Olie på lærred. 30 x 40 cm. + ramme.
torsdag den 29. juni 2017
tirsdag den 27. juni 2017
mandag den 26. juni 2017
På gensyn.
Juni nynner de sidste strofer af sin sommermelodi, mens hun puster kraftigt ud og pakker. Snart går hun i hi, og med god samvittighed, for hun har givet alt, hvad hun har i sig. Lytter man efter, fornemmer man, at hun er ved godt mod. Nu mangler hun snart bare at give stafetten videre til Juli, som glæder sig til at yde sin livgivende indsats. De er som to søstre, der begge har let til både smil og tårer, og de har varme hjerter.
søndag den 25. juni 2017
lørdag den 24. juni 2017
onsdag den 21. juni 2017
tirsdag den 20. juni 2017
søndag den 18. juni 2017
Bouquet.
Han ville plukke en lille håndholdt buket til hende.
Margueritterne tiggede om at
komme op i hånden:
"Ta´ mig, ta´
mig,” råbte de i munden på hinanden.
Lidt derfra
stod nogle ædle valmuer. De sagde ingenting, men sagde ham alligevel meget.
Kronbladenes røde farve mod
det grønne
græs var iøjnefaldende på en både frisk og næsten højtidelig måde.
”Det ville
være smukt med sådan en farve mellem de sollignende margueritter,” tænkte han. ”Men
nænner jeg at plukke en?”
Han plukkede
en enkelt, så stænglen havde samme længde som margueritterne og var tilfreds
med bukettens udseende. Han duftede til den, men sporede kun en svag bouquet i
sommervinden.
Blomsterne
blev arrangeret i en lille vase, så valmuen var i midten, og det så fint og
enkelt ud.
”Jeg glæder
mig til, hun ser den,” tænkte han og smilede ved tanken.
Udenfor spillede
en solsort pludselig et hjertegribende stykke på sin tryllefløjte, som havde
indbygget rumklang. Han gik ud i sommervarmen og bemærkede, at der var flere
solsorte, som kommunikerede via deres instrumenter. Og de gav hinanden
spilletid uden at afbryde. Som om det gik efter tur. ”Det kunne vi lære noget
af,” tænkte han.
Han gik ind
til buketten i vasen igen og betragtede den forbløffet. Margueritterne var i
samme humør, som da han forlod dem, men valmuen var tilsyneladende uhyre
galant. Den havde bøjet hovedet og taget sin røde hat af, som den havde lagt på
bordet sammen med sit røde halstørklæde i en vis orden.
”Sikken
ærbødighed,” tænkte han. ”Den tror vist, jeg er noget. Nu vil skænke mig et glas vin og skåle med buketten. Den dufter
ikke, men jeg vil så lade mig nøje med vinens krop, ånd og bouquet. Og det går sikkert
også ganske fint an på sådan en vidunderlig sommerdag.”
torsdag den 15. juni 2017
tirsdag den 13. juni 2017
lørdag den 10. juni 2017
fredag den 9. juni 2017
Thors hammer.
Gedebukkene, Tanngnjost og Tanngrisner, var spændt for vognen, styrkebæltet Megingjord, var renset og poleret, så meget Thor nu gad, og Mjølner sad allerede i bæltet. Han rakte ud efter jernhandskerne, som han kaldte Lamgreipner, og som han ikke ville undvære, da han var ufattelig stærk, når han havde dem på. Og det var værdifuldt, for tilværelsen var fyldt med farer. Når han var rejseklar, var han så absolut ikke til at spøge med, og det vidste jætterne, så de gjorde, alt hvad de kunne for at undgå at komme indenfor Thors synsfelt og hammerens rækkevidde.
Nu for han med rasende fart hen over himlen. Hans to gedebukke sprang, det bedste de havde lært, og i sin højre hånd holdt han Mjølner løftet, klar til at sende lyn og torden ud, så der var harmoni mellem hans tanker og hans frygtindgydende udladninger. Lige nu var han dog veltilpas, for det var morgen for ham, og han havde spist begge gederne i aftes samt nedsvælget passende slurke mjød til, og passende mængder for ham var noget, der lignede et par mellemstore indsøer på jorden. Hverken mere eller mindre. Der var jo hverdag, og så var det rart at holde hovedet koldt og klart, og der var temmelig meget at se til, så længe jætterne var så uregerlige, som de var.
Efter at have gnavet benene rene, efter aftensmåltidet, huskede han at pakke dem ind i gedeskindene igen, så gederne kunne vågne om morgenen i godt humør og ved god huld.
Jætterne tænkte aldrig på, at det eventuelt kunne dreje sig om at leve i fred, fordragelighed og med glæde i hjerterne. Nej, så hellere skræmme folk, bortføre dem og, om muligt, slå dem ihjel. Det gav mening i deres reptilhjerner.
Thor fik øje på en jætte, der lynhurtigt forsøgte at gemme sig bag en sky, som han håbede ville skjule ham for Thors klare, blå øjne, men Thor var hverken naiv eller blåøjet, og sendte et gevaldigt lyn mod ham. Om det ramte eller ej, kunne han ikke se, men han havde givet sat en skræk i livet på ham.
Han gjorde sig dog ingen falske forhåbninger om, at jætten ville blive klog af skade, for jætterne var så indoktrinerede af Nidhug, Fenrisulven, Midgårdsormen, Surt og Udgårdsloke, at de troede, alle andre havde vrangforestillinger. Enhver burde, efter deres mening, vide, at jorden var skabt af Ymirskrop, og hørte de nogen sætte spørgsmålstegn ved det, blev de straks dræbt eller, i de mildeste tilfælde, kom i bad standing, hvilket også var aldeles livsfarligt. På denne måde blev de fri for at tvivle på den børnelærdom, de var blevet indoktrineret i søndagsskolerne i Jotunheim.
Selvom Thors lyn måske ikke ramte jætten, var det et flot syn. Et lyn som Thor godt kunne være stolt af, for han havde været i det rigtige lune. Der kunne nemlig være ret stor forskel på lynene, afhængigt af hans sindstilstand, men når de var så store og flotte, at mange holdt vejret med en blanding af beundring og ærefrygt, havde han en god mavefornemmelse. Og mavefornemmelserne havde han et seriøst forhold til.
Et lille træskib med orange sejl, var på vej fra Gjøl mod Nibe bredning. Familien havde været til søndagsprædiken, med tilhørende kaffe og kage, og det var almindeligt på den tid at sejle, hvis man selv var sømand eller fisker og havde en egnet båd. Det var også meget hurtigere, fordi man, stort set, brugte fugleflugtslinjer i stedt for snoede veje, som måtte følges i trævogne med store, knirkende hjul og trukket af hestespand. Al den hurlumhej der var mellem Thor og jætterne havde fået bølgerne til at danse, og båden måtte følge rytmen, hvad enten den ønskede det eller ej.
Pludselig flængede et kæmpestort lyn himmelen, og en lille dreng udbrød:
”Orv, der revnede himlen. Jeg kunne se ind i Guds tronsal, hvor der var et lys som var meget stærkere end onkels nye staldlygter.”
”Sludder, knægt,” sagde faderen vredt, mens han kæmpede for at holde båden på ret kurs. Han måtte bruge mange kræfter for at dirigere roret formålstjenligt, men han var en erfaren fisker der vidste, hvad han havde med at gøre, og han vidste også, at han måtte være yderst opmærksom og nøjeregnende.
”Nej, min dreng, det er de store spændingsforskelle, der udvikles, når is- og vandpartiklerne bevæger sig op og ned i skyerne og gnider mod hinanden. Disse spændingsforskelle opstår både mellem forskellige steder i skyen og jorden. Det er meget svært, og meget teknisk, at forklare, hvordan skyerne ioniseres, så i det daglige må vi stole på vores barometer.”
Thor havde overhørt ordvekslingen mellem faderen og drengen i båden og forstod den stort set, selvom den var på nydansk, som han dog efterhånden havde et godt kendskab til. Selv ville han ikke forsøge at tale det, for det lød alt for søgt og tøset i hans ører.
Han smilede af faderens forklaring til sønnen og tænkte:
”Utroligt, så overtroiske folk er nu om dage. Nåmen, min mave rumler, det trækker vist op til et stort krus tordenkaffe og en dygtig bid af Sif’s veltilberedte Gede-Jerky.”
torsdag den 8. juni 2017
mandag den 5. juni 2017
søndag den 4. juni 2017
lørdag den 3. juni 2017
fredag den 2. juni 2017
torsdag den 1. juni 2017
Martyrium.
Når en
selvmordsterrorist sprænger sig i atomer, eller når andre terrorhandlinger
udføres i såkaldt helligt øjemed, tror misdæderne, de bliver martyrer. Med alle
de privilegier dette medfører.
Holder man
sig til dette billedsprog, kan man godt sige, deres handlinger skaber martyrer.
Men det er
ofrene, der i så fald bliver martyrer. Misdæderne tager Karma sig af. På sine helt
egne genopdragelseskurser.
Abonner på:
Opslag (Atom)