Thomas "Laj."

Børnene var på vej hjem fra skole. Det var en vinterdag, som man forbinder med gamle dages vintre, selv om årstallet vel kun var ca. 1954. Når man beretter om denne tid, og tiden forud, er det altid med ”rigtig vinter om vinteren og rigtig sommer om sommeren,” fordi det huskes sådan.

Jens var vel 8-9 år og klædt så godt på til vejret, som forholdene tillod: Omsyet tøj fra de ældre brødre og umage gummistøvler, som ikke mere var helt tætte. Der var snestorm og det havde sneet i mange dage, så vejen hjem fra skole var næsten ufremkommelig. Nogle af børnene valgte at dreje fra lidt uden for Valsted, fordi der var et slags læhegn af graner langs denne vej, som måske kunne give lidt beskyttelse. Denne vej førte mod Skt. Nikolaj bjerg, og inden man nåede så langt, passerede man en gård, som lå der helt for sig selv. Den tilhørte Thomas ”Laj,” som egentlig hed Rasmussen, og han var tilsyneladende en rigtig tidstypisk landmand.

Strækningen hjemad var ellers øde. Der var vintermørkt, og sneen piskede konstant børnene i ansigterne, selvom alle hoveder var bøjede for at undgå den. De høje snedriver gjorde hjemfærden vanskelig, for sneen nåede til helt op på livet, og hvert skridt var en kæmpeopgave. Og støvlerne kunne ikke holde sneen ude.

Jens begyndte lidt efter lidt at opfatte sceneriet i slowmotion. Han kunne ikke mærke sine frosne hænder mere, og benene var tunge som bly. Situationen forekom fjern, og forskellige smukke tankebilleder fra det lune hjem blev tydeligere og tydeligere. De begyndte at tage over, og hjemfærden forekom halvhjertet og uden væsentlig betydning.  Han gled forover i ryk, og følte en naturlig trang til at glide helt ind i de fantasier, som nu forekom mere virkelige end de aktuelle omstændigheder.

”Jens, Jens, JENS.” Han blev bevidst om, at hans storesøster ruskede i ham. ”Kom nu, du kan godt.” Han vidste straks, det var på tide at komme videre, selvom det på samme tid føltes ligegyldigt. Sådan gik det flere gange, inden de pludselig var hjemme. O g efter at have fået det våde vintertøj af og blevet indhyllet i tæpper samt ”fodret af,” var det lige på hovedet i seng. Jens huskede ikke, det havde været så slemt, og næste morgen var alt glemt. Men nu skinnede solen jo også, og snestormen var gået til ro. Sneploven havde været ude og gjort den sædvanlige rute til skole mere fremkommelig. Og så var de par kilometer ingen sag.

Et år i december, omkring samme tid, blev storebror, som var teenager, sendt ud til Thomas ”Laj.” Han fik en galvaniseret spand i hånden, med besked om at bede om nogle kartofler, som ville blive betalt på et senere tidspunkt. Den slags accepterede Thomas ”Laj.” Han havde lagre af kartofler, som i vid udstrækning var gemt som fodertilskud til køerne, hestene og grisene.

Inde i laden var Thomas ved at koge store mængder kartofler, for de blev ikke serveret rå til dyrene. Den unge mand stod nu med spanden i hånden og spurgte om de rå kartofler, som skulle bruges i husholdningen derhjemme. Spanden blev velvilligt og hurtigt fyldt, og da Thomas så, hvordan duften af de kogte kartofler virkede på drengen, sagde han. ”Smag bare, hvis du skulle få lyst.” Det lod han sig ikke sige to gange, og nogle dejligt varme og bløde kartofler gled hurtigt indenbords. For maven kaldte næsten konstant på forsyninger, da forbrændingen var høj i den alder, og kroppen blev brugt flittigt. Der var altid et eller andet i gang, som tærede på brændstoffet, og efter en lang gåtur i vintervejret var nykogte foderkartofler en himmerigs mundfuld.

Hvis du møder ham i dag, nogle og tres år senere, og forsyner ham med de rigtige stikord, kan du være sikker på at høre historien fra hans egen mund. For de kartofler husker han både duften og smagen af. For ikke at nævne den essentielle og eftertragtede mæthedsfornemmelse de tilvejebragte.