, ingen komplekser her,” tænkte frøen. ”Det skulle også bare mangle. Men jeg fatter alligevel ikke, der går så lang tid, inden en bette frøken finder på at kysse mig. Jeg ser jo brandgodt ud, og så er der det specielle ved mig, at jeg er en fortryllet prins. Det burde frøknerne aldrig glemme at huske. Måske tror de bare, den slags er eventyr, men sådan spiller klaveret ikke.”

 ”Det kunne da være sjovt at opleve at blive forvandlet. Jeg forestiller mig, at kysset udløser et stort, magisk puf med en masse tryllestøv, som jeg så står og børster af mit prinseoutfit, mens frøkenen dåner med et lykkeligt smil på læberne. Hvis de huskede på, at der også følger et halvt kongerige med, ville flere nok tage sig sammen. Nu ser man dem i stedet i Luksusfælden på TV eller i Ribers. Ak ja, sikke tider, men håbet er lysegrønt. Lykkes det ikke for mig, søger jeg optagelse i Frømandskorpset.”

  ”Nåmen foreløbig sætter jeg min lid til den romantiske fuldmåne. Mon ikke den løfter frøknernes amourøse niveauer helt op til det eventyrlige?”

/J.W.

 

Elvera.

 

Elverkvinder er, som bekendt, hule i ryggen.

 Modellen her hedder Elvera.