Olie på lærred. 30 x 30 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Konfiguration.

Olie på canvas panel. 22 x 27 cm.

Bederum, bedemøller, baderum, bønnemøder, 

trædemøller, don quixote, hamsterhjul, krig og sult. 

Vintergækker, erantisser, krokusser, lysere dage, 

pløjede marker, fred, pludrende børn, velstand, 

sommerfugle og fuglesang. Hvilke farver 

klemmer du ud på din palet i dag, og hvordan 

vælger du at blande dem?

Olie på canvas panel. 27 x 22 cm.

Olie på canvas panel. 24 x 19 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Olie på masonit. 26 x 48 cm.

Olie på lærred. 40 x 30 cm.

Now again

"Dear NOW, why so shy to be
and why so often flee from me?"

“I never fled! Get up on your horse
that’s very much better than worse.
The farmer looks toward the sun
wondering where time has gone.
The horse is neighing free and proud
wearing shoes from St Cloud.
The cow is standing calm and chew
singing buh to morning dew.
Flowers nods, and hens are pecking
sees no time, no clocks are ticking.
Can’t you sense my silent smile?
Need to ride another mile?”

Lyd(d)igt.

Snurren fra edderkoppens spinderok

overtoner under ørets skala

gryende vokseværk hos græs og bellis

regnbuestrøg på nymfeviolin

subtile kompositioner i magiske sind

beskrevet med noder i morgendug

sneen overholder sit tavshedsløfte

men viser stolt sine hvide klæder frem

skæver uroligt til frøken forårs strygejern

mens hun søger efter en ledig stikkontakt.

Cupid and Matchmaker

"You smell tantalizing.

Your fragrance is waves of light, misty pink,

english red and silky magenta."

"Yes, precisely. And, as you know,

I do not use perfume, but this scent is produced

whenever I’m in the process of arranging trysts

between newly sprouted hearts.

That's because I'm so fascinated by it."

"Your eyes and cheeks rays in D major,

and when you conjure with your matchmaking,

I sense a taste like a mixture of nectar, rosehip jam,

heather honey and summer."

"I feel at the same time a lot of subtle bells

chime and flash of joyous delight.

I’m so in love with my work that it gets

my full attention. And I see everything in that light."

"I understand what you mean.

When one of my arrows has hit a heart,

and I notice the change in the person's eyes,

the fine flushed cheeks and the poetic movements,

I also feel I have come in my niche.

Take my hand. Then we will dance in the snow

until it melts and is replaced with a floral blanket.”

Jordbær, banan og en lovlig lang arm.

 

Banankniven lå og tænkte på sit image. Det havde fået et knæk, efter hans anholdelse i gågaden sidste år. Da havde han aftalt at mødes med sin elskede jordbærske på Nytorv, men var aldrig nået frem, fordi han blev opdaget og tilbageholdt af lovens lange arm. Han havde ikke gemt sig og havde haft det lange ben foran, men politiet sagde, de havde lovhjemmel til at arrestere ham for ulovlig våbenbesiddelse. Han bar ikke lovhjelm på hovedet, da han ikke følte, han havde noget at skjule, så knivbladet var let at få øje på.

Selv om det kun var til at smøre med, var det alligevel ulovligt, fordi det ikke kunne klappes sammen. Han protesterede og argumenterede men fik kun lov til at klappe i.

Jordbærskeen troede, at han havde brændt hende af og besluttede, at han var en røvbanan. Senere havde det taget ham lang tid at retfærdiggøre sig overfor hende, så de kunne få deres gamle forhold tilbage.

Nu var de endelig sammen igen, og banankniven havde taget jordbærskeen i den anden hånd, mens de spadserede op mod Sallings Cafeteria, hvor de havde aftalt at nyde en kop kaffe. Herefter ville de på udsalg og prøve at finde en smart lovhjelm som samtidig kunne lune lidt.

For selv om lov er lov og til at bygge land med, er kulde også kulde og ikke til at bide skeer med, og før eller siden blev det vel vinter igen, selv om det næsten ikke var til at fatte i øjeblikket, hvor store hedeslag blev udkæmpet i sommervarmen. Banankniven var også træt af at føle sig trådt på af lovhjemlerne fra lovens lange arme.

For dem kunne han ikke smøre. Loven var indgivet fra højeste sted af eksperter. Og eksperter ved jo altid, hvad de snakker om…

Oven på Kyndelmisse.

”Spurven sidder stum bag kvist…” 

Nej, om igen. Der er jo ikke sne og isnende kulde. 

Spurven fryser ikke 

og mangler tilsyneladende heller ikke føde.

Så nu er der overskud til poesi og leg. 

Selv om vinteren kun står, godt og vel, på ”halvtgået.” 

Den er brækket over af nogle utilsigtede temperaturer, 

som holder sne og is på afstand.

Minusgraderne er, så at sige, frosset ude. 

Nu mangler det bare, at solen stemmer violinen

 og spiller på sine stråler. 

Den vilde blæst vil gerne spille med. 

Den tror, den skal for helhedens skyld, 

men de fleste andre forårsorkestermedlemmer mener, 

den gør alt for meget væsen af sig.

Alfred.

For nylig lavede jeg et lille maleri af min afdøde onkel, Alfred Sandborg. Jeg fik lyst til at prøve igen, og har nu lavet dette maleri i 40 x 30 cm.

Onkel Alfred var kendt af alle i Sebbersund og omegn. Som jeg husker det, kaldte samtlige børn ham onkel, fordi de havde annekteret vores benævnelse, og måske også fordi han lignede, og opførte sig, som en god, gammeldags onkel, man kender fra eventyr.

Han var fisker og passede sin dont hele livet. Ikke noget med at gå i lære som kommis, sadelmager eller andet efter grundskolens syv år. Nej han var født til at være limfjordsfisker, og han svigtede ikke denne levevej, som egentlig også var en livsstil.

I Sebbersund var mange af byens mænd fiskere, så jeg voksede op med duften af tjærede ruser, nymalede både, fisk og fjord.

Onkel Alfred, morbror, var den eneste af sine søskende som talte sebbersundsk. Mange andre i byen, både voksne og børn, benyttede denne dialekt, og tilflyttere fra Vendsyssel og andre steder, blev også sprogligt afrettede med tiden, men beholdt dog nogle af de specielle ord, som hørte deres dialekt til. Det betød, at jeg fik god forståelse for dialekter og holder stadig meget af dem. Far var indvandrer fra Aalborg og beholdt sit sprog. Så vi, og  nogle få andres, børn sagde ikke a’ men jæ (jeg).

Det var, hvad ”jæ” havde af kommentarer til mit nymalede billede, der nu står til tørre og glæder sig til at blive ferniseret og komme i en af de rammer, det skæver forventningsfuldt til. Men det ta’r nu den tid, den slags ta’r.


https://www.facebook.com/sebberhus/?__xt__=33.%7B"logging_data"%3A%7B"profile_id"%3A148188222267450%2C"event_type"%3A"clicked_view_profile"