Værtsskabet.

Gåsen ville invitere gæster til en gastronomisk aften. Der var jo kun Nytår én gang om året, havde den langt om længe indset, så i år skulle det være. Den plejede altid at lade sig invitere, men tiden var moden til værtsskab, og femogtyve af dem der havde overlevet julemassakren skulle inviteres. Såvel gæs, ænder, kalkuner som høns, for gåsen ville ikke kaldes racist.

Den ønskede at skabe glæde og håbede, helt ind til ønskebenet, at alle kunne deltage. Det ville blive dejligt at se gæsterne komme and-stigende med nypudsede fjer, og femogtyve var det antal, den havde plads til. Syv gæs, syv ænder, seks kalkuner og fem høns. Kalkunerne fyldte meget, så seks var rigeligt, og hønsene fik man hurtigt nok af, for de fik altid lynhurtigt godt med fjer på. De kendte ikke til mådehold og festede principielt grundigt igennem.

Der ville under alle omstændigheder blive et værre leben med gæssenes taktfaste skræppen, kalkunernes pludren, hønsenes kværuleren, og ændernes konkurrencer i rap som de gik meget op i, da de ikke kunne udtrykke på andre måder på grund af næbbenes udformning. Enhver rapper med sit næb, forsvarede de sig.

Gåsen havde en personlig teori om hønsenes umådeholdne drikkeri. Den mente, at de fortrængte tanken om den forestående sæson for hønsekødssuppe. Men den teori holdt den for sig selv. Den havde trukket en velegnet fjer ud af sin ene vinge og skåret den til, så den var egnet til at dyppe i blækhuset og skrive invitationer med. De skulle sendes med luftpost... brevduer, for de tog ikke noget for det, da det var deres eneste hobby, og det passede lige nøjagtigt til gåsens pengepung.

Velkomstdrinken skulle være den legendariske an-drik. Den gik man aldrig fejl af, og nytårstalen skulle Andreas holde, præcis klokken atten nul dut. Det var der tradition for, og når Andreas talte, lyttede alle andægtigt, selv om de kunne talen udenad:

¨Vi sender vore varmeste tanker og ønsker om et Godt Nytår til søens vadefugle, til alle som er stækkede, til fangerne i ande- og hønsegårde eller lignende, samt til de unge som bliver flyvefærdige i det nye år. Også en hilsen til vore franske venner som stopfodres, så det hænger dem langt ud af halsen.

Så vær velkommen det hersens år, og lad os nu pynte os med de udleverede fjer som er lånte, tage hønseringene på og skåle nytåret grundigt ind. Det bliver jo en fugtig Nytårsaften i år.¨

GODT NYTÅR. ******************************

Mirakler i sneen.

Det lange, uldne halstørklæde var viklet flere gange rundt om halsen, og med sin frie hånd skubbede hun det lidt rundt i ansigtet, hvor det nu føltes bedst. For vinden var kold og bed i kinderne og næsen, men det kompenserede hun konstant for på denne måde. I den anden hånd havde hun godt fat i håndtaget til hundelinen. Det var lidt besværligt at holde rigtigt på håndtaget med de store, lammeskindsforede luffer, hun havde på, så hun måtte ofte kigge efter, for at se, om alt var, som det skulle være.

Nu får Frau Holles og Mor Huldas dyner vist en rigtig rusketur, tænkte hun og smilede, da hun kom i tanke om eventyrene, hun havde fået læst højt som barn. Så gik det op for hende, at hunden ikke trak så meget i snoren, som den plejede. Der var dog intet der tydede på, at der var noget i vejen, bortset fra sneen som var overalt. Hun kneb øjnene så meget sammen som muligt uden helt at lukke af for lyset, for hun skulle jo også orientere sig, men fandt hurtigt ud af, at det var nødvendigt at blinke konstant, for snefnuggene var påtrængende, og det føltes, som om de kom fra både øst og vest, syd og nord og såvel nedenfra som ovenfra.

Der havde været mørkt i nogle timer, og selv om sneen lyste lidt op, var det vanskeligt at orientere sig. Også fordi det var umuligt at åbne øjnene mere end et sekund af gangen. Det var ved sådan en lejlighed, man sagde, at himmel og jord stod i ét, og nu fik hun følelsen af, at hun havde gået så længe i sine egne tanker, at hun måske havde mistet orienteringen. Pludselig forsvandt alt, som havde givet hende fodfæste, og hun gled ind i et tomrum, hvor der ingen modstand var. Det føltes som om, hun fik en svimlende fart på, men kunne ikke mærke om det gik opad eller nedad… eller begge dele på én gang. Sådan gik der nogle sekunder, og så befandt hun sig på et helt roligt sted med fast grund, af en eller anden art, under fødderne. Hun havde stadig fat i hundelinen, og hunden var der også. Den virkede lidt desorienteret, men begyndte hurtigt at undersøge de nye omgivelser med en ivrigt, vibrerende næse.

Der var intet landskab og ingen himmel, og det føltes heller ikke, som om de var inde i en bygning. Det føltes bare uforklarligt… men trygt. Hun prøvede at finde hoved og hale i det, kiggede lidt forsigtigt her og der, og fik så øje på to gamle damer som smilende iagttog hende, som om de havde ventet på, at hun skulle få øje på dem.

¨Jeg er Mor Hulda,¨ sagde den ene, ¨og jeg er Frau Holle,¨ fortsatte den anden. Og så fortalte de hende, at de ville vise hende, hvordan det voldsomme snevejr var opstået på jorden, og at det ikke bare var ammestuehistorier, hun var opflasket med.

¨Du gik tur med din hund i det herlige snevejr, og vi kunne mærke dine tanker, som var både lyse, rene og kærlige, så vi lavede lige et lille HH-break. Det vil du opfatte som trylleri, magi eller måske som et mirakel, og du kan kalde det, lige hvad du vil. Vi kan ikke afsløre, hvordan vi gør, men ser du, når vi ryster vore dyner, sner det på jorden. Frau Holle er helt oppe i skyerne, når hun laver snevejr, mens jeg er langt under jorden. Vi kan godt være sammen alligevel, og det vil du ikke kunne forstå, for det giver ikke mening i din hjerne. Anyway, når vi sner på én gang, bliver der rigtig gang i den på jorden, og du har sikkert også lagt mærke til, at snefnuggene kommer både nedenfra og ovenfra, ja og fra siderne også, for den sags skyld.¨

Så klappede de i hænderne, og en masse alfer og feer ruskede og rystede damernes sengetøj, så det var en lyst. Samtidig benyttede de lejligheden til nogle gevaldige pudekampe, og det var alt sammen med til at holde snevejret vedlige på jorden.

¨Men nu er tiden næsten udløbet. Kom med hen i vores Wunder-bar og nyd et glas varmt gløgg, som vi har lavet af den dejlige saft, Hyldemor har sendt os et par flasker af, og så mirakler vi Jer tilbage til jeres hundeluftetur igen, lige så hurtigt som I kom hertil. Så skal I bare dreje skarpt til højre, og I er hjemme.

Åh ja, mens vi har Jer: Rigtig glædelig Jul.¨

Jul igen.

Nedtællingen er ved at være slut?...

Her tænker jeg ikke på dommedag men på Juleaften som, for børnene, endnu er langt ude i horisonten.

Også julesangene, på turene omkring træet, varer uendeligt, og elevatorblikkene ned mod gaverne og ganske kort op igen, samt alt andet, forekommer børnene at foregå i en ulidelig slowmotion.

Så under pres er mange forældre gået over til at sige:¨Så synger vi liiige første og sidste vers af.........¨

Glædelig Jul til Jer alle. ;-o )))

 

 

Natmusik.

Gisela havde sat cd'en med Eine kleine Nachtmusik på og afspillet den for sine klejner som i forvejen stortrivedes. Efter hendes beregninger skulle de være helt udvoksede midt i julemåneden, men allerede om morgenen d. 12. i 12., 12, da Egil og Egon pligtskyldige ankom for at nisseølle dem, var de fuldmodne.
De nåede kun at høre musikken én skumring, før de gjorde sig færdige. Afspilningen havde været et wake-up-call der ville noget, og Gisela fik stoppet de to egerns påtænkte nisseølning. Klejnerne ville bare blive bløde af det, nu de var lige til at plukke og dermed spiseklare, og så ville nisseølningen være som grædende, spildt mælk og måske oven i købet skadelig. Store, gyldne og fuldt udvoksede klejner skulle plukkes, ikke druknes.

Hun fandt kagedåserne frem og plukkede løs. Een af klejnerne så temmelig anderledes ud, og ved nærmere undersøgelser på nettet fandt Gisela ud af, at den var blevet til en norsk klejne med glasur og den karakteristiske, anderledes kantede udformning. Men den var sund, fedtet, frisk og velduftende, så Gisela tænkte, at der nok var sket en fejl under pakningen af kleinefrøene. Der havde været en smutter. Frøene var jo knappenålshovedesmå, og så kunne der let slippe nogle af anden floralistisk herkomst med. Det var, hvad der skete, når musikken spillede, så der var formentlig ikke tale om fejl i frøenes dna. Men uanset, den norske klejne var lige så perfekt, på sin egen måde, som alle de andre der lignede hinanden, og hvad man foretrak var, som altid, en smagssag.

Lige på fastlandssiden af Christian den X's Bro og så lidt indad og opad til venstre lå den smukke og meget kendte mølle der malede noget, helt ad helvede til, godt mel. Møller Müller havde travlt i julemåneden, og han var en dygtig maler.

¨At male julemel er en kunst,¨ sagde han, ¨og jeg er efterhånden blevet en god kunstmaler. Melet skal nemlig have de helt rigtige farver, så julesmåkagerne kan tage sig sig både ud og ind.¨

Melet blev pakket i små poser og solgt direkte fra møllen samt over nettet, og der var mange nisser og andet godtfolk der købte stort ind af det for at mele deres helt egne kager. De fleste etnisk danske nisser foretrak det rødmelerede, men alle nuancer næsten fløj over disken. Gisela havde hørt om WC's planlagte rævekager som skulle sælges lillejuleaften, og ville forsøge om hun ikke kunne få WC til at tilføje noget af Müllers møllemel til sin opskrift.

¨Jeg tror, det vil give dem, liiige det ekstra pift der skal til,¨ sagde hun til WC, ¨ for harelortens aroma bliver eksotiseret af denne mel, og så kan du måske også sælge en pose rævekager til mig.¨

Hun blinkede sigende til WC, mens hun sagde det, og når hun havde dette kokette udtryk i øjnene, kunne ingen stå for hende. Det anvendte hun også meget bevidst, for at få kokken fra Præstø og præsten fra Kokkedal til at komme med til forsamlingshuset lillejuleaften. Præsten skulle holde juleprædikenen og kokken kunne gøre det, i entreen indbefattede måltid, til en kuturinarisk oplevelse.

Så alt i alt var der lagt i kakkelovnen til en spændende, eksotisk lillejuleaften, og hvis ingen ville købe WC's rævekager, efter at have testet hans smagsprøver, gik jorden vel ikke under af den grund. Så kunne 'polarræven' få noget smertestillende til lommerne i stedet, for der skulle ikke være noget at have ondt af i julen, det var der nemlig ingen der havde rigtig godt af.