søndag den 20. september 2026

Måneskud.

 

Fjorden spejler uden krus

Lunas gyldne kind,
gennem ruden i mit hus
går hun frejdigt ind.

Bærer på et magisk smil
hviler let på stolen,
ramt intens af Amors pil
føler sig som solen.

Nipper af den gyldne kop
dufter let af honning,
stjernen over træets top
kalder hende dronning.

Hjertefryden bredes ud
fra horisont til kyst,
Amors rene stjerneskud
ramte hende tyst.

 

/J.W.

 

mandag den 17. august 2026

FELICIA.

 

Felicia havde været kæreste med Klitnissen. Det holdt dog ikke, for da han opdagede, at hun var hul i ryggen, som elverpiger jo er, pakkede han sine sydfrugter og tiltrådte et embede i Affenrade som øverste politimyndighed for nisser og andet godtfolk sammen med sin terrængående albinoræv, White Christmas, som han kaldte WC.


Elverpigen Felicia havde lært at sætte pris på det nordjyske klitlandskab med det vidunderlige, brusende hav, som altid akkompagnerede de skønne synsindtryk, og blev boende i området. Man kunne møde hende tidligt om morgenen, når hun tog bad i brændingen, og flere turister var besvimede, når de havde set hende løbe forbi, straks de opdagede, at hun var hul i ryggen. Det lignede jo ikke noget acceptabelt, men forekom ganske fornuftsstridigt, og hjernen valgte så at kortslutte med et fingerknips.

Det morede Felicia, da det for hende var skinbarligt naturligt. Hun kunne finde på at danse sig tør på toppen af en klit, og nogle tyske turister, som havde overværet dette, var aldrig kommet hjem igen. For så man Felicia danse, i noget der kunne forekomme som en times tid, var der måske gået et par hundrede år, og det var slet ikke til at håndtere. Så nogle regninger for sommerhusleje og hotelophold blev jo aldrig betalte, og man fandt heller aldrig de turister, som havde overværet dansen. Måske fordi de var røget ind i en tidslomme, eller andet. Det er i hvert fald, indtil videre, ganske uforklarligt, for både PET, FET, det almindelige Politi, CF i Thisted, Vendsyssel Tidende, Frankfurter Allgemeine, Nibe Avis, Bjesken og Skalk.

Men forstod man at lytte til de nyligt udsprungne hybenrosers hvisken ved skumringstiden, kunne man få en vis forståelse for, hvordan ting og sager hang sammen som, ja lad os sige, marehalm.

 

/J.W.



 

torsdag den 13. august 2026

Sebbersund og stegte ål.

 

Står man på bjerget i Sebbersund og kigger ud over byen kommer man let til at tænke på dengang Sebbersund var en driftig by. Der var mange fuldtids fiskere, som placerede steg og ruser såvel i bredningen, med kirken og Sebberkloster som baggrund, som på Nibe Siden og ud mod Valsted og endnu videre.

 

Der var mange forretninger i byen. F.eks. Brugsen, Købmanden, Slagteren, Kiosken, Bageren, Kroen og Røgeren samt en Snedker og en Frisørsalon for både damer og herrer. 

Mange spiste stegte ål hos Bageren, som havde en pavillon der hed Sølyst, og på kroen, og folk kom langvejs fra, fordi begge steder var anerkendte for kvalitet, og der var aldrig mangel på frisk fisk.

 

Nu er der ingen forretninger mere, så indbyggerne køber ind i Nibe, hvor man kan få stort set alt. Men byen er alligevel attraktiv, hvilket tydeligt fremgår af de mange ny- og ombygninger, og sommerhusene er efterspurgte. Også Kultur Brugsen er et fint aktiv i det smukke område.

 

/J.W.



 

 

fredag den 8. maj 2026

Konfirmationstid.

 

 

Mange konfirmander og konfirmandinder ”springer ud” i denne skønne forårstid.

 

Man siger ikke ”konfirmandinder” så ofte mere. Man bruger den generelle betegnelse ”konfirmander” om begge køn. Nørder man lidt i det, bliver man opmærksom på, at der jo heller ikke er noget der hedder ”mandinder.”

 

Og konfirmand i flertal hedder ikke ”konfirmænd” men konfirmander.

 

Nok om det. For mange unge er det en dejlig tid. Teenageårene står i fuldt flor og voksenlivet lokker forude.  For kørelærere er nye kunder indstillede til ”snart” at kunne sætte sig bag rattet. Mange af de nye bilister lærer ikke, hvad en kobling til gearskifte er, da elbiler med automatgear tager mere og mere over.

 

Jeg hørte for nylig en udtalelse om, at biler ikke mere er biler, som sådan, men nærmere computere på fire hjul.

 

Men konfirmanderne tænker nok mere på deres nye konfirmationstøj, festerne, gaverne og ”blå mandag.”

 

Hjertelig Tillykke.

 

/JW.