Mirakler i sneen.

Det lange, uldne halstørklæde var viklet flere gange rundt om halsen, og med sin frie hånd skubbede hun det lidt rundt i ansigtet, hvor det nu føltes bedst. For vinden var kold og bed i kinderne og næsen, men det kompenserede hun konstant for på denne måde. I den anden hånd havde hun godt fat i håndtaget til hundelinen. Det var lidt besværligt at holde rigtigt på håndtaget med de store, lammeskindsforede luffer, hun havde på, så hun måtte ofte kigge efter, for at se, om alt var, som det skulle være.

Nu får Frau Holles og Mor Huldas dyner vist en rigtig rusketur, tænkte hun og smilede, da hun kom i tanke om eventyrene, hun havde fået læst højt som barn. Så gik det op for hende, at hunden ikke trak så meget i snoren, som den plejede. Der var dog intet der tydede på, at der var noget i vejen, bortset fra sneen som var overalt. Hun kneb øjnene så meget sammen som muligt uden helt at lukke af for lyset, for hun skulle jo også orientere sig, men fandt hurtigt ud af, at det var nødvendigt at blinke konstant, for snefnuggene var påtrængende, og det føltes, som om de kom fra både øst og vest, syd og nord og såvel nedenfra som ovenfra.

Der havde været mørkt i nogle timer, og selv om sneen lyste lidt op, var det vanskeligt at orientere sig. Også fordi det var umuligt at åbne øjnene mere end et sekund af gangen. Det var ved sådan en lejlighed, man sagde, at himmel og jord stod i ét, og nu fik hun følelsen af, at hun havde gået så længe i sine egne tanker, at hun måske havde mistet orienteringen. Pludselig forsvandt alt, som havde givet hende fodfæste, og hun gled ind i et tomrum, hvor der ingen modstand var. Det føltes som om, hun fik en svimlende fart på, men kunne ikke mærke om det gik opad eller nedad… eller begge dele på én gang. Sådan gik der nogle sekunder, og så befandt hun sig på et helt roligt sted med fast grund, af en eller anden art, under fødderne. Hun havde stadig fat i hundelinen, og hunden var der også. Den virkede lidt desorienteret, men begyndte hurtigt at undersøge de nye omgivelser med en ivrigt, vibrerende næse.

Der var intet landskab og ingen himmel, og det føltes heller ikke, som om de var inde i en bygning. Det føltes bare uforklarligt… men trygt. Hun prøvede at finde hoved og hale i det, kiggede lidt forsigtigt her og der, og fik så øje på to gamle damer som smilende iagttog hende, som om de havde ventet på, at hun skulle få øje på dem.

¨Jeg er Mor Hulda,¨ sagde den ene, ¨og jeg er Frau Holle,¨ fortsatte den anden. Og så fortalte de hende, at de ville vise hende, hvordan det voldsomme snevejr var opstået på jorden, og at det ikke bare var ammestuehistorier, hun var opflasket med.

¨Du gik tur med din hund i det herlige snevejr, og vi kunne mærke dine tanker, som var både lyse, rene og kærlige, så vi lavede lige et lille HH-break. Det vil du opfatte som trylleri, magi eller måske som et mirakel, og du kan kalde det, lige hvad du vil. Vi kan ikke afsløre, hvordan vi gør, men ser du, når vi ryster vore dyner, sner det på jorden. Frau Holle er helt oppe i skyerne, når hun laver snevejr, mens jeg er langt under jorden. Vi kan godt være sammen alligevel, og det vil du ikke kunne forstå, for det giver ikke mening i din hjerne. Anyway, når vi sner på én gang, bliver der rigtig gang i den på jorden, og du har sikkert også lagt mærke til, at snefnuggene kommer både nedenfra og ovenfra, ja og fra siderne også, for den sags skyld.¨

Så klappede de i hænderne, og en masse alfer og feer ruskede og rystede damernes sengetøj, så det var en lyst. Samtidig benyttede de lejligheden til nogle gevaldige pudekampe, og det var alt sammen med til at holde snevejret vedlige på jorden.

¨Men nu er tiden næsten udløbet. Kom med hen i vores Wunder-bar og nyd et glas varmt gløgg, som vi har lavet af den dejlige saft, Hyldemor har sendt os et par flasker af, og så mirakler vi Jer tilbage til jeres hundeluftetur igen, lige så hurtigt som I kom hertil. Så skal I bare dreje skarpt til højre, og I er hjemme.

Åh ja, mens vi har Jer: Rigtig glædelig Jul.¨