Han så den gamle kone med de krogede ben komme slæbende på sine varer fra supermarkedet. Hun skulle have det hele med i bussen hjem. Hun tænkte:
"Mon posten har været der i dag?"
Hun kan ikke finde ud af elektronisk kommunikation, ordet nem-id krænker hende, gigten plager hele tiden, og i vaskekælderen er der moderniseret. Man bruger ikke mønter mere men sætter et kort i. Hun kan ikke rigtigt huske, hvordan man bestiller tid eller forstå, hvordan man får startet en maskine. Hun savner sin afdøde mand og mumler:
"Det får heldigvis ende engang."
Verden har passeret hende i stor fart, lige så hurtigt som man kan sende en sms. Men hendes tempo er ikke ændret i samme retning, og hendes ansigt er malet trist.
Han så også den lille dreng stå alene i skolens læskur trukket op ad væggen, mens han iagttog de andres intense leg. Han ville ikke være med til at tisse på Ingelises madpakke, så han måtte ikke deltage. Han var for anderledes, og troede han var noget. Det gjorde ondt i hans hjerte og mave dag og nat. Han tænkte måske:
"Bare jeg havde en lille hund, jeg kunne knytte mig til."
Imens skriger mågerne krævende og grådige. De vil have det hele selv. De under ikke engang lidt rester til hinanden. Men det er, så vidt de kan se, sådan det er.
I naturens hemmelige værksted arbejdes der dag og nat, for foråret skal forberedes grundigt, og det tager sin tid. Vinteren trænger sig på, som om det er det, det drejer sig om. Men når forårsforberedelserne er færdige, må vinteren atter erkende, at intet varer evigt.
Viben tænker ikke på Danmark og længes heller ikke, for det ene er ikke bedre end det andet. Men når soluret slår forår, finder den lynhurtigt pas og billetter, fordi den skal, og fordi det er sådan, det er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar