Udfoldet landskab med mediterende bakker her og der. Horisonten er malet over tværs med en stribe blank fjord, og overgangen til himlen beskrives af et millimetersmalt landskabsbælte, der sløres af blide, blå nuancer.
Solen virker større end normalt med dusede anstrøg af orange toner samt anslag af Liszt-komponerede klaversonater. Den er ikke så selvhævdende nu, mere et upersonligt medlem af sceneriet, men stadig konge.
Tonerne bliver umærkeligt dybere, og mens de glider ind i Schumanns Träumerei, emigrerer alt timeligt til Ingenmandsland, hvor frø ikke spirer, og ingen forestilling slår rod.
Mens solen værdigt abdicerer, overtager nærværets altgennemtrængende fred magten i riget, og Amor smører omhyggeligt sine pilespidser ind i akaciehonning og skyder dem smilende mod fuldmånen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar