Børnene var
på vej hjem fra skole. Det var en vinterdag, som man forbinder med gamle dages
vintre, selv om årstallet vel kun var ca. 1954. Når man beretter om denne tid,
og tiden forud, er det altid med ”rigtig vinter om vinteren og rigtig sommer om
sommeren,” fordi det huskes sådan.
Jens var vel
8-9 år og klædt så godt på til vejret, som forholdene tillod: Omsyet tøj fra de
ældre brødre og umage gummistøvler, som ikke mere var helt tætte. Der var
snestorm og det havde sneet i mange dage, så vejen hjem fra skole var næsten
ufremkommelig. Nogle af børnene valgte at dreje fra lidt uden for Valsted, fordi
der var et slags læhegn af graner langs denne vej, som måske kunne give lidt
beskyttelse. Denne vej førte mod Skt. Nikolaj bjerg, og inden man nåede så
langt, passerede man en gård, som lå der helt for sig selv. Den tilhørte Thomas
”Laj,” som egentlig hed Rasmussen, og han var tilsyneladende en rigtig tidstypisk landmand.
Strækningen
hjemad var ellers øde. Der var vintermørkt, og sneen piskede konstant børnene i
ansigterne, selvom alle hoveder var bøjede for at undgå den. De høje snedriver
gjorde hjemfærden vanskelig, for sneen nåede til helt op på livet, og hvert
skridt var en kæmpeopgave. Og støvlerne kunne ikke holde sneen ude.
Jens
begyndte lidt efter lidt at opfatte sceneriet i slowmotion. Han kunne ikke
mærke sine frosne hænder mere, og benene var tunge som bly. Situationen forekom
fjern, og forskellige smukke tankebilleder fra det lune hjem blev tydeligere og
tydeligere. De begyndte at tage over, og hjemfærden forekom halvhjertet og uden
væsentlig betydning. Han gled forover i
ryk, og følte en naturlig trang til at glide helt ind i de fantasier, som nu forekom
mere virkelige end de aktuelle omstændigheder.
”Jens, Jens,
JENS.” Han blev bevidst om, at hans storesøster ruskede i ham. ”Kom nu, du kan
godt.” Han vidste straks, det var på tide at komme videre, selvom det på samme
tid føltes ligegyldigt. Sådan gik det flere gange, inden de pludselig var hjemme.
O g efter at have fået det våde vintertøj af og blevet indhyllet i tæpper samt ”fodret
af,” var det lige på hovedet i seng. Jens huskede ikke, det havde været så
slemt, og næste morgen var alt glemt. Men nu skinnede solen jo også, og
snestormen var gået til ro. Sneploven havde været ude og gjort den sædvanlige
rute til skole mere fremkommelig. Og så var de par kilometer ingen sag.
Et år i
december, omkring samme tid, blev storebror, som var teenager, sendt ud til
Thomas ”Laj.” Han fik en galvaniseret spand i hånden, med besked om at bede om
nogle kartofler, som ville blive betalt på et senere tidspunkt. Den slags
accepterede Thomas ”Laj.” Han havde lagre af kartofler, som i vid udstrækning
var gemt som fodertilskud til køerne, hestene og grisene.
Inde i laden
var Thomas ved at koge store mængder kartofler, for de blev ikke serveret rå
til dyrene. Den unge mand stod nu med spanden i hånden og spurgte om de rå kartofler,
som skulle bruges i husholdningen derhjemme. Spanden blev velvilligt og hurtigt
fyldt, og da Thomas så, hvordan duften af de kogte kartofler virkede på drengen,
sagde han. ”Smag bare, hvis du skulle få lyst.” Det lod han sig ikke sige to
gange, og nogle dejligt varme og bløde kartofler gled hurtigt indenbords. For
maven kaldte næsten konstant på forsyninger, da forbrændingen var høj i den
alder, og kroppen blev brugt flittigt. Der var altid et eller andet i gang, som
tærede på brændstoffet, og efter en lang gåtur i vintervejret var nykogte
foderkartofler en himmerigs mundfuld.
Hvis du
møder ham i dag, nogle og tres år senere, og forsyner ham med de rigtige
stikord, kan du være sikker på at høre historien fra hans egen mund. For de
kartofler husker han både duften og smagen af. For ikke at nævne den
essentielle og eftertragtede mæthedsfornemmelse de tilvejebragte.
