Bouquet.

Han ville plukke en lille håndholdt buket til hende.  Margueritterne  tiggede om at komme op i hånden:

"Ta´ mig, ta´ mig,” råbte de i munden på hinanden.

Lidt derfra stod nogle ædle valmuer. De sagde ingenting, men sagde ham alligevel meget. Kronbladenes røde farve mod

det grønne græs var iøjnefaldende på en både frisk og næsten højtidelig måde.

”Det ville være smukt med sådan en farve mellem de sollignende margueritter,” tænkte han. ”Men nænner jeg at plukke en?”

Han plukkede en enkelt, så stænglen havde samme længde som margueritterne og var tilfreds med bukettens udseende. Han duftede til den, men sporede kun en svag bouquet i sommervinden.

Blomsterne blev arrangeret i en lille vase, så valmuen var i midten, og det så fint og enkelt ud.

”Jeg glæder mig til, hun ser den,” tænkte han og smilede ved tanken.

Udenfor spillede en solsort pludselig et hjertegribende stykke på sin tryllefløjte, som havde indbygget rumklang. Han gik ud i sommervarmen og bemærkede, at der var flere solsorte, som kommunikerede via deres instrumenter. Og de gav hinanden spilletid uden at afbryde. Som om det gik efter tur. ”Det kunne vi lære noget af,” tænkte han.

Han gik ind til buketten i vasen igen og betragtede den forbløffet. Margueritterne var i samme humør, som da han forlod dem, men valmuen var tilsyneladende uhyre galant. Den havde bøjet hovedet og taget sin røde hat af, som den havde lagt på bordet sammen med sit røde halstørklæde i en vis orden.

”Sikken ærbødighed,” tænkte han. ”Den tror vist, jeg er noget. Nu vil skænke mig et glas vin og skåle med buketten. Den dufter ikke, men jeg vil så lade mig nøje med vinens krop, ånd og bouquet. Og det går sikkert også ganske fint an på sådan en vidunderlig sommerdag.”