Sådan er der så meget.

Han så den gamle kone med de krogede ben komme slæbende på sine varer fra supermarkedet. Hun skulle have det hele med i bussen hjem. Hun tænkte: 

"Mon posten har været der i dag?"

Hun kan ikke finde ud af elektronisk kommunikation, ordet nem-id krænker hende, gigten plager hele tiden, og i vaskekælderen er der moderniseret. Man bruger ikke mønter mere men sætter et kort i. Hun kan ikke rigtigt huske, hvordan man bestiller tid eller forstå, hvordan man får startet en maskine. Hun savner sin afdøde mand og mumler:

"Det får heldigvis ende engang."

Verden har passeret hende i stor fart, lige så hurtigt som man kan sende en sms. Men hendes tempo er ikke ændret i samme retning, og hendes ansigt er malet trist.

Han så også den lille dreng stå alene i skolens læskur trukket op ad væggen, mens han iagttog de andres intense leg. Han ville ikke være med til at tisse på Ingelises madpakke, så han måtte ikke deltage. Han var for anderledes, og troede han var noget. Det gjorde ondt i hans hjerte og mave dag og nat. Han tænkte måske:

"Bare jeg havde en lille hund, jeg kunne knytte mig til."

Imens skriger mågerne krævende og grådige. De vil have det hele selv. De under ikke engang lidt rester til hinanden. Men det er, så vidt de kan se, sådan det er.

I naturens hemmelige værksted arbejdes der dag og nat, for foråret skal forberedes grundigt, og det tager sin tid. Vinteren trænger sig på, som om det er det, det drejer sig om. Men når forårsforberedelserne er færdige, må vinteren atter erkende, at intet varer evigt.

Viben tænker ikke på Danmark og længes heller ikke, for det ene er ikke bedre end det andet. Men når soluret slår forår, finder den lynhurtigt pas og billetter, fordi den skal, og fordi det er sådan, det er.

Farvetoner.

Solnedgangens guldaldermaleri
gjorde krav på opmærksomheden.
Hjertet blandede sine egne farver
ind i stemningen,
greb med fast vilje en gylden pensel,
og malede fred og glæde til alle sjæle
ind i de himmelske toner.
Solen smilede og hviskede blidt:
¨Maleriet bliver meget smukt,
selv om det aldrig bli'r færdigt.¨

Er det virkeligt?

En ældre dame sagde pludselig, midt i en snak om forskellige hverdagsting, ¨men jeg kan simpelthen ikke forstå, at verden kan fortsætte uden mig, når jeg engang dør. Jeg kan ikke acceptere det, det er sku for mærkeligt.¨ Hun smilede usikkert og måske også lidt spørgende.

Sådan en udtalelse er vanskelig at kommentere. Man kommer let til at svare: ¨Nahj… tjah… øh… nahhhj det…¨

Men man aner, hvor det kommer fra, fordi man selv kender følelsen. Man ved, at man skal dø engang, men man har denne særlige følelse af, at det på en måde ikke kan være slut. Virkeligheden er for virkelig til, at den kan slutte.

Men hvad er det som afsætter denne følelse?

Måske dette at virkeligheden i sig selv ikke slutter, fordi en person dør, og fordi man opfatter sig selv som virkelighed. Et menneske er jo heller ikke bare et legeme. Der er så mange aspekter at udfordre indfølingsevnen med. Mennesket har sit eget lys, og betragter det som noget selvfølgeligt. På lignende måde tror månen måske, at den er oplyst, hvad den jo egentlig også er. Men i virkeligheden er der nogle lakuner at udfylde, hvis man vil prøve at forstå det store billede, hvilket nogle ønsker, og hvilket nogle absolut ikke ønsker.

Men ønsker man det, må man lytte indad, mens man kigger udad. Det er som om, mennesket bærer denne indsigt i sit reneste indre... i sit allerhelligste. Her ses helt bort fra religion, ateisme og alle andre forudindtagelser, som for let mudrer den rene evnes muligheder for at 'indføle' sig frem til det virkelige. Denne subtile evne er alles allerførste fødselsdagsgave, og den bliver angrebet fra mange sider. Så længe den er ren og brugbar, møder den modstand fra omgivelserne. Som om den generer alle forudindtagelser.

Det har fået mange børn og voksne til at trække følehornene ind, fordi angrebene gjorde for ondt. Og det er, på en måde, det samme som eremitkrebsen der har fundet en tom konkylie eller et forladt sneglehus af passende størrelse til at beskytte sin bagkrop med, gør. Beskyttelsen beskytter og redder dens liv en tid, men der er ingen oplysning indeni.

 

Sekelspring og smølfespark.

I tyvetolv blev jeg syvogtres,
i syvogtres blev jeg toogtyve,
i toogtyve bli'r jeg syvoghalvfjerds,
nå ja, hvis det står i stjernerne,
i syvoghalvfjerds blev jeg toogtredive.
Tal som blot er ude på numre,
-og som ikke kan bruges
til noget som helst.

Forår og efterår, dag og nat,
hvad kommer først?
Timeglasset tror, det kan beregne det,
men Mælkevejen smiler bare,
for i kosmos er det 'op og ned,'
hvad der er op og ned,
og de sidste bli'r jo de første
før eller siden.

En stjerne får et smølfespark
og bli'r til stjerneskud.
Er der mon tegn i sol, måne og stjerner?
Såvel nogle som noget
tyder da på det.
Måske er det nodetegn
til himmelske, symfoniske
sekelspring og champagnebrus.

 

Kongens mønt.

Han var iført en lang, sort frakke, sorte handsker, sort hat med skygge hele vejen rundt, sorte bukser, sorte sko, og han bar en sort mappe i sin højre hånd. Man ventede på, at lyset skulle skifte til grøn mand i fodgængerfeltet, og hans dystre fremtræden vakte en vis nysgerrighed.

¨Undskyld, er du døden hamselv, eller er du bare en af dem som går rundt med evangeliet for at frelse folk fra ildsøen?¨

¨Jeg kommer fra Lübeck, og min dokumentmappe er fyldt til randen med alvor i sin oprindelige form eller i sin grænseoverskridende grundform, hvis du bedre forstår det på den måde. Den er pakket ind i stanniol, for jeg har, gennem tiderne, smuglet den ud over alle mulige grænser. Jeg har redet på min dark horse, overnattede i Mørke, en lille by på Djursland, hvor alle katte er grå, og spiste middag på Hadsten kro. Alle er blevet alt for overfladiske og pjattede, og det har jeg det ikke godt med. Jeg gør, hvad jeg kan for at have det godt, og jeg har det bedst, når jeg har det dårligt, om jeg så må sige. Lys irriterer mig, for alle ting trænger sig på, så jeg har gennemført et kursus i lyseslukning… med svendebrev. Nå, nu er der grøn mand, så jeg må over. Jeg er på udkig efter sorte huller, jeg kan smutte ned i for at slappe lidt af. Men hvad er det der drysser ud af dine lommer? Jeg tror minsæl, du har huller i lommerne.¨

¨Frø, min gode mand, såsæd jeg selv har dyrket og avlet. Ganske små, tørrede frø, som jeg strør, hvor det er muligt. Og hullerne i lommerne har jeg lavet for at sikre, at der også falder frø, hvor jeg ikke lige er opmærksom på at få dem strøet. Frøene er magiske, for hver gang et af dem slår rod, vokser der et lysende håb op, og hvert frø kvæler samtidig et stk. mistro. Men der skal godt med lys til, ellers går det ikke.¨

¨Uha, da da, bare tanken. Men så må du vel synes, jeg er en ubehagelig fyr, med alt mit behagelige mørke?¨

¨Nej, slet ikke. Jeg dyrker bare ikke mørket. Jeg er den anden side af den mønt, kongen har præget os begge på, men hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig at finde et sort hul, for solen står snart op. Jeg er lys, og du er mørk, så vi er komplementære. Vi er borgere under den samme konge, og vores konge er, som du nok ved, højt hævet over både lys og mørke.¨