Gedebukkene, Tanngnjost og Tanngrisner, var spændt for vognen, styrkebæltet Megingjord, var renset og poleret, så meget Thor nu gad, og Mjølner sad allerede i bæltet. Han rakte ud efter jernhandskerne, som han kaldte Lamgreipner, og som han ikke ville undvære, da han var ufattelig stærk, når han havde dem på. Og det var værdifuldt, for tilværelsen var fyldt med farer. Når han var rejseklar, var han så absolut ikke til at spøge med, og det vidste jætterne, så de gjorde, alt hvad de kunne for at undgå at komme indenfor Thors synsfelt og hammerens rækkevidde.
Nu for han med rasende fart hen over himlen. Hans to gedebukke sprang, det bedste de havde lært, og i sin højre hånd holdt han Mjølner løftet, klar til at sende lyn og torden ud, så der var harmoni mellem hans tanker og hans frygtindgydende udladninger. Lige nu var han dog veltilpas, for det var morgen for ham, og han havde spist begge gederne i aftes samt nedsvælget passende slurke mjød til, og passende mængder for ham var noget, der lignede et par mellemstore indsøer på jorden. Hverken mere eller mindre. Der var jo hverdag, og så var det rart at holde hovedet koldt og klart, og der var temmelig meget at se til, så længe jætterne var så uregerlige, som de var.
Efter at have gnavet benene rene, efter aftensmåltidet, huskede han at pakke dem ind i gedeskindene igen, så gederne kunne vågne om morgenen i godt humør og ved god huld.
Jætterne tænkte aldrig på, at det eventuelt kunne dreje sig om at leve i fred, fordragelighed og med glæde i hjerterne. Nej, så hellere skræmme folk, bortføre dem og, om muligt, slå dem ihjel. Det gav mening i deres reptilhjerner.
Thor fik øje på en jætte, der lynhurtigt forsøgte at gemme sig bag en sky, som han håbede ville skjule ham for Thors klare, blå øjne, men Thor var hverken naiv eller blåøjet, og sendte et gevaldigt lyn mod ham. Om det ramte eller ej, kunne han ikke se, men han havde givet sat en skræk i livet på ham.
Han gjorde sig dog ingen falske forhåbninger om, at jætten ville blive klog af skade, for jætterne var så indoktrinerede af Nidhug, Fenrisulven, Midgårdsormen, Surt og Udgårdsloke, at de troede, alle andre havde vrangforestillinger. Enhver burde, efter deres mening, vide, at jorden var skabt af Ymirskrop, og hørte de nogen sætte spørgsmålstegn ved det, blev de straks dræbt eller, i de mildeste tilfælde, kom i bad standing, hvilket også var aldeles livsfarligt. På denne måde blev de fri for at tvivle på den børnelærdom, de var blevet indoktrineret i søndagsskolerne i Jotunheim.
Selvom Thors lyn måske ikke ramte jætten, var det et flot syn. Et lyn som Thor godt kunne være stolt af, for han havde været i det rigtige lune. Der kunne nemlig være ret stor forskel på lynene, afhængigt af hans sindstilstand, men når de var så store og flotte, at mange holdt vejret med en blanding af beundring og ærefrygt, havde han en god mavefornemmelse. Og mavefornemmelserne havde han et seriøst forhold til.
Et lille træskib med orange sejl, var på vej fra Gjøl mod Nibe bredning. Familien havde været til søndagsprædiken, med tilhørende kaffe og kage, og det var almindeligt på den tid at sejle, hvis man selv var sømand eller fisker og havde en egnet båd. Det var også meget hurtigere, fordi man, stort set, brugte fugleflugtslinjer i stedt for snoede veje, som måtte følges i trævogne med store, knirkende hjul og trukket af hestespand. Al den hurlumhej der var mellem Thor og jætterne havde fået bølgerne til at danse, og båden måtte følge rytmen, hvad enten den ønskede det eller ej.
Pludselig flængede et kæmpestort lyn himmelen, og en lille dreng udbrød:
”Orv, der revnede himlen. Jeg kunne se ind i Guds tronsal, hvor der var et lys som var meget stærkere end onkels nye staldlygter.”
”Sludder, knægt,” sagde faderen vredt, mens han kæmpede for at holde båden på ret kurs. Han måtte bruge mange kræfter for at dirigere roret formålstjenligt, men han var en erfaren fisker der vidste, hvad han havde med at gøre, og han vidste også, at han måtte være yderst opmærksom og nøjeregnende.
”Nej, min dreng, det er de store spændingsforskelle, der udvikles, når is- og vandpartiklerne bevæger sig op og ned i skyerne og gnider mod hinanden. Disse spændingsforskelle opstår både mellem forskellige steder i skyen og jorden. Det er meget svært, og meget teknisk, at forklare, hvordan skyerne ioniseres, så i det daglige må vi stole på vores barometer.”
Thor havde overhørt ordvekslingen mellem faderen og drengen i båden og forstod den stort set, selvom den var på nydansk, som han dog efterhånden havde et godt kendskab til. Selv ville han ikke forsøge at tale det, for det lød alt for søgt og tøset i hans ører.
Han smilede af faderens forklaring til sønnen og tænkte:
”Utroligt, så overtroiske folk er nu om dage. Nåmen, min mave rumler, det trækker vist op til et stort krus tordenkaffe og en dygtig bid af Sif’s veltilberedte Gede-Jerky.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar