En ældre dame
sagde pludselig, midt i en snak om forskellige hverdagsting, ¨men jeg kan
simpelthen ikke forstå, at verden kan fortsætte uden mig, når jeg engang dør.
Jeg kan ikke acceptere det, det er sku for mærkeligt.¨ Hun smilede usikkert og
måske også lidt spørgende.
Sådan en udtalelse er vanskelig at kommentere. Man kommer let til at svare: ¨Nahj… tjah… øh… nahhhj det…¨
Men man aner, hvor det kommer fra, fordi man selv kender følelsen. Man ved, at man skal dø engang, men man har denne særlige følelse af, at det på en måde ikke kan være slut. Virkeligheden er for virkelig til, at den kan slutte.
Men hvad er det som afsætter denne følelse?
Måske dette at virkeligheden i sig selv ikke slutter, fordi en person dør, og fordi man opfatter sig selv som virkelighed. Et menneske er jo heller ikke bare et legeme. Der er så mange aspekter at udfordre indfølingsevnen med. Mennesket har sit eget lys, og betragter det som noget selvfølgeligt. På lignende måde tror månen måske, at den er oplyst, hvad den jo egentlig også er. Men i virkeligheden er der nogle lakuner at udfylde, hvis man vil prøve at forstå det store billede, hvilket nogle ønsker, og hvilket nogle absolut ikke ønsker.
Men ønsker man det, må man lytte indad, mens man kigger udad. Det er som om, mennesket bærer denne indsigt i sit reneste indre... i sit allerhelligste. Her ses helt bort fra religion, ateisme og alle andre forudindtagelser, som for let mudrer den rene evnes muligheder for at 'indføle' sig frem til det virkelige. Denne subtile evne er alles allerførste fødselsdagsgave, og den bliver angrebet fra mange sider. Så længe den er ren og brugbar, møder den modstand fra omgivelserne. Som om den generer alle forudindtagelser.
Sådan en udtalelse er vanskelig at kommentere. Man kommer let til at svare: ¨Nahj… tjah… øh… nahhhj det…¨
Men man aner, hvor det kommer fra, fordi man selv kender følelsen. Man ved, at man skal dø engang, men man har denne særlige følelse af, at det på en måde ikke kan være slut. Virkeligheden er for virkelig til, at den kan slutte.
Men hvad er det som afsætter denne følelse?
Måske dette at virkeligheden i sig selv ikke slutter, fordi en person dør, og fordi man opfatter sig selv som virkelighed. Et menneske er jo heller ikke bare et legeme. Der er så mange aspekter at udfordre indfølingsevnen med. Mennesket har sit eget lys, og betragter det som noget selvfølgeligt. På lignende måde tror månen måske, at den er oplyst, hvad den jo egentlig også er. Men i virkeligheden er der nogle lakuner at udfylde, hvis man vil prøve at forstå det store billede, hvilket nogle ønsker, og hvilket nogle absolut ikke ønsker.
Men ønsker man det, må man lytte indad, mens man kigger udad. Det er som om, mennesket bærer denne indsigt i sit reneste indre... i sit allerhelligste. Her ses helt bort fra religion, ateisme og alle andre forudindtagelser, som for let mudrer den rene evnes muligheder for at 'indføle' sig frem til det virkelige. Denne subtile evne er alles allerførste fødselsdagsgave, og den bliver angrebet fra mange sider. Så længe den er ren og brugbar, møder den modstand fra omgivelserne. Som om den generer alle forudindtagelser.
Det har fået mange
børn og voksne til at trække følehornene ind, fordi angrebene gjorde for ondt.
Og det er, på en måde, det samme som eremitkrebsen der har fundet en tom
konkylie eller et forladt sneglehus af passende størrelse til at beskytte sin
bagkrop med, gør. Beskyttelsen beskytter og redder dens liv en tid, men der er
ingen oplysning indeni.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar