Natmusik.

Gisela havde sat cd'en med Eine kleine Nachtmusik på og afspillet den for sine klejner som i forvejen stortrivedes. Efter hendes beregninger skulle de være helt udvoksede midt i julemåneden, men allerede om morgenen d. 12. i 12., 12, da Egil og Egon pligtskyldige ankom for at nisseølle dem, var de fuldmodne.
De nåede kun at høre musikken én skumring, før de gjorde sig færdige. Afspilningen havde været et wake-up-call der ville noget, og Gisela fik stoppet de to egerns påtænkte nisseølning. Klejnerne ville bare blive bløde af det, nu de var lige til at plukke og dermed spiseklare, og så ville nisseølningen være som grædende, spildt mælk og måske oven i købet skadelig. Store, gyldne og fuldt udvoksede klejner skulle plukkes, ikke druknes.

Hun fandt kagedåserne frem og plukkede løs. Een af klejnerne så temmelig anderledes ud, og ved nærmere undersøgelser på nettet fandt Gisela ud af, at den var blevet til en norsk klejne med glasur og den karakteristiske, anderledes kantede udformning. Men den var sund, fedtet, frisk og velduftende, så Gisela tænkte, at der nok var sket en fejl under pakningen af kleinefrøene. Der havde været en smutter. Frøene var jo knappenålshovedesmå, og så kunne der let slippe nogle af anden floralistisk herkomst med. Det var, hvad der skete, når musikken spillede, så der var formentlig ikke tale om fejl i frøenes dna. Men uanset, den norske klejne var lige så perfekt, på sin egen måde, som alle de andre der lignede hinanden, og hvad man foretrak var, som altid, en smagssag.

Lige på fastlandssiden af Christian den X's Bro og så lidt indad og opad til venstre lå den smukke og meget kendte mølle der malede noget, helt ad helvede til, godt mel. Møller Müller havde travlt i julemåneden, og han var en dygtig maler.

¨At male julemel er en kunst,¨ sagde han, ¨og jeg er efterhånden blevet en god kunstmaler. Melet skal nemlig have de helt rigtige farver, så julesmåkagerne kan tage sig sig både ud og ind.¨

Melet blev pakket i små poser og solgt direkte fra møllen samt over nettet, og der var mange nisser og andet godtfolk der købte stort ind af det for at mele deres helt egne kager. De fleste etnisk danske nisser foretrak det rødmelerede, men alle nuancer næsten fløj over disken. Gisela havde hørt om WC's planlagte rævekager som skulle sælges lillejuleaften, og ville forsøge om hun ikke kunne få WC til at tilføje noget af Müllers møllemel til sin opskrift.

¨Jeg tror, det vil give dem, liiige det ekstra pift der skal til,¨ sagde hun til WC, ¨ for harelortens aroma bliver eksotiseret af denne mel, og så kan du måske også sælge en pose rævekager til mig.¨

Hun blinkede sigende til WC, mens hun sagde det, og når hun havde dette kokette udtryk i øjnene, kunne ingen stå for hende. Det anvendte hun også meget bevidst, for at få kokken fra Præstø og præsten fra Kokkedal til at komme med til forsamlingshuset lillejuleaften. Præsten skulle holde juleprædikenen og kokken kunne gøre det, i entreen indbefattede måltid, til en kuturinarisk oplevelse.

Så alt i alt var der lagt i kakkelovnen til en spændende, eksotisk lillejuleaften, og hvis ingen ville købe WC's rævekager, efter at have testet hans smagsprøver, gik jorden vel ikke under af den grund. Så kunne 'polarræven' få noget smertestillende til lommerne i stedet, for der skulle ikke være noget at have ondt af i julen, det var der nemlig ingen der havde rigtig godt af.